Opdagelsen af de første Dødehavsruller i 1947 markerede begyndelsen på en ny æra inden for bibelforskning.
Rullerne er omkring tusind år ældre end de ældste kendte manuskripter af den hebraiske bibel. De afslører messianske forventninger, profetiske tolkninger, apokalyptiske forestillinger og strenge fællesskabsregler fra et jødisk samfund, som ikke lignede hverken farisæerne eller saddukæerne – de to mest kendte jødiske grupper i den anden tempelperiode.
På trods af mere end et halvt århundredes udgravninger og studier, står ét centralt spørgsmål stadig ubesvaret tilbage:
Hvem skrev Dødehavsrullerne?
Beboerne i Qumran
Rullerne blev næsten med det samme forbundet med ruinerne i Qumran nær Det Døde Hav. Seks af de elleve huler, hvor rullerne blev fundet, ligger inden for 400 meter fra Qumran. Den hule, der gemte den største samling, lå blot 450 meter fra ruinerne.
Professor Jodi Magness fra University of North Carolina påpeger, at de samme specielle lerkrukker, som indeholdt rullerne, også er fundet under udgravninger i Qumran. Der er desuden fundet flere blækhuse – et sjældent fund i samtidige steder – hvilket kunne tyde på, at nogle af beboerne var skrivere. Alt dette peger på, at Dødehavsrullerne muligvis udgjorde et permanent bibliotek for Qumrans indbyggere. Men hvem var de?
Essæerne og de historiske kilder
Mange forskere antog fra starten, at Qumran var beboet af essæerne – en jødisk sekt, som havde fjernet sig fra templets ledelse og praktiserede en langt strengere udgave af jødedom end deres samtidige. Den jødiske historiker Josefus, som levede i det 1. århundrede, hævdede selv at have været iblandt essæerne. Han beskrev i detaljer deres optagelsesritualer, renhedslove, økonomiske praksis og selv toiletvaner.
Flere af Josefus’ beskrivelser – som fx fælles ejendom – stemmer overens med den såkaldte Fællesskabsregel, et centralt manuskript blandt rullerne. Et andet, Damaskusskriftet, indeholder strenge fortolkninger af Loven, som svarer til essæisk praksis, men ikke til farisæernes eller saddukæernes.
Den romerske geograf Plinius den Ældre nævnte essæernes placering i sit værk Naturhistorie (77 e.Kr.) og placerede dem “vest for Det Døde Hav” – hvilket stemmer med Qumrans beliggenhed. Også arkitekturen i Qumran peger i retning af et asketisk fællesskab: mindst otte trappetrinbassiner (mikvah’er) til rituelle bade, et stort fælleskøkken og et spisekammer med stabler af fade og skåle. Nær ruinerne er der omkring 1.200 gamle grave – langt de fleste mænd – som bekræfter ideen om et cølibatært mandssamfund.
I tre årtier blev det bredt accepteret, at essæerne havde boet i Qumran og ejet rullerne. Den franske arkæolog Père Roland de Vaux, der ledte udgravningerne fra 1951 til 1956, var en central fortaler for denne teori.
Genovervejelse af Essæer-teorien
Men i slutningen af 1980’erne begyndte denne konsensus at smuldre. De Vaux døde uden at afslutte sin endelige rapport, og nye forskere genundersøgte fundene. De konkluderede, at forbindelsen mellem Qumran og rullerne måske slet ikke var så sikker.
Fx blev ingen ruller fundet direkte i selve ruinerne af Qumran. Ud af over 900 fragmenter omtales hverken essæerne eller nogen anden navngiven jødisk sekt. Josefus nævner godt nok essæerne, men aldrig specifikt Qumran som deres center.
Der var desuden for få private boliger i Qumran til at understøtte ideen om et permanent religiøst fællesskab.
Den mest fremtrædende kritiker af essæer-teorien var professor Norman Golb fra University of Chicago. Han mente, at rullernes indhold var for mangfoldigt til at stamme fra én sekt, og at ingen lille gruppe ville have haft en så omfattende samling. Golb mente, at rullerne stammede fra flere forskellige grupper i Jerusalem, og at de blev skjult i Qumran af jøder, som flygtede fra romerne under krigen i år 66–73 e.Kr.
Problemet med Golbs teori er, at mange af rullerne tydeligvis er skrevet af forfattere med stærk modstand mod templets ledelse – noget, der ikke nødvendigvis matcher med skrifter fra den bredere jødiske befolkning.
Nyere udgravninger og alternative teorier
To israelske arkæologer, Yuval Peleg og Yitzhak Magen, var blandt de sidste til at grave i Qumran. De konkluderede, at stedet mest af alt var et pottemagerværksted – ikke et klosterlignende religiøst center. De mente, at jødiske flygtninge blot brugte stedet til at hente beholdere og gemme skrifter, da de flygtede fra Jerusalem.
Professor Rachel Elior fra Hebrew University skabte endnu mere debat i sin bog Memory and Oblivion. Her hævder hun, at rullerne blev skrevet af saddukæerne – tidligere tempelpræster, som var blevet fordrevet – og at essæerne slet ikke har eksisteret, men blev opfundet af Josefus.
Debatten er i dag så polariseret, at nogle forskere knap kan diskutere sagen uden konflikt. Der findes nu to lejre: Essæer-lejren og anti-Essæer-lejren. Golb hævdede i årevis, at hans modstandere prøvede at få ham tavs. Magen kaldte dem ”et laug med penge og konferencer.”
En akademisk lavpunkt
I marts 2009 ramte konflikten et nyt lavpunkt – bogstavelig talt lavere end Det Døde Hav.
Norman Golbs søn, Raphael Golb, blev arresteret for at have skabt over 80 falske online-profiler for at forsvare sin fars teori. Han havde bl.a. oprettet en falsk e-mailkonto i navnet på professor Lawrence Schiffman og sendt falske indrømmelser, hvori Schiffman angiveligt tilstod at have plagieret Golbs arbejde.
Konklusion: Gåden er stadig uløst
På trods af al polemik og nye opdagelser er ingen teori blevet fuldt bekræftet – eller definitivt afvist. Flertallet af forskere holder stadig fast i essæer-teorien, men de seneste 25 år har skabt plads til tvivl og alternative fortolkninger.
Sagen er langtfra afsluttet. Inden for arkæologi og bibelforskning er vi altid ét fund væk fra at måtte omskrive hele historien.
