Jesus og palæstinenserne

I mange årtier syntes evangelisk støtte til Israel bundsolid. I dag tøver mange yngre kristne i vestlige kirker imidlertid med at give Israel den samme ubetingede støtte, som deres forældre gjorde. Historier om den akutte palæstinensisk lidelse har forståeligt nok tiltrukket sig sympati hos unge kristne, men det er på bekostning af Israels kamp for overlevelse i landet, som måske ikke er lige så let afkodelig. Mange kristne unge har adopteret perspektivet af palæstinensere som underdogs og Israel som overmagten. Det lader til at sagen om social retfærdighed for de undertrykte vægter højere, langt højere, end de profetiske løfter om et genoprette territorie til jøder i diasporaen.

Under alle omstændigheder synes Jesus i evangelierne at have meget lidt at sige om den nuværende situation. Så for en generation, der er kendt for at læse langt mindre fra Det Gamle Testamente end tidligere generationer, gør denne tilsyneladende nytestamentlige ‘tavshed’ om Israels sidste dages genoprettelse i landet en stor forskel på, hvordan de ser på den israelsk-palæstinensiske konflikt.
Det vil sige, ville Jesus bekræfte Israels nationale kaldelse i overensstemmelse med løfterne til de hebraiske patriarker og profeter? Vil han bekræfte Israels ret til at leve i det geografiske landområde? Eller vil han hellere stille sig på palæstinensernes side som et svagt og undertrykt mindretal, hvis ret trumfer jødernes?
En stærk vejledning til at besvare disse spørgsmål er at se på, hvordan Jesus behandlede den mest fremtrædende indfødte minoritet, der boede i Israel på hans tid. Som vi skal se, er der mange slående paralleller mellem det samaritanske folk på Jesu tid og palæstinenserne i dag. Så hvem var samaritanerne, og hvordan behandlede Jesus dem?

Et erstattet folk
Første gang Bibelen nævner samaritanerne er i 2. Kong 17:22-41, hvor vi finder deres historiske baggrund. Passagen fortæller, hvordan det nordlige kongerige Israel blev “ført bort fra sit eget land” (v23) og ført i eksil i 722 f.Kr. af Assyrien, hvis kong Sargon II fulgte den tids almindelig praksis med at erobre imperier. Han erstattede de fordrevne israelitter med folk fra andre regioner i hans imperium. Således tog han folk “fra Babylon, Kuta, Avva, Hamat og Sefarvajim og bosatte dem i Samarias byer.” (v24).
Disse nye bosættere, herefter kaldet samaritanerne, begyndte at blande sig med nogle af de israelitiske tilbageværende i landet, og overtog hurtigt nogle af deres religiøse skikke. Udover deres egne guder og traditioner tilbad og “frygtede” de også Israels Gud.
I år 586-582 f.Kr. kom næste nederlag i den jødiske fortælling, da det sydlige kongerige Juda også blev tvunget i eksil af det babylonske imperium. Dette gav endnu mere plads til det samaritanske folk til at udvide og befæste deres tilstedeværelse i Israels land.

Modstår genoprettelse
Omkring 70 år senere begyndte det jødiske folk at vende tilbage til landet og genopbygge templet og byen Jerusalem. Det unge samaritanske samfund var blandt de stærkeste modstandere af denne jødiske genoprettelse. De modstod det religiøst og politisk (Ezra 4; Nehemias 4:1-3). Ikke desto mindre blev Jerusalem og templet genoprettet, og jøderne kom tilbage til deres forjættede hjemland, fordi Herren var med dem (Haggaj 1:13).
Alligevel fortsatte samaritanerne med at modsætte sig den jødiske tilbagevenden og udvikle deres egen rivaliserende kultur og nationale identitet. Over tid dyrkede de endda deres egen form for pseudo-jødedom. Tanakhs profeter og andre skrifter blev afvist, og kun de fem Mosebøger blev betragtet som bindende. Af denne grund afviste de tanken om en lovet Messias fra Davids slægt, som ville genoprette kongeriget for Israel. De forventede snarere en messiasskikkelse, der ville være “en profet som Moses”, som Femte Mosebog forudsagde, og indvarsle en moralsk og åndelig vækkelse, men ikke en national genoprettelse.

