Trods to år med krig forventer Den Internationale Kristne Ambassade Jerusalem (ICEJ) i næste uge at byde mere end 1.500 kristne fra over 70 nationer velkommen til Israel til den årlige Løvhyttefest.
Selv om kampene stadig raser i Gaza, og landet afventer nyt om en mulig våbenhvile, vil kristne pilgrimme i de kommende dage rejse til Jerusalem for at stå skulder ved skulder med Israel og deltage i den bibelske højtid, som kaldes Løvhyttefesten (Sukkot). Årets fest markerer den største solidaritetsmission til Israel siden terrorangrebet den 7. oktober 2023 og vil have store delegationer fra lande som Norge, Frankrig, Canada, Australien, Storbritannien og Irland – lande, der i stigende grad har rettet kritik mod Israel.
Tema: Ti fra hver nation
Fejringen finder sted fra 6.–10. oktober under temaet “Ti fra hver nation”, inspireret af profeten Zakarias’ ord (Zak 8:23). Indledningsvis vil de internationale delegationsgrupper besøge grænseområderne ved Gaza for med egne øjne at se, hvordan de israelske lokalsamfund kæmper for at genopbygge efter den brutale invasion i 2023.
Her vil deltagerne overvære en særlig mindehøjtidelighed på Sapir College for de 1.200 israelere, der blev dræbt, og de 251, der blev bortført under terrorangrebet. Pilgrimmene vil høre personlige beretninger fra lokale ledere og besøge steder, der står som vidnesbyrd om massakren, herunder Nova-musikfestivalens område og den såkaldte “bilkirkegård” nær Tkuma.
Fest i Jerusalem
Resten af programmet finder sted i Jerusalem. Blandt højdepunkterne er den populære Jerusalem March, hvor tusinder af kristne går gennem byens gader i festlig procession. Marchen afsluttes i Rosenhaven ved Knesset med en fælles bøn for Israel og nationerne.
En særlig solidaritetsaften vil samle israelske og internationale gæster, heriblandt præsident Isaac Herzog, USA’s ambassadør Mike Huckabee og Fijis vicepremierminister Viliame Gavoka. Under aftenen bliver syv nationer hædret for at have åbnet ambassader i Jerusalem: USA, Guatemala, Paraguay, Honduras, Kosovo, Papua Ny Guinea og Fiji.
Stærkt budskab til Israel
ICEJ’s præsident, dr. Jürgen Bühler, udtaler:
“Vi er stolte af at samle den største solidaritetsmission til Israel siden krigen begyndte for to år siden. Disse kristne pilgrimme kommer fra hele verden for personligt at bringe et budskab om urokkelig støtte til Israel – særligt i en tid, hvor antisemitismen vokser voldsomt på globalt plan. Vi er desuden meget glade for de store delegationer fra lande, der desværre i de seneste måneder har vendt sig mod Israel.”
Mulighed for online deltagelse
For dem, der ikke kan være med fysisk i Jerusalem, tilbyder ICEJ også online adgang til festens mange møder og begivenheder. På den måde kan kristne over hele verden tage del i, hvad Gud gør i Israel og blandt nationerne i disse dage.


