Her er en dansk oversættelse af den indsendte kronik. Avisen har forkortet den, men du får her den fulde:
Danmarks principfaste afvisning af at anerkende en palæstinensisk stat
Som formand for EU og medlem af FN’s Sikkerhedsråd har Danmarks stemme betydning langt ud over sin størrelse — og vores historie med det jødiske folk pålægger os at bruge den til at stå sammen med Israel, på trods af uenigheder om Gaza.
Kritikken af Israels regering, fremsat af Danmarks statsminister Mette Frederiksen hen over weekenden, har skabt ubehag hos mange, men én ting bør stå klart: På trods af vanskelighederne er Danmarks forpligtelse til at støtte Israel urokkelig. Trods alt den diplomatiske tumult vidner dette om, at der stadig findes moralsk klarhed i europæisk politik.
Det officielle argument var tydeligt: Grundlaget for en sådan anerkendelse er ganske enkelt ikke til stede. For mange i Israel kan det komme som en lettelse midt i stigende opfordringer fra visse europæiske hovedstæder til at bevæge sig ensidigt mod palæstinensisk statsdannelse. Men for dem, der kender historien mellem vores folk, er det også en fortsættelse af et venskab, der har modstået svære storme.
Danmark er et lille land — knap seks millioner indbyggere — men som EU-formandsland og medlem af FN’s Sikkerhedsråd har vi en stemme, der vejer langt mere, end vores størrelse antyder, og vores stemme har nu gennemslagskraft langt længere end København.
Vores beslutning er forankret både i praktisk diplomati og historisk bevidsthed. Praktisk set findes der i dag hverken en samlet palæstinensisk regering, der kan forhandle og skabe fred, eller en legitim autoritet. Den alt for korrupte Palæstinensiske Myndighed har mistet legitimitet hos sit eget folk, og Hamas — som stadig holder israelske gidsler og åbenlyst kæmper for Israels udslettelse — kontrollerer Gaza gennem vold og frygt, ikke mindst med det store humanitære tab det påfører sin egen befolkning. At anerkende en palæstinensisk stat under disse omstændigheder ville ikke fremme fred. Det ville opmuntre ekstremister ved at belønne terror.
For Danmark er sagen også formet af historisk hukommelse. I Holocausts mørkeste år skillede Danmark sig ud i Europa ved at redde størstedelen af sine jødiske borgere. I oktober 1943, da den nazistiske deportationsordre kom, organiserede danskere på tværs af samfundslag flugten af over 7.000 jøder til neutrale Sverige. I år markerer vi 80-årsdagen for deres tilbagevenden til Danmark — og de historiske øjeblikke, resonerer stadig dybt i vores nationale bevidsthed. Den arv er ikke glemt, og den påvirker vores forpligtelse til at stå ved Israel i dag.
Denne ånd afspejles også i vores nuværende lederskab. Statsminister Mette Frederiksen har stået fast ved Israels ret til at forsvare sig i kølvandet på grusomhederne den 7. oktober, selv når hun har mødt hård politisk kritik både hjemme og internationalt. Selvom hun dybt uenig er i Netanyahu-regeringens håndtering af den nuværende fødevarekrise blandt Gaza-befolkningen og udvidelsen af bosættelsen ved E1, understreger hendes vedholdenhed, at vores støtte til Israel ikke er et spørgsmål om politisk bekvemmelighed, men en principfast holdning, der er funderet i både historie og overbevisning.
Danmark var et af de første lande til at anerkende staten Israel i 1949, og igennem årtier har handel og kulturel udveksling blomstret mellem vores nationer. Danske pilgrimme besøger jævnligt Det Hellige Land, og israelsk innovation har fundet vej til danske hospitaler, landbrug og teknologisektor. Forbindelsen er ikke kun politisk — den er dybt menneskelig.
Nu, i 2025, testes dette forhold igen. Begivenhederne den 7. oktober var en brutal påmindelse om, at Israel stadig lever under en eksistentiel trussel — en realitet, som de fleste danskere ikke virkelig forstår. Massakren, gidselkrisen og den fortsatte konflikt har alle understreget, at fred ikke kan påtvinges udefra, mindst af alt ved at belønne vold. For Danmark er det det rigtige at gøre — på trods af politiske uenigheder — i håbet om ægte forsoning, ikke med smutveje foreslået af europæiske ledere, der søger at tilfredsstille deres egne vælgere.
Fra vores position i EU kan Danmark arbejde for politik baseret på direkte forhandlinger og gensidig anerkendelse, frem for ensidige skridt, der undergraver tillid. I FN’s Sikkerhedsråd kan Danmark også minde verden om, at folkeretten ikke er et tag-selv-bord, hvor stater kun vælger de retter, de kan lide. Oslo-aftalerne, som blev underskrevet under det internationale samfunds bevågenhed, etablerede en ramme for at løse konflikten gennem direkte dialog. At omgå den nu signalerer til alle parter, at man kan ignorere en aftale, når det er politisk belejligt.
Til Israels folk: I står ikke alene. I en tid, hvor overskrifter ofte fokuserer på dem, der vender sig imod jer, er der stadig venner, der vil tale — også i vanskelige fora. Danmarks historie med sit jødiske samfund, vores diplomatiske ansvar og vores moralske kompas peger alle i samme retning: mod en fred, der er retfærdig, holdbar og baseret på sandhed.
Danmark er måske lille, men historien har vist, at små lande kan gøre en forskel, når de taler med overbevisning. I dette afgørende øjeblik vælger vi at bruge vores stemme til at stå ved Israels side — ikke kun som en allieret, men som en ven, hvis fælles historie kræver intet mindre.
