Nåde triumferer over dommen – sommermånederne i den hebraiske kalender
Af Dr. Mojmir Kallus, ICEJ Danmarks bestyrelsesformand
De bibelske højtider inddeler året i sæsoner. Pesach (påske) og Shavuot (pinse) er forårshøjtider ved begyndelsen af landbrugssæsonen, mens Sukkot (løvhyttefesten) markerer efterårets høst. Mellem disse ligger den lange, varme israelske sommer med blå himmel og ikke en dråbe regn. For oldtidens landbrugssamfund var sommeren en tid med arbejde på markerne. Der fejres ingen store højtider i sommermånederne Tammuz, Av og Elul. Alligevel bærer hver måned på et åndeligt budskab.
Ét tema går igen gennem hele sommerperioden: sorgen over tragedierne i jødisk historie – særligt templets ødelæggelse. Det begynder i Tammuz med fasten i den fjerde måned på Tammuz 17 (i år den 6. juli), som mindes dagen, hvor Jerusalems mure blev gennembrudt:
“I Zedekias ellevte regeringsår, i den fjerde måned på den niende dag … blev der slået hul i bymuren” (Jeremias 52,6-7).
Omtrent 600 år senere, næsten på samme tidspunkt, blev Jerusalems mure igen gennembrudt – denne gang af romerne i år 69 e.Kr. I begge tilfælde blev templet kort efter ødelagt.
Tammuz 17 markerer begyndelsen på en periode kendt som “de tre uger”. Det er en årlig sørgeperiode, hvor jøder mindes templets ødelæggelse og overvejer årsagen til eksilet. Det er en tid præget af omvendelse og selvransagelse, som afsluttes med fasten på den niende Av (Tisha B’Av på hebraisk), dagen hvor begge templer blev sat i brand (423 f.Kr. og år 69 e.Kr.). Mange andre tragedier i jødisk historie fandt også sted i denne periode, og derfor siger traditionen, at glæden bør dæmpes gennem disse tre uger.
På Tisha B’Av læses Klagesangene i synagogerne, og det jødiske folk reflekterer over årsagerne til disse tragedier.
I kontrast til dette følger der umiddelbart efter Tisha B’Av – og syv uger frem ind i måneden Elul – en periode kaldet “de syv trøstens uger” eller Menachem Av (“den trøstende Fader”). Menachem er på hebraisk en variation af ordet nachamu, som findes i Esajas 40,1: nachamu ami – “trøst mit folk”.
Interessant nok findes der i jødisk tradition en stærk forbindelse mellem Tisha B’Av og dette afsnit fra Esajas. Sabbatten efter den niende Av kaldes Shabbat Nachamu, og som Haftarah (den foreskrevne læsning fra profeterne) læses netop denne del af Esajas 40. Gud er deres Fader, og Han trøster sit udvalgte folk.
Dette har særlig betydning for ICEJ, da vores grundlæggende kald fra 1980 var og fortsat er: “Nachamu, nachamu ami” – “Trøst, ja trøst mit folk”.
Det er godt at vide, at dette vers i rabbinsk tradition er tæt forbundet med Tisha B’Av og tanken om, at Gud trøster sit folk efter en stor tragedie. Jødiske vismænd har endda sagt, at ødelæggelse og eksil går hånd i hånd med forløsning. Faktisk varsler “trøsten” i Esajas 40,1 Messias’ komme.
Det viser sig altså, at det at trøste Israel ikke blot er en humanitær opgave – det er dybt åndeligt og profetisk.
Vi ser også denne forbindelse i den græske oversættelse af Esajas 40,1 i Septuaginta, hvor der står parakaleite ton laon mou. Her har ordet for “trøst” samme rod som det græske ord Parakletos – “Talsmanden” eller “Trøsteren” – Det Nye Testamentes betegnelse for Helligånden.
Det betyder, at denne trøst er en guddommelig handling, inspireret af Helligånden. Det er Parakletos, der bringer trøsten – ikke blot menneskelige anstrengelser. Når Gud i Esajas 40 befaler os at “trøste mit folk”, betyder det, at Gud har givet hedningekristne en trøstens tjeneste ledet af Helligånden. Og sandheden er, at vi ikke kan trøste Israel uden Hans Ånd.
Det endelige budskab i denne sommerperiode, hvor Israels tragedier mindes, er derfor, at nåden triumferer over dommen.
Vi lever i en tid, hvor Gud igen trøster sit folk. Og inspireret af Helligånden kan vi som hedningekristne “tale kærligt til Jerusalem og råbe til hende, at hendes trængselstid er til ende, at hendes skyld er sonet; for hun har fået dobbelt straf af Herrens hånd for alle sine synder” (Esajas 40,2).
