Dobbeltmoralske anklager mod Israel for ’folkedrab’ dækker over Hamas’ reelle folkedrabsintentioner
Gennem Israels to-årige krig med Hamas er anklager om “folkedrab” blevet fremsat i flæng fra mange sider – herunder embedsmænd i FN og fremtrædende verdensledere. Et nyligt eksempel er resolutionen fra International Association of Genocide Scholars (IAGS), som viste sig at være et skammeligt, hemmeligt forsøg fra en lille gruppe antisemitter i organisationen på at vildlede verden med falsk akademisk autoritet. Den lemfældige brug af folkedrabsanklagen mod den jødiske stat truer med at underminere de vigtige juridiske værn, der er oprettet i international lov mod denne mest alvorlige forbrydelse – og afslører samtidig de hykleriske motiver hos dem, der ønsker at miskreditere Israel.
Folkedrab kaldes med rette for “forbrydelsen over alle forbrydelser”. Det defineres i FN’s Konvention om forebyggelse og straf for folkedrab (1948) som handlinger begået “med hensigten helt eller delvist at tilintetgøre en national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe som sådan.” Det centrale element er den specifikke hensigt (dolus specialis) om at udrydde en beskyttet gruppe udelukkende på grund af deres identitet.
Denne definition blev formuleret i kølvandet på Holocaust, hvor Nazi-regimet systematisk søgte at udrydde det jødiske folk i Europa. Siden da er den blevet anvendt juridisk på grusomheder som massakrerne i Rwanda, Bosnien og Darfur. Derfor er begrebet folkedrab med vilje defineret smalt og præcist, for at beskytte det mod politisk eller overfladisk misbrug.
Men i vores tid ser vi i stigende grad, at “folkedrab” bruges som et retorisk våben, især mod Israel. Denne udvanding af begrebets kernebetydning er en hån mod både historien og de reelle ofre for denne frygtelige forbrydelse.
For det jødiske folk har folkedrabsanklager mod Israel en dobbelt smertefuld betydning. De er ikke blot falske – de vendes også mod jødernes lidelser under Holocaust og bagatelliserer denne tragedie, mens de samtidig fremstiller israelere som nazister.
Derfor konkluderer vi, at folkedrabsanklagen mod Israel i Gaza er uberettiget:
- Manglende specifik folkedrabsintention: Konventionen fra 1948 kræver klar hensigt om at tilintetgøre et folk. Der findes ingen troværdige beviser på, at Israel ønsker at udslette alle beboere i Gaza. Israels mål er at besejre terrororganisationen Hamas, som udløste konflikten ved massakrer og gidseltagninger den 7. oktober 2023.
- Krigen kan stoppe, hvis gidsler frigives: Israel har gjort det klart, at krigen kan ophøre med det samme, hvis Hamas frigiver alle gidsler, nedlægger våbnene og opgiver kontrollen over Gaza. Et ægte folkedrab slutter ikke med sådanne fredstilbud.
- IDF advarer civile og muliggør evakuering: Israels militær udsender systematisk advarsler før målrettede angreb – via sms, telefonopkald, flyveblade og sociale medier – og faciliterer evakueringer. Dette er uforeneligt med folkedrabsadfærd.
- Det internationale samfunds medansvar: Det internationale pres for, at alle palæstinensiske civile skulle blive i Gaza i stedet for at evakuere, er uden fortilfælde og har forværret situationen. Hamas bruger desuden befolkningen som menneskelige skjolde.
- Medicinsk hjælp og børneevakuering: Israel har koordineret evakuering af hundredvis af palæstinensiske børn med alvorlige sygdomme til behandling i bl.a. Abu Dhabi og Italien – et klart udtryk for humanitær indsats, ikke udslettelse.
- Metoderne viser ikke folkedrabsintention: Civile tab er tragiske, men Israels præcisionsangreb og advarsler adskiller sig markant fra den vilkårlige udryddelse, der kendetegner folkedrab.
- ICJ-sagen er stadig verserende: Den Internationale Domstol har ikke afsagt dom. Den har alene pålagt Israel at forhindre mulige folkedrab – som en midlertidig foranstaltning.
- Regeringskonklusioner og faglige modargumenter: Flere lande, som f.eks. Storbritannien, har konkluderet, at Israel ikke begår folkedrab. Uafhængige analyser har også afsløret fejlbehæftede dødstal og mangel på systematiske mål.
- Israel faciliterer nødhjælp og fødevareforsyning: Siden 7. oktober ´23 er der i gennemsnit kommet 300–320 nødhjælpslastbiler ind i Gaza dagligt. Gaza Humanitarian Foundation distribuerer nu 1,2 millioner måltider dagligt. Israel har også leveret el og vand til Gaza. Alt dette afviser folkedrabsanklager.
- Befolkningen i Gaza svinder ikke ind: Trods mange dødsfald er Gazas befolkning ikke faldet – titusinder af børn er født under krigen. Det modsiger ethvert narrativ om systematisk udryddelse.
I modsætning til Israel har Hamas en klar folkedrabsintention
Hamas udviser ikke blot folkedragsadfærd – de proklamerer det åbent. I Hamas-charteret anklages jøderne for at ville styre verden, og de beskrives som islams evige fjender. Charteret fastholder (på arabisk), at det er en religiøs pligt at udslette det jødiske folk som led i en apokalyptisk konflikt, der først afsluttes på Dommens dag. Den islamiske hadith, som nævnes i charteret, betragter drabet på jøder som en forudsætning for Endetiden. Massakrerne den 7. oktober ses som en delvis opfyldelse af dette.
Overgrebene fra Hamas – voldtægter, mord, tortur og bortførelser – udspringer af en folkedrabs-ideologi. Deres brug af civile som menneskelige skjolde viser, hvor dybt denne dødskultur stikker.
Konklusion
Anklagen om, at Israel begår folkedrab i Gaza, falder sammen ved objektiv granskning. Det er endnu en antisemitisk løgn i rækken mod den jødiske stat og det jødiske folk.
Krigen er intens, kompliceret og belastende – især pga. gidslerne, som holdes fanget i Hamas’ tunnelsystem. Men Israels fremgangsmåde – med advarsler før angreb, nødhjælp og fredstilbud – viser ingen folkedrabsintention.
Dette står i skærende kontrast til Hamas’ charter, retorik og handlinger, der åbent tilstræber jødernes udslettelse.
Det internationale samfund må erkende denne virkelighed, skelne mellem ofre og gerningsmænd og den egentlige potentielle trussel i den folkedrabsstrategi, som Hamas bevidst har sat i værk.
