Mens den militære kamp om Gaza er stilnet af de seneste uger, er den diplomatiske kamp om områdets fremtid blevet intensiveret. Mandag vedtog FN’s Sikkerhedsråd en resolution, der godkender den amerikanske præsident Donald Trumps 20-punktsplan for genopbygningen af Gaza — en beslutning som fik mange på den israelske højrefløj til at klage over, at den åbnede døren for en palæstinensisk stat. Dagen efter modtog Trump den saudiarabiske kronprins Mohammed bin Salman i Det Hvide Hus og gik med til at sælge ham avancerede F-35 kampfly uden at kræve, at Riyadh normaliserer forholdet til Israel — til stor irritation for premierminister Benjamin Netanyahus støttegruppe. Men Netanyahu og hans nærmeste insisterede på, at alt gik efter planen.
Så var det virkelig en dårlig uge for Bibi, som mange israelere frygter — eller er Trump og Netanyahu faktisk i fuld takt, med nøje koreograferede skridt for at isolere Hamas og genoplive Abraham-aftalernes momentum?
Trump-planen og dens svage lancering
Trump-planen kom hurtigt i stand, efter at Qatar først blev ramt af iranske missiler og dernæst af et uventet israelsk luftangreb mod Hamas-ledere i Doha. Pludselig frygtede Qatars regime, at den krig, de selv havde pustet til gennem deres støtte til Hamas, nu var på vej til deres egne kyster. Derfor begyndte de for første gang for alvor at lægge pres på den islamistiske milits for at frigive de resterende israelske gidsler og afslutte konflikten. Kort efter kunne Trump præsentere et stort diplomatisk gennembrud med støtte fra dusinvis af arabiske, muslimske og vestlige lande til sin omfattende plan for våbenhvile og genopbygning.
Planen bestod af tre faser. Israel og Hamas accepterede officielt kun fase ét — våbenhvile, udveksling af gidsler og fanger samt tilbagetrækning af IDF til den såkaldte “gule linje,” som i praksis deler Gaza i nord og syd.
Fase to omfattede etableringen af et globalt “Fredsråd” ledet af Trump selv, som skulle overvåge de enorme investeringer til genopbygningen, en midlertidig palæstinensisk teknokrat-regering til at administrere enklaven og en international stabiliseringsstyrke fra arabiske og muslimske lande, som både Israel kunne acceptere og som skulle holde roen og stå for afvæbningen af Hamas.
Her gik processen i stå. Ingen af de tre nødvendige elementer til fase to er tæt på at være etableret. Særligt de arabiske og muslimske lande modsatte sig at sende tropper til en Gazastyrke, som potentielt kunne komme i direkte konfrontation med Hamas. De krævede som minimum FN’s godkendelse af planen — som andre internationale missioner — og insisterede på, at en FN-resolution skulle indeholde en klar vej mod palæstinensisk statslighed.
Derfor brugte USA sidste uge på at formulere et resolutionsforslag til FN’s Sikkerhedsråd. Den vedtagne resolution ligner Trump-planens indhold meget, herunder bestemmelser om styringsråd, midlertidig regering og stabiliseringsstyrke. Men flere i Israel udtrykte straks bekymring over formuleringer, der tilsyneladende åbner for en fremtidig palæstinensisk stat.
Kritikken fra både højre og venstre i Israel tog til, da Trump tirsdag rullede den røde løber ud for den saudiarabiske kronprins og lovede ham F-35 fly uden krav om normalisering med Israel.
For mange israelere lignede dette et tredobbelt tab for Netanyahu: Trump lod FN få større indflydelse i Gaza, åbnede en potentiel vej mod en palæstinensisk stat og lod saudiarabisk normalisering glide ud af grebet.
Frustrationen — også internt i regeringen — havde allerede nået kogepunktet før FN-afstemningen, hvilket fik Netanyahu til på søndagens regeringsmøde at understrege: “Vores modstand mod en palæstinensisk stat på noget som helst territorium er uændret. Gaza vil blive demilitariseret og Hamas demonteret — på den lette måde eller den hårde måde.”