Anspændt forhold
Da Jesus kom, havde samaritanerne boet i landet i mere end 700 år. De udviklede deres egen fortælling om regionens historie og betragtede sig selv som det sande Israel og retmæssige arvinger til landet og hævdede at nedstamme fra Efraim og Manasse. Templet i Jerusalem blev betragtet som en frafalden helligdom og dets tilbedelse blasfemisk for Gud. På Alexander den Stores tid byggede samaritanerne et alternativt tempel på deres hellige bjerg Gerizim – det bibelske “velsignelsens bjerg” med udsigt over Sikem (nutidens Nablus).
I mellemtiden anerkendte jøderne ikke samaritanerne som en del af deres folk og ville ikke tillade dem at komme ind i templet i Jerusalem. Men omkring år 6 til 9 e.Kr., da Jesus var barn, tvang samaritanerne sig efter sigende ind i templet under påsken og vanhelligede det ved at kaste knogler ind i helligdommen. Faktisk var det i århundrederne et forhold præget af spænding og foragt. Jødiske skrifter fra 200 f.Kr. kaldte samaritanerne “det tåbelige folk”.
På Jesu tid nægtede både jøder og samaritanere således at blande sig (Johannes 4:9). Jødiske pilgrimme, der var på vej til tilbedelse i Jerusalem, blev chikaneret (Lukas 9:51-55). Den jødiske historiker Josephus rapporterer, at samaritanere i 52 e.Kr. endda massakrerede en gruppe jøder, der var på pilgrimsrejse til Jerusalem. For jøder blev det betragtet som en fornærmelse at kalde nogen en “samaritaner” (Johannes 8:48). Selv Jesu disciple var ikke glade for dem og var ikke sene til at ville nedkalde ild på deres hoveder (Lukas 9:54).

Jesus krydser grænsen
Midt i dette fjendtlige, komplekse forhold slår Jesus en forfriskende anden tone an over for det samaritanske folk. Evangelierne fortæller overraskende, at Jesus helbredte dem (Lukas 17:16) og rakte ud til dem både individuelt og som et fællesskab (Johs 4). Faktisk delte Jesus sjældent så dybe tanker om tilbedelse, sin egen messianske identitet og Guds ånd, som han gjorde med den samaritanske kvinde ved Jakobs brønd. Mødet førte til sidst til en vækkelse i hele landsbyen, og det var dér, Jesus talte om, at markerne er hvide til høst (Johannes 4,35ff).

Så er der den legendariske lignelse om den ‘barmhjertige samaritaner’ (Lukas 10:30-37). Det var helt sikkert stødende for jødiske tilhørere, da Jesus beskrev samaritaneren og ikke de jødiske præster som værende den nødstedte mands ’næste’.
Således ville Jesus ikke lade sig trække ind i sin tids negative stereotyper. Da hans disciple ønskede at nedkalde ild mod en samaritansk landsby for ikke at lade deres herre passere, irettesatte Jesus dem hårdt og sagde: “I kender ikke den ånd, som er i jer. Menneskesønnen kom ikke for at tage menneskers liv, men for at frelse dem.” (Lukas 9:55)
Så Jesus betragtede dem ikke som fjender, men rakte ud til dem med medfølelse og kærlighed. Han helbredte dem, betjente dem, brugte dem som eksempler for sine jødiske brødre og forestillede sig dem endda som en del af høsten.

