I sidste uge så jeg følgerne af et djævelsk barbari i Israel. Det vil sige, hvad der blev efterladt efter Satans ansigt dukkede op.
Jeg sluttede mig til en gruppe kristne ledere, som var vært for den internationale kristne ambassade i Jerusalem, som kom for at støtte Israel i dets krigstid. Vi så blodsprøjtede vægge og skudhuller i vuggestuer i Gaza-regionen. Vi så hundredvis af udbrændte biler stablet 10 m op og tusindvis af andre fyldt med skudhuller og skader efter granater. Babystole, legetøj til børn og ferieudstyr var strøet ud midt i blodbadet.
Vi hørte en messiansk jødisk præst fortælle om en soldaterven, der den 7. oktober førte fem kammerater i kamp mod halvtreds terrorister. Efterfølgende skyndte de sig ned ad en vej for at redde civile fandt de en skudt bil. Forrest var ligene af en far og mor; tre små afhuggede kroppe sad i autostole på bagsædet, og deres små afhuggede hoveder smidt i bagagerummet.
Hamas-terrorister voldtog unge kvinder foran deres forældre, før de dræbte dem alle. De brændte bedsteforældre i deres hjem og førte andre ældre mennesker og børn væk i deres pyjamas for at blive pint i Gaza-tunneler. Da nogen i vores gruppe sagde, at terroristerne opførte sig som dyr, rettede en rabbinerven ham: ”Det er uretfærdigt over for dyr. Ikke engang dyr behandler deres bytte med så sadistisk vildskab.”
Vi mødte to mødre til gidsler. Rachel Goldberg fortalte om sin treogtyve-årige søn Hersh, som var taget til den skæbnesvangre musikfestival den 7. oktober, efter at hans forældre aftenen før havde bedt den aronske velsignelse over ham ved deres families sabbatsmålti. Fra albuen og ned blev Hershs arm sprængt af en terrorists granat, og han blev set blive slæbt ind i Gaza med sin egen improviserede bandage på sin blødende stump.
Shuli ShemTov fortalte os, at hendes enogtyveårige søn Omer har astma og svær glutenallergi og er uden medicinsk hjælp i Gazas underjordiske fængselsceller. På trods af hans lidelse har løsladte gidsler rapporteret, at Omer samler andre gidsler ved at markere sabbatten med dem. Han bruger et klæde som kalot, og druesaft og salt til at bede sabbatsvelsignelserne.
Atten af de resterende 126 gidsler er over tres år. En baby i fangenskab er lige fyldt år.
Militært er Israel ved at vinde krigen i syd mod Hamas. Men i den globale propagandakrig er islamisterne overbevist om, at de vinder. Ikke siden 1948, fortæller de hinanden, har Israel været nødt til at udkæmpe en krig så længe uden en afklaring. De er begejstrede over støtte fra Rusland, Nordkorea og Kina. Hamas-ledere praler af, at Rusland har takket dem for at tvinge USA til at flytte fokus væk fra krigen mod Ukraine.
Krigen i Israel har bragt store forandringer i det israelske samfund. Økonomien lider under turismens kollaps og hundredtusindvis af militære reservister, som stopper deres civile jobs til fordel for at kæmpe på krigsfronterne. Den dybe politiske splittelse om fornyelse af retsvæsenet er tilsidesat, i det mindste for øjeblikket, da enighed fra det politiske venstre til højre om nationens behov for at bekæmpe sine fjender. Israel står ikke kun over for Hamas i syd, men en større og bedre trænet Hizbollah i nord, bevæbnet med 150.000 missiler, der er i stand til at nå alle dele af Israel.
Der er tegn på nye åndelige bevægelse. En kristen soldat i IDF fortalte sin far, at før krigen var kun 10 procent af hans medsoldater, der bad om morgenen, er det nu kun 10 procent, der ikke beder. En af rabbinerne fra Sderot fortalte vores gruppe, hvordan han så sit folk myrdet og næsten selv blev skudt. Han fortalte os, at han beder om, at Messias skal komme – “uanset hvilken Messias han er.”
Selv præsident Herzog – kendt for at være på den mere sekulære venstrefløj – besøgte for nylig en yeshiva (rabbinsk skole), der havde mistet nogle af sine elever i denne krig. Han blev filmet, hvor han sammen med deltagerne sang en chasidisk sang om Messias’ kommende forløsning.
Turistministeren, en rabbiner, sagde til en israelsk kristen leder: “Vi håber, du sender missionærer til araberne her.” Den kristne var chokeret: “Hader du ikke missionærer?” Regeringsministeren svarede: “Hvis du lærer dem, hvad du tror, vil vi få fred i Mellemøsten.”
Åndelig bevægelse er ikke begrænset til jøder. En arabisk kristen leder i Bethlehem indrømmede over for vores gruppe, at han var for flov til at tale med sine jødiske venner i mindst to uger efter den 7. oktober. Men så genoptog han sit arbejde på Vestbredden, hvor han har tre hundrede arabere i bibelstudier. Han fortæller dem: “Hvis I kan retfærdiggøre 7. oktober med halvfjerds års besættelse, har I solgt jeres sjæl til djævelen.” Blandt dem, der deltager i bibelstudierne, er mødre og bedstemødre til terrorister. Nogle af disse kvinder beder nu for jødiske soldater.
En anden arabisk kristen præst i Nazareth leder sit folk i at bede for IDF’s succes og samler penge og mad ind for at bidrage til Israels forsvar. Disse arabiske ledere ved, at Israel er det eneste sted i Mellemøsten, hvor kristne er vokset i antal (mere end 400 procent siden 1948) og kan praktisere deres tro på sikkerhed.
Men selvom israelerne er sikre på, at de vil besejre deres fjender, er der stadig mistillid. Vi inspicerede sikkerhedsrum i den eneste beboede by tæt på den libanesiske grænse. En 55-årig gymnasielærer, der aldrig plejede at låse sin dør, gør det nu. Hun fortalte os, at hun ikke længere stoler på regeringen eller IDF. “De svigtede os den 7. oktober. Jeg stoler kun på Gud nu.”
Gerald McDermott er anglikansk præst og professor i teologi, han underviser bla. på Jerusalem Seminary og Reformed Episcopal Seminary.
