Reformation – den nye arkitektur for kirken

Af Peter Tsukahira

Reformation handler om at forandre kirkens form. Apostlen Paulus sagde, at han var Guds kyndige
”bygmester” (1. Kor. 3,10). På bibelsk græsk er ordene ache tekton.
Herfra afledes ordet arkitekt. Reformation betyder, at kirken behøver ny arkitektur!

For at kunne klare udfordringerne i en postmoderne tid, må kirken i hele verden omformes til at være i overensstemmelse med ’den himmelske ejers’ vision og ’den salvede arkitekts’ planer. Målet for en ny reformation er at gøre kirken mere frugtbar og bedre til at fremstille Guds rige på jorden.

Rigets budskab

Guds rige var i fokus for Jesu tjeneste. Han begyndte sit arbejde med at forkynde: ”Omvend jer, for Guds rige er kommet nær!”. Jesus brugte ofte lignelser i sin undervisning.

Mange af dem begynder med ordene: ”Himmeriget er som…” efterfulgt af Hans illustration.
I Fadervor lærte Jesus sine disciple at bede for Guds riges komme på Jorden (Matt. 6,10).
Senere i samme Bjergprædiken instruerede han sine disciple om at søge Guds rige før alt andet. (Matt. 6,33).
Da Jesus begyndte sin tjeneste i Galilæa, var budskabet om Guds rige hans hovedlære. Matthæus skrev, at ”Jesus gik omkring i hele Galilæa, underviste i deres synagoger, prædikede evangeliet om Riget…” (Matt. 4,23).
Jesus kom for at indvarsle en ny pagt, men konceptet, at Gud var deres Konge, var ikke fremmed for Israels folk. Jesu jødiske efterfølgere forstod, at Guds rige, dvs. Hans retsmæssige herredømme over deres nation, var en helt enestående del af Israels arv, og de håbede, at det igen ville blive en realitet i deres egen tid.

Kongedømmets fødsel

Før israelitterne var slaver i Ægypten, var de en tæt sammenknyttet familiegruppe, der i lige linje kunne føres tilbage til patriarkerne, som Gud havde udvalgt: først Abraham, så Isak efterfulgt af Jakob, hvis navn blev ændret til Israel. På Exodus’, Udvandringens, tid var de blevet til tre- til fire millioner mennesker, men de var endnu ikke en nation, som vi kender den. De havde været slaver i 400 år og havde ingen national infrastruktur eller bevidsthed. De havde aldrig haft deres eget land og havde ingen hær, regering eller retssystem. De kunne sikkert være blevet klassificeret som dysfunktionelle mht. nationalitet.
Efter udfrielsen fra Ægypten mødte Gud dem i ørkenen og indgik en guddommelig pagt med Israels folk. Gennem denne pagt blev de for første gang en nation, og Gud blev deres konge. Israel som Guds nation er i Bibelen skildret som en prototype, et tidligt billede på Guds rige på Jorden.

Her er, hvad Gud talte til Israels folk gennem Moses:

”Hvis I adlyder mig og holder min pagt, skal I være min ejendom, ene af alle folkene, for hele Jorden tilhører mig. I skal være et kongerige af præster og et helligt folk for mig. Dette er, hvad du skal sige til israelitterne.” (2. Mos. 19, 5-6).

Moses var aldrig Israels konge. Han var kaldet til at være Guds profet, Herrens tjener. Gud selv blev Israels konge, og dér i ørkenen begyndte Hans rige at vise sig i form af en hel nation, udvalgt som et forbillede. Fra dets begyndelse var det meningen, at Guds rige ikke blot skulle være en religion, men et helt fungerende samfund.
At blive et kongerige af præster betød, at Israels rolle som en nation var at tjene andre nationer og at være deres eksempel. I dag tror mange kristne, at Jesu budskab om Guds rige var et nyt begreb for NT. Intet kan være mere forkert. På Jesu tid forstod det jødiske folk konceptet med Guds herredømme som konge. De vidste fra Skriften og deres egen nations historie, at Gud engang havde været deres konge, og de længtes efter, at Hans herredømme over deres samfund og kultur skulle genoprettes.
Den jødiske forståelse var dengang, og er stadig i dag, at Messias vil komme fra Gud og herske over Israel som konge. Denne tro var dybt forankret i hjertet på Jesu disciple igennem alle de år, hvor de var sammen med ham, og selv efter hans genopstandelse fra de døde.

