I en alder af otte befandt Manya sig i skyggen af Holocaust. Hendes livshistorie har ført hende til ICEJs Haifa Home for Holocaust overlevende, hvor vi både er stolte og fast besluttede på at bevare hendes historie.
”Rumæniens efterårsvinde blæser. Sammen med hundredvis af andre marcherer man i kulde og regn gennem det golde landskab til en ukendt destination, drevet af rumænske soldater, der skriger og truer. Sulten er ulidelig efter man i dagevis har klaret sig på et par brødrester. Far fortæller mig, at jeg skal fortsætte med at bevæge mig, men benene er trætte af at gå i dagevis, så jeg sætter mig i trods og udmattelse. Men knap et øjeblik efter kommer en soldat, ser mig i øjnene, løfter sin riffel og peger den mod mig med den hensigt at tage mit liv.”
Manyas historie om overlevelse
Manyas historie begynder i Briceni, en by i Rumænien, der nu er en del af Moldova, hvor hun blev født i 1933. Fra en ung alder elsker hun at lære, men bliver smidt ud af sin skole i en alder af syv, fordi hun er jøde. “Hvordan må de andre børn gå i skole og ikke mig?” spørger hun sig selv.
I 1941 indskrænkes jødisk frihed yderligere, da rumænske soldater i samarbejde med nazisterne samler de lokale jøder. En aften i Hermans husstand hørtes der høje bank på døren, og to rumænske soldater braser ind og befaler dem at klæde sig på og kun medbringe, hvad de kan bære. Chokerede og forvirrede bliver de taget fra deres hjem, som de ikke vil se i de næste tre år.
Hundredvis af jøder fra det nærliggende område gennes sammen på et stadion. Derfra skal de vandre gennem Rumænien og Ukraines ubarmhjertige vinterkolde landskab.
Mens de går, står lokale landmænd og ser konvojen af underernærede og dårligt klædte fanger gå forbi. De tilbød kartoffelskræller og brødstykker i bytte for deres ejendele. Hvert frugttræ langs vejen tjekker Manyas far, og bringer det til dem for at spise. Ofte er frugten umoden og hård, andre gange rådden. Uanset hvad, spiser de, hvad de kan få fat i.
Efter to måneders march er den oprindeligt store menneskekonvoj svundet betydeligt i antal, og sulten er så slem, at Manyas mor stønner i smerte. Stønnene blev til skrig. Hun er i fødsel. I det samme øjeblik kommer en lokal landmand forbi med en vogn og hest. Han tilbyder at tage hende sammen med sin mand og Manya til sit hjem for at føde, hvilket de ledsagende soldater mirakuløst accepterer. Da hendes mor føder, kan Manya til sidst høre skrig fra en nyfødt baby – lille og underernæret. Babyen må efterlades og den dag i dag ved hun ikke, om hendes søster døde eller stadig lever et eller andet sted.
Efter tre måneders march når de til koncentrationslejren i byen Siminka, som ligger ved bredden af Buh-floden i nutidens Ukraine. De samles i en stor lade i byen. Alle er lettede over at være kommet til et sted, hvor de kan hvile sig, men Manya, der er sulten og tørstig kan kun græde. På trods af hendes forældres bestræbelser på at berolige hende, fortsætter hun, indtil to soldater griber hende, kaster hende udenfor og presser hende ned i sneen. Hun er svag og kan ikke frigøre sig, og trods sin modstand mærker hun det iskolde greb tage over. Der på dødens rand kæmper hendes far sig vej gennem vagterne for at tage hende tilbage i laden. Den nat sover familien ikke og holder Manya vågen i frygt for, at hvis hun falder i søvn, vil hun aldrig vågne op.
For Manya er livet i Siminka koncentrationslejr ensomt og ensformigt. Hendes far bliver indrulleret i et landbrugsprojekt, og hendes mor har travlt med andre ting. Hun længes efter skole og at tegne, hun kan ikke læse og er overladt til sig selv i laden.
Det er lidt over to år efter deres ankomst til Siminka, at rygter om russerne befrielse af nærliggende koncentrationslejre, viskes rundt om i lejren. Mange fra den første march er døde, og de overlevende har ikke meget håb om frihed. En dag er alle samlet i laden. De sidder alle i en halvcirkel, og en efter en bliver de kaldt ved navn og ført udenfor. Kort efter at den kaldte person forlader laden, høres skud – en gennemtrængende lyd der runger gennem laden. Det står klart, at dette er det sidste forsøg på at dræbe så mange jøder som muligt. Manya holder sig skjult i hjørnet, da hun hører sin fars navn blive råbt op. Da han rejser sig og går hen til stalddøren, kommer to soldater ind i laden. De er klædt i rødt, vinker de rumænske vagter væk og råber: “Jøder, I er frie!”
Manya er ti år gammel, da hun forlader koncentrationslejren. Hun har overlevet Holocaust, det eneste tilbageværende barn i gruppen, der var i Siminka.
De rædsler, der fandt sted i denne mørke tid, er stadig svære at fatte. Men i dag bor Manya i Israel og har længe boet på Haifa Home for Holocaust overlevende, et særligt plejehjem, der drives af Den Internationale Kristne Ambassade i Jerusalem. Hun har lavet kunst i mange år, og i en alder af 91 bruger hun dagligt tid på at udleve sine kunstneriske talenter. Udover at skrive digte har hun også lært sig selv at tegne på computeren.
