”Nu tager jeg det berusende bæger ud af din hånd, du skal ikke længere drikke af min vredes skål. For jeg rækker det til dine undertrykkere.” (Esajas 51:22-23)
I maj måned gennemgår israelerne det årlige ritual med først at mindes deres faldne landsmænd og straks derefter går over til at fejre deres mirakuløse genfødsel som nation i 1948. Det begynder om aftenen på den fjerde dag i måneden Iyar med Yom HaZicharon, en national mindedag, hvor man mindes og sørger over tabet af faldne soldater og terrorofre. Mellem maj ´23 og maj ´24 er omkring 766 IDF-soldater og 834 civile israelere døde i konflikten, og i alt er det 1.600 nye tab som mindes. De fleste blev selvfølgelig dræbt i Hamas-massakrerne den 7. oktober sidste år, såvel som IDF’s kamp mod Hamas i Gaza siden da. Disse tab vejer stadig tungt på nationen dagen efter, hvor de fejrer uafhængighed på Yom Hatzmaut. I 2024 er det 76. gang at uafhængigheden fejres. Men det er vanskeligt at udtrykke glæden over deres nationale genfødsel, mens hele Israel stadig venter på omkring 130 gidslers tilbagevenden fra Gaza.
I månedsvis har gidslernes situation og tabet af så mange kære været som en tung sky, der hænger over Israel. Denne dystre stemning er kun blevet forstærket af synet af titusinder, der marcherer i gaderne i vestlige byer i skamløse demonstrationer drevet af antisemitisk ildhu. Universiteternes campusser er blevet overrendt af venstreorienterede agitatorer, der insisterer på, at “zionister ikke fortjener at leve.” Radikale muslimer protesterer uden for Eurovision-konkurrencen i Sverige, mens de åbent støtter Hamas’ voldtægtsforbrydere og mordere og råber: “Sinwar, vi vil ikke lade dig dø!”
Lige så bekymrende er det, at det internationale samfund med overvældende flertal har stemt for en resolution i FN’s Generalforsamling, der opfordrer til øjeblikkelig anerkendelse af en palæstinensisk stat, selv om palæstinenserne ikke opfylder nogen af betingelserne for at blive en stat. Det palæstinensiske samfund er bitterligt splittet mellem to rivaliserende væbnede politiske fraktioner, hvoraf ingen virkelig kontrollerer de territorier, de gør krav på. Alligevel tror verdens ledere på en eller anden måde, at det vil bringe fred at give denne miserable enklave status som officiel stat. Det er snarere en belønning for terrorisme og vil kun medføre ødelæggelse for alle – inklusive palæstinensere.
Vredens skål – »striden for Zion.«
At alt dette sker i kølvandet på Hamas’ masseterror den 7. oktober er virkelig foruroligende. Det er, som om vanvid eller massevrangforestillinger er kommet over så mange i verden, herunder dem, vi har betroet at være vores ledere.
Uanset om det er drevet af de modbydelige impulser af religiøs fanatisme, racefjendskab eller aparte konspirationsteorier, får jøder stadig mange steder skylden for alle samfundets elendigheder, og Israel alene udpeges til fordømmelse blandt alle jordens nationer. De mennesker, der led under den værste grusomhed i menneskehedens historie, nemlig Holocaust, bliver nu ondsindet anklaget for at begå folkedrab i Gaza, selvom IDF gør mere end nogen anden hær nogensinde har gjort for at undgå civile tab blandt deres fjender.
Alligevel er disse globale bølger af antisemitisme gået forud for hver gang, Israel er kommet under angreb i de seneste årtier, selvom det denne gang finder sted med langt større intensitet – endda til vanvid. Og det er let at se, hvordan det en dag kunne føre til et endeligt globalt opgør om jødernes tilbagevenden til deres forfædres hjemland, og især til Jerusalem. Bibelen forudsiger klart en sådan endetids ” strid for Zion.” (Esajas 34:8), som vil føre til ydmygelse og fordømmelse af nationerne, og de seneste begivenheder er blot en forsmag på, hvordan det kunne udspille sig.
De profetiske passager om denne endetidskamp om et Jerusalem, der blev genoprettet på jødiske hænder, er talrige og omfatter Salme 2; Esajas 4 og 34; Joel 3:1-3; Mika 4; Zefanias 3:8; og Zakarias 12: 1-9 og 14: 1-4. Men Bibelen gør det også klart, at Gud ønsker at trække nationerne op til Jerusalem for at blive dømt for deres vedvarende mishandling af Israel, og denne lokkende drik beskrives ofte som et “berusende bæger”, som Herren vil give nationerne at drikke.
For eksempel taler Salme 75 om et “fastsat tidspunkt”, hvor Gud vil dømme hele jorden (v. 2). Salmisten tilføjer: ” For det er Gud, der er dommer, den ene ydmyger han, den anden ophøjer han. For Herren har et bæger i hånden med brusende, velblandet vin, og han skænker af den, selv bærmen drikker alle jordens ugudelige” (Salme 75:8-9).
På samme måde siger profeten Esajas, at indbyggerne i Jerusalem engang drak af dette Guds vredes bæger, da han ødelagde byen og spredte dens folk (Esajas 51:17-20), men nu vil det samme bæger gå over til Israels undertrykkeres hånd. ” Dette siger Herren, din Herre og din Gud, som fører sagen for sit folk: Nu tager jeg det berusende bæger ud af din hånd, du skal ikke længere drikke af min vredes skål. For jeg rækker det til dine undertrykkere, dem, som sagde til dig: »Kast dig ned, så vi kan gå hen over dig.« Du måtte gøre din ryg som den faste jord, som en gade for de forbipasserende.” (Es 51:22-23).
Jeremias forudsagde også om en guddommelig dom, der ville komme over alle folkeslag over Jerusalem, og selv de, der nægter at tage bægeret og drikke, vil ikke desto mindre gøre det: “Dette sagde Herren, Israels Gud, til mig: ‘Tag dette bæger vin, vredens bæger … lad alle de folkeslag, jeg sender dig til, drikke af det.'” (Jeremias 25:15-31)
Ligeledes advarede den hebraiske profet Zakarias meget ligefremt om denne kommende tid og nationernes endelige skæbne: “Se, jeg gør Jerusalem til et berusende bæger for alle de omboende folk; også Juda vil blive ramt, når Jerusalem belejres. … På den dag agter jeg at udrydde alle de folkeslag, som rykker imod Jerusalem” (Zakarias 12:2, 9).
Endelig bekræfter Johannes’ Åbenbaring, at nationerne er bestemt til at drikke af hans harmes og vredes bæger. (Åbenb. 14:10 og 16:19).
Når jeg ser antisemitternes skandaløse marcher verden over og FN’s forfærdelige beslutninger vedrørende Israel i de seneste måneder, bliver jeg mere og mere overbevist om, at nationerne faktisk en dag snart vil blive trukket op til Jerusalem af en gennemtrængende bølge af jødehad. Hitler drak dagligt af det samme beruselsens bæger, en giftig eliksir, og mange gør det samme i dag – til deres egen skam. Det handler ikke i første række om manglerne hos Israels ledere eller landets politikker. Det er den rene ondskab at bebrejde jøderne for ethvert problem i vores verden, og Gud ønsker, at verden skal få sin fylde, så Han kan dømme nationerne i retfærdighed og samtidig genrejse det folk, Han kaldte til at bringe frelse til verden.
Indtil da opfordres du til at bede om sikker tilbagevenden af de resterende israelske gidsler, og at Herren vil trøste familier og venner til dem, der har mistet deres liv for Zions skyld i løbet af det sidste år.