Rigets natur

Disciplenes forståelse af Guds rige ses i det sidste spørgsmål, som de stillede Jesus, kort før hans himmelfart i Ap. G. 1,6:

”Mens de nu var sammen, spurgte de ham: ”Herre, er det nu, du vil genoprette Riget for Israel?”

Disciplene spurgte Jesus, hvornår han ville genoprette Guds rige, dvs. bringe Guds herredømme tilbage til deres nation. Igennem århundreder har kristne undret sig over, hvorfor disciplene stillede Herren et sådant mærkeligt sidste spørgsmål. Havde de endnu ikke forstået, at Guds rige er åndeligt, ikke jordisk, og for alle nationer, ikke kun deres? Var de kødelige nationalister eller blot ikke tænkende?
Men – grunden til, at vi måske ikke helt forstår betydningen af deres spørgsmål, er, at vi ikke har indset, at Guds rige fra starten ikke blot var en religion, men en hel nation. Siden Udgangen fra Ægypten har Israel været og er stadig Guds eksempel på Hans tilsigtede og lovlige herredømme over ethvert område af samfundet og kulturen.

Rigets bygmestre

John Calvin var en af de mest brillante og betydningsfulde teologer i Den protestantiske Reformation. Han blev født for mere end 500 år siden i Frankrig, og hans prædikener og skrifter danner i dag basis for den teologiske forståelse i den reformerte kirke, den presbyterianske kirke og den kongregationale kirke.
I hans kommentar til det første kapitel i Apostlenes gerninger, undersøgte Calvin disciplenes sidst stillede spørgsmål til Jesus og skrev, ”der er lige så mange fejl i dette spørgsmål, som der er ord”.
Calvin fortsatte med at skrive, at disciplene var dumme, uvidende og dårlige bibellærde, fordi de længtes efter et jordisk rige, så Gud kunne herske blandt deres eget folk.
Han skrev ”de er også blevet voldsomt bedraget deri, at de begrænser Kristi rige til et kødeligt Israel”.
Vent lige lidt! Underviste Jesus ikke os alle om at bede, at Hans rige skulle komme på Jorden, lige som det er i Himlen? Nu, da Gud har bragt Israels folk tilbage til deres eget land og igen overalt tilbagegiver de gode nyheder om Hans rige til det jødiske folk, kan vi se, at disciplene var vise og ikke dumme, da de stillede spørgsmålet til deres mester.

Lad os et øjeblik lægge det til side og undersøge, hvilken holdning, der ligger bag Calvins erklæringer om Kristi første jødiske disciple.
Calvin levede 1500 år efter, at de fysisk gik på Israels jord sammen med Jesus, og han tænkte, at de var uvidende om Guds rige. I tre år vågnede disse mænd op hver morgen og så ind i ansigtet på Guds legemliggjorte! De var Guds søns personlige elever. Blandt de disciple, som stillede Jesus sådant et ”fejlagtigt” sidste spørgsmål, var mænd, som personligt blev inspireret af Gud til at skrive Det nye Testamente. De kendte Jesus ikke kun som deres Herre, men også som deres egen landsmand og ven, og de kendte hans følelser, personlige vaner, selv hans tonefald. De lyttede til al hans undervisning. Ikke kun til den lille del, vi har samlet i Det nye Testamente, men også til den undervisning, som ikke blev nedskrevet. (Ifølge apostlen Johannes var der en hel del).
Disse mænd havde bevidnet hans død på korset og hans fysiske genopstandelse. Han havde åndet på dem og sagt: ”Modtag Helligånden” (Johs. 20,22), og han viste sig for dem over en periode på 40 dage, hvor han talte med dem om Guds rige (Ap. G. 1,3). På tidspunktet for hans himmelfart var de oprigtige Nye Testamente troende og åndelige giganter på grund af hans tjeneste til dem! John Calvin tænkte, at de var uvidende og tog voldsomt fejl. Sandheden er, at det er os, som i dag har brug for en ny reformation og behov for at få disciplenes apostoliske syn på Guds rige genindført hos os!
Skriften siger klart, at Gud vil aldrig tilbagetage nådegaverne og kaldet, som Han gav til Israel
(Rom. 11,28-29). Ydermere sagde Jesus selv:

”Og dette evangelium om Riget skal prædikes i hele verden som vidnesbyrd for alle folkeslag, og så skal enden komme” (Matt. 24,14).