Efter FN-resolutionen blev vedtaget, udsendte Netanyahu en ny erklæring, hvori han velkomne beslutningen, fordi den “insisterer på fuld demilitarisering, afvæbning og afradikalisering af Gaza… i tråd med præsident Trumps vision. [Den vil også] føre til yderligere integration mellem Israel og dets naboer samt udvidelsen af Abraham-aftalerne.”
Netanyahu-loyalister hævdede endda, at han havde koordineret hele forløbet tæt med Trump som del af en større strategi for at marginalisere Hamas og det palæstinensiske lederskab og bane vejen for en fremtidig regional israelsk-saudiarabisk alliance.
Jeg tvivler på denne overdrevent optimistiske udlægning — men jeg formoder også, at der ligger mere mellem linjerne, end man umiddelbart ser.
Tillid til Trump
Først og fremmest er det til stor hjælp for Israel, at FN’s Sikkerhedsråd nu har godkendt en plan, der kræver afvæbning af Hamas, nedlæggelse af deres tunneler og afslutningen på deres brutale styre i Gaza. Resolutionen giver også international legitimitet til, at IDF forbliver i Gaza, indtil disse mål er opnået — noget yderst sjældent.
Resolutionen kræver heller ikke oprettelsen af en palæstinensisk stat. Den siger blot, at en mulig vej mod statslighed kanopstå, hvis omstændighederne tillader det — præcis som i Trump-planen.
Teksten fastslår, at når Den Palæstinensiske Myndighed har gennemført en række USA-krævede reformer, og når genopbygningen i Gaza er nået langt nok, kan “betingelserne endelig være til stede for en troværdig vej mod palæstinensisk selvbestemmelse og statslighed.” Den tilføjer, at “USA vil etablere en dialog mellem Israel og palæstinenserne for at enes om en politisk horisont for fredelig og velstående sameksistens.”
Det afgørende spørgsmål er, om resolutionen ændrer på Israels ret til at afvise etableringen af en palæstinensisk stat. Jeg vurderer, at denne ret står fuldstændig intakt — og selv hvis teksten sagde noget andet, er resolutionen ikke bindende. Palæstinenserne vil naturligvis forsøge at udnytte enhver åbning, men Israel kan fortsat holde døren lukket.
Det er også værd at bemærke, at Hamas fordømte resolutionen som et forsøg på at påtvinge Gaza et internationalt formynderskab og hjælpe “besættelsen” med at opnå sine mål. Gruppen nægtede igen at afvæbne, hvilket kun vil isolere dem yderligere i regionen.
Samtidig ville det have været yderst gunstigt for Israel, hvis Trump havde gjort salget af F-35 fly til Saudi-Arabien betinget af tilslutning til Abraham-aftalerne. Men han prioriterede en stor investeringsaftale med bin Salman nu — i håb om, at normaliseringen følger efter. Og i praksis vil de første fly alligevel tidligst blive leveret om mindst syv år, hvilket giver rigelig tid til at presse Riyadh mod officiel anerkendelse af Israel.
Alt i alt kan man måske bedst beskrive uge’s udvikling sådan: FN’s Sikkerhedsråd har nu i praksis udnævnt præsident Donald Trump til Gazas guvernør. Hvor meget FN får at sige over hans dispositioner, er uklart — og kan vise sig at være meget lidt. Trump får i realiteten stor handlefrihed til at forme Gaza efter eget tempo og egne prioriteringer. Det er godt for Israel, så længe han fortsætter som den mest Israel-venlige præsident nogensinde. Men det betyder også, at Israel nu er mere afhængig af én mands beslutninger end nogensinde før i sin moderne historie.
Jeg tror fortsat, at Trump de næste tre år — indtil hans embedstid udløber — vil træffe gode beslutninger om Israel og aldrig presse landet til at acceptere en palæstinensisk stat. Men dette betyder også, at pro-israelske kristne må fortsætte med at bede inderligt og stole på, at han — som mange mener — er en nutidig Kyros, der “skal fuldbyrde alt, hvad jeg vil” (Esajas 44,28).