Jesus og den samaritanske fortælling
Selvom Jesus måske udviste en usædvanlig venlig holdning til samaritanerne, var han ikke enig i deres version af historien. Da Jesus helbredte de ti spedalske, var den eneste, der vendte tilbage for at takke ham, en samaritaner, hvortil Jesus svarede: “Var der ikke nogen, der vendte tilbage for at ære Gud, undtagen denne fremmede?” (Lukas 17:18)
Jesus havde rakt ud til ham med medfølelse og helbredelse, men alligevel betragtede han ham stadig som en “fremmed”. Det græske ord, der bruges her, er “allogenes” og bruges i Septuaginta -oversættelsen til at betyde den “fremmede”, der boede i landet. Han ville have mange rettigheder og privilegier, men var stadig udelukket fra Israels pagtsløfter og privilegier. Det var det samme græske ord, der blev brugt i inskriptionen omkring tempelgårdene, der kun tillod adgang for jøder, men ikke for “allogenes” – udlændinge.
Så Jesus rakte ud til det samaritanske folk, men fastholdt også en klar skelnen mellem dem og jøderne. Han instruerede engang sine disciple om “ikke at gå ind i samaritanernes by”, men snarere at fokusere på “de fortabte får af Israels hus” (Matthæus 10:6-5).
Endelig, da Jesus betjente den samaritanske kvinde ved brønden, konfronterede hun ham med sit folks egen fortælling: “Vore fædre tilbad på dette bjerg, og I jøder siger, at i Jerusalem er det sted, hvor man bør tilbede.” (Johannes 4:20)
Med andre ord ønskede hun at vide, hvis fortælling var korrekt. Jesus sagde til hende: ”Tro mig, kvinde, der kommer en time, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen. I tilbeder det, I ikke kender; vi tilbeder det, vi kender, for frelsen kommer fra jøderne.  Men der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed.” (Johannes 4:20-23)
Jesus skildrer, at en ny æra i frelseshistorien snart ville komme, da stedet for tilbedelse ville blive sekundært, og hver troende ville blive et tempel for Helligånden. Men Jesus konkluderede ikke, at jødisk tradition ville blive irrelevant. Tværtimod udfordrede han stærkt hendes samaritanske trossystem og sagde: ”I tilbeder det, I ikke kender.” Samtidig identificerer han sig med jødisk tradition på en måde, der sjældent findes i evangelierne: “Vi tilbeder det, vi kender, for frelsen kommer fra jøderne.”
På en måde understreger Jesus med den samaritanske kvinde, hvad han også sagde til den helbredte spedalske, at de var ‘fremmede’ for Guds pagter med Israel. Den eneste måde, hvorpå de virkelig kunne blive en del af Guds husstand, ville være gennem de pagter og åbenbaringer, der blev givet til den jødiske nation.
Bemærk, at han ikke sagde, at frelse modtages ved at blive jøde, men snarere at hun skulle genoverveje sin teologiske og personlige holdning til jøderne. Årtier senere ville apostlen Paulus komme med den samme pointe: “Hvilket fortrin har jøden så, eller hvad gavner omskærelsen?  Meget på alle måder! Først og fremmest, at de har fået Guds ord betroet.” (Romerne 3:1-2; se også Rom 9:4-5)
Jesus bekræfter således over for den samaritanske kvinde Israels gamle kaldelse til Abraham, at gennem dem skal “alle jordens slægter blive velsignet” (1 Mos 12:3). Dette pagtsforhold til Abrahams naturlige efterkommere består, selvom de afviser Jesus som deres Messias (Romerne 11:28).

Samaritanerne i vor tid
Der bor stadig et lille samaritansk samfund i Israel i dag. De tæller mindre end tusind medlemmer og er for det meste placeret på Gerizim-bjerget, nær nutidens Nablus. Men de er for små til at spille en væsentlig rolle i aktuelle anliggender. I stedet er det samfund, der i højere grad afspejler dynamikken mellem jøder og samaritanere på Jesu tid, palæstinenserne.
Da jøderne blev forvist af romerne under Titus i 70 e.Kr. og senere under Hadrian i 135 e.Kr., flyttede andre folkegrupper ind. Hver efterfølgende erobrer, der tog kontrol over denne store korsvej i den daværende verden, bragte deres egen etniske blanding, hvad enten det var romerne, byzantinerne, arabisk-muslimske erobrere, korsfarerne, mamelukkerne eller de osmanniske tyrkere. Resultatet er et folk med en bred blanding af etniske baggrunde. Nogle palæstinensiske kristne i dag hævder endda at være efterkommere af de hebraiske kristne i Israel i det første århundrede, men dette ville være vanskeligt at bevise efter al den turbulente historie i regionen.
Forskere har også dokumenteret, at da jøder begyndte at vende tilbage og dyrke landet Israel i slutningen af 1800-tallet, begyndte mange arabere fra nabolandene også at komme for at finde arbejdsmuligheder skabt af den zionistiske bevægelse.
De fleste af disse mennesker i dag ville kalde sig palæstinensere. Langt størstedelen af disse palæstinensere er muslimer. De afviser ikke kun Bibelens lære, men fastholder også, at jøder ikke har nogen ret eller historisk forbindelse til landet. Støttet af den globale ummah (gruppe af muslimske troende) modsætter de sig med alle midler genoprettelsen af Israel på landområdet, ligesom samaritanerne på Nehemias’ og Ezras tid.
På den anden side deler det lille palæstinensiske kristne samfund på mange måder en fælles tro på Kristus og Bibelen, som vi gør, men alligevel har de udviklet deres egen unikke drejning af historien og teologien. Mange af de palæstinensiske kristne bestrider genoprettelsen af en jødisk stat, både politisk og teologisk. I deres egen nationaliserede version af erstatningsteologien ser de ikke kun det jødiske folk som erstattet af kirken, men Jesus er også blevet palæstinenser. Guds løfter til Israel er gået bort ved enten at blive opfyldt i Jesus eller nu ved at falde til det palæstinensiske folk.
Ligesom på bibelsk tid blander begge sider sig sjældent, og det spændte forhold har trukket endnu mere blod end på Nehemias’, Ezras og Jesu tid.