En ny reformation betyder, at kirken skal genoprettes til dets bibelske fundament, så samfundet og kulturen endnu en gang vil blive forvandlet gennem den kraft og ære, som følger af Guds rige på Jorden. Paulus skrev:

”Efter den nåde, der var givet mig af Gud, har jeg som en kyndig bygmester lagt grundvolden, men en anden bygger videre på den. Enhver bør se til, hvordan han bygger” (1. Kor. 3,10).

Om denne hellige grundvold skrev Paulus:

”I er bygget på apostlenes og profeternes grundvold med Kristus Jesus selv som hovedhjørnesten. I ham holdes hele bygningen sammen og vokser til et helligt tempel i Herren. I ham bliver også I sammen med os bygget op til en bolig for Gud i Ånden” (Ef. 2,20-22).

Jesus, apostlene og de bibelske profeter er de specielle ”levende stene”, som Gud har udvalgt til at være grundvolden for Hans rige. Vi er også levende stene, men vi er kommet til senere og er bygget på dem. Alle de første er fra Israel, den nation, som Gud udvalgte til at være et eksempel på Hans rige og en model for vores reformation i kirken i dag.

Rigets tilbagevenden

Helt praktisk betyder kirkens ”nye arkitektur” en restaurering tilbage til Guds oprindelige hensigt og plan. Da Gud herskede over Israel som konge, gav Han sine love for at udtrykke sin vision for et rige til et folk, som aldrig tidligere havde været en nation. Guds love beskriver derfor en social struktur og værdier, som skal tjene som et mønster eller en skabelon, ikke kun for Israel, men for hver eneste nation. Lovene styrer alle aspekter af samfundet, inklusive religion, der har en vital og central rolle.
Ja, religion er væsentlig, men er kun en del af Guds rige. I vores bibel er ordet ”kirke” oversat fra det Nytestamentlige græske ord ekklesia, som referer til alle mennesker, som er ”kaldt ud” eller udvalgt af Gud. Dette ord skal derfor ikke begrænses til religion, da kun en lille minoritet af Guds folk er kaldet til at tjene i den religiøse sektor i samfundet.
”Kirken” er i virkeligheden Guds folk, som overalt i deres samfund og kultur er ”salt og lys”, når de med sig bringer Guds retfærdige styre sammen med Hans gaver og Hans nærvær! Så, hvad med den religiøse del af riget? Skal vi ophøre med lokale og ugentlige forsamlinger? Absolut ikke. Vi er befalede til ikke at svigte forsamlingerne, men der er et formål med at samles til bøn, tilbedelse, fællesskab og undervisning. Det primære formål er at udruste, træne og forberede os til at fuldføre vores individuelle kaldelse til ethvert område af samfundet.
Og han har givet os nogle til at være apostle, andre til at være profeter, andre til at være evangelister og andre til at være hyrder og lærere for at udruste de hellige til at gøre tjeneste, så Kristi legeme bygges op, indtil vi alle når frem til enheden i troen og i erkendelsen af Guds søn, til at være et fuldvoksent menneske, en vækst, som kan rumme Kristi fylde (Ef. 4,11-13).
Den religiøse del af Guds rige er en absolut nødvendighed – ligesom hjertet i et menneskets krop. Den ”pumper” mennesker ind, så de kan blive frelste, helbredte, fornyede og udrustede – og så skal den pumpe dem tilbage ud i samfundet, hvor de vil finde deres kald og bruge deres gaver. Et hjerte, som kun pumper ind, bliver forstørret og er i den medicinske terminologi en sygdom! I Guds rige ønsker Kongen, som er høstens herre, religiøse aktiviteter, som er formålstjenlige i at disciple og omdanne nationer. Han søger ikke en religion, som fungerer som endemålet i sig selv. Reformation i dag betyder en ny arkitektur i kirken!

Offentliggjort i “Et Ord Fra Jerusalem” Maj Nr. 4. 2015

Tidligere artikler

ICEJ’s Årsfest 2017

Læs artiklen

Årsfest 2017, 26-27 August

Læs artiklen

Vores mandat er at bære sandheden

Læs artiklen

ET ÅRHUNDREDE DER SKAL FEJRES

Læs artiklen