I dag mindes vi terrorangrebet den 7. oktober 2023 – en dag, hvor uprovokeret vold og bestialske drab på civile blev begået i Israel, da Hamas og dets støtter brutalt brød en våbenhvile.
Den dag satte galskaben menneskeværd og dialog til side, og den dybeste menneskelige forråelse fik frit løb. Jeg var selv i et beskyttelsesrum i Tel Aviv den dag.
Når fanatismen overtager, mister forstanden fodfæste. Vi glædes aldrig over andres ulykke – det er hverken dansk eller menneskeligt. Der er intet at juble over, ikke engang den retmæssige fjernelse af Israels værste fjender. Men det er den uundgåelige konsekvens af at vælge terrorens vej frem for dialogen og ønsket om ligeværd og fred for alle. Den lille jødiske stat, på størrelse med Jylland, kæmper for sin overlevelse mod mennesker, der ønsker dens udslettelse.
Alle israelere, uanset om de er jøder, kristne eller muslimer, har ret til et fredfyldt og produktivt liv – og til at forsvare sig selv. Selvforsvar er ikke en forbrydelse; det er en nødvendighed.
Blot to dage før angrebet stod jeg sammen med 600 andre ved kibbutzerne Be’eri og Kfar Aza, tæt på Gaza, og bad til Gud om fred og fremgang for både jøder og palæstinensere. Jeg plantede fredens træer ved grænsen med håbet om, at jødiske og palæstinensiske børn en dag vil kunne lege sammen i træernes skygge.
To dage før angrebet stod jeg med borgmester Ofir Libstein fra Shaar Hanegev, som takkede os for at vise solidaritet med de mennesker, der lever under den daglige terrortrussel. Han er ikke mere.
Få måneder før 7. oktober besøgte jeg Avi i Kibbutzen Kfar Aza, hvor vi drøftede, hvordan vi kunne styrke sikkerheden for beboerne. Avi og hans familie – hans kone og tre børn, en søn på 11, en datter på 8 og en datter på 4 – mistede livet på den mest grusomme måde den morgen. Deres ansigter brænder sig fast i min erindring.
Få måneder før angrebet nød jeg en kop kaffe med Shadrack, sikkerhedschefen i Kibbutz Kfar Aza, og hans kone. Da jeg spurgte, hvorfor de ikke flyttede væk, svarede han: ”Min familie har boet her i generationer. Det er vores hjem, vores paradis.” Shadrack og hans kone er ikke længere blandt os.
Til de 1400 uskyldige ofre: Vi glemmer jer ikke.
Til de 101 gidsler: Vi er med jer!