En opfordring til i dag
Jesu unikke tilgang til samaritanerne kan hjælpe os med at møde udfordringerne i den israelsk-palæstinensiske spænding i dag. Jesus viste medfølelse med samaritanerne, selvom de ikke blev accepteret af de fleste af hans jødiske landsmænd. De var privilegerede, som den eneste befolkningsgruppe ud over jøderne, at opleve Messias’ tjeneste i kød og blod. Efter sin opstandelse instruerede Jesus sine disciple om at betragte samaritanerne som de allerførste ikke-jøder til at modtage evangeliet. Phillip, Peter og Johannes gjorde netop det og bragte dem en stærk vækkelse.
På samme måde er Kirken i dag kaldet til at vise lignende medfølelse ved at række ud til det palæstinensiske folk og især de troende blandt dem. De føler sig ofte glemt af mange kristne rundt om i verden, som viser støtte til Israel, men ignorerer deres arabiske brødre, der bor i landet.
Men vi lærer også af Jesus, at på trods af at samaritanerne havde boet i Israels land i hundreder af år, betragtede Jesus dem stadig som ‘fremmede’, selvom det helt sikkert fornærmede dem. Jesus benægtede ikke deres ret til at leve i landet, men han bekræftede samtidig de unikke pagtsløfter, som kun Israel nød godt af, herunder løftet om det geografiske landområde.
Paulus bemærker, at Jesus “er blevet tjener for de omskårne for at vise, at Gud har talt sandt, og for at stadfæste løfterne til fædrene” (Rom 15:8). Han blev sendt af Gud for at “huske på sin hellige pagt, den ed, han tilsvor vor fader Abraham” (Luk 1,72ff), og ikke glemme eller afvise den pagt.
Så Kristus satte i sin jordiske tjenestegerning et bemærkelsesværdigt eksempel for os på, hvordan vi i dag kan række ud til palæstinenserne – især de palæstinensiske kristne – uden at gå på kompromis med Guds guddommelige kald til sit pagts folk.
Dette kan være en udfordrende balancegang i dag, da de barske realiteter på jorden ofte er mere komplekse, end de ser ud til. For palæstinensiske kristne at se unge israelske soldater i øjnene og kalde dem “elskede for fædrenes skyld” er langt vanskeligere end for kristne fra udlandet. For mange jødiske troende er det lige så svært at acceptere de palæstinensiske kristne, der sætter spørgsmålstegn ved deres bibelske ret til landet og endda udtrykker støtte til Israels værste fjender, som deres brødre og søstre.

I sidste ende er Kirken i nationerne kaldet til at bede og drage omsorg for begge sider. Vi er kaldet til at opretholde Guds løfter til Israel og støtte en nation, der efter 2000 år er vendt tilbage til deres fædres land og forbliver omgivet af uforsonlige fjender, der er opsat på at ødelægge det. Men vi er også kaldet til at erkende behovene hos vore arabiske brødre og søstre i landet, som ofte er fanget mellem deres mangeårige muslimske naboer og den nye jødiske virkelighed.
Det betyder, at vi er kaldet til at være fredsstiftere uden at gå på kompromis med sandheden. Må Herren hjælpe os med at forfølge disse værdige mål.