Da bølger af Hamas-terrorister fra Gaza infiltrerede Israel for at slagte, torturere, voldtage, lemlæste og kidnappe tusindvis af israelere den 7. oktober sidste år, beskrev præsident Isaac Herzog det med rette som den mørkeste dag for det jødiske folk siden Holocaust. Hamas’ stormløb var bestemt ikke af samme omfang som nazisternes masseudryddelse af over seks millioner jøder, men alligevel har en række holocaustoverlevende selv fortalt os, at det, der skete den dag, faktisk var værre end det, de led under nazisterne med hensyn til den brutalitet, ondskab og perverse glæde, som gerningsmændene udviste.
Det er grunden til, at det juridiske stunt fra Sydafrikas ANC-styrede regering om at trække Israel ind i Den Internationale Domstol anklaget for folkedrab i denne uge er så forskruet og afskyelig.
De aktuelle høringer ved ICJ i Haag er et klart eksempel på, hvad forskere i moderne antisemitisme kalder “Holocaust-inversion.” Det går videre end Holocaust-benægtelse eller -forvrængning, såsom den palæstinensiske leder Mahmoud Abbas’ påstand om, at kun 600.000 jøder døde, eller hans nyere påstand om, at palæstinenserne har været igennem “halvtreds holocauster.” Den vender snarere Holocaust på hovedet ved at skildre Israel som lige så slem som nazisterne, hvis ikke værre. Og hvis det er tilfældet, følger det, at den jødiske stat og det jødiske folk i dag fortjener at blive udryddet.
FOR FULDT UD AT AFSLØRE dette groteske kneb, lad os starte med disse enkle historiske fakta. For det første var det jødiske folk faktisk ofre for verdens grusomste kampagne med industrialiseret slagtning i hænderne på nazisterne og deres medskyldige under Anden Verdenskrig. Der var ikke engang et ord endnu til tilstrækkeligt at beskrive omfanget af nazisternes forbrydelser, så i 1944 opfandt den polsk-jødiske advokat Raphael Lemkin udtrykket “folkedrab”.
Efter Anden Verdenskrig etablerede det internationale samfund ikke kun FN som et bolværk mod sådanne omfattende massakrer i fremtiden, de vedtog også en specifik traktat for at forbyde denne mest ekstreme forbrydelse: folkedrab.
Konventionen om forebyggelse af og straf for folkedrab, der blev vedtaget i 1948, definerer folkedrab som forsætligt drab på et stort antal mennesker fra en bestemt nation eller etnisk gruppe med det formål at ødelægge denne nation eller gruppe. Denne enestående afskyelige forbrydelse skal ikke kun involvere systemiske massemord, den kræver også bevis for en mensrea – en “hensigt” om at udslette et andet folk eller race.
I tiden siden traktaten blev vedtaget, har der været en række klare folkedrab verden over, såsom hutu-stammens massenedslagtning af tutsier i Rwanda og Khartoum-regimets massakre på ikke-arabere i Darfur-regionen i Sudan.
Mærkeligt nok blev Sydafrika efter apartheid aldrig oprevet nok af nogen af disse folkedrabskampagner til at bringe deres gerningsmænd for retten ved Den Internationale Domstol i Haag. I stedet har sydafrikanske ledere endda budt Sudans forbrydere velkommen i Pretoria.
Så hvorfor rejser Sydafrika en anklage om folkemord mod Israel?
SVARET STARTER med de tætte bånd, som ANC og PLO knyttede som radikale marxistiske befrielsesbevægelser støttet af Kreml i Den Kolde Krigs dage. Sovjet fodrede dem med anti-vestlig, antikolonialistisk propaganda, der betragtede staten Israel som et vestligt, kolonialistisk implantat midt i den arabiske verden. Selvom afdøde Nelson Mandela selv anerkendte Israels ret til at eksistere, er ANC i dag stadig ekstremt fjendtlig over for den jødiske stat. De hjalp til med at gøre Durban-konferencen om racisme i 2001 til en rent antisemitisk dagsorden, og nu er de endda villige til at fungere som juridisk rådgiver for Hamas ved verdens højeste domstol.
Men deres sag er yderst mangelfuld og blev dårligt præsenteret i de indledende høringer i ICJ torsdag d 11. jan 2024.
For det første er der et vist hierarki i den internationale strafferet, der går fra grundlæggende krigsforbrydelser til forbrydelser mod menneskeheden, der “chokerer verdens samvittighed”, op til den ultimative forbrydelse folkedrab. Så hvorfor springe direkte til den højeste forbrydelse, som er sværest at bevise?
Det forholder sig bare sådan, at krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden generelt begge behandles af Den Internationale Straffedomstol, der også har sæde i Haag, og Israel er et af mange lande, der endnu ikke har underskrevet denne domstols grundlæggende traktat – Rom-statutten. Ikke desto mindre presser palæstinenserne alvorligt på for at få ICC til at undersøge krigsforbrydelser mod Israel, men det vil tage tid.
I mellemtiden har Israel underskrevet folkedrabskonventionen, og da det er en international traktat, kan enhver tvist, der opstår under den mellem FN’s medlemsstater, bringes for Den Internationale Domstol til afgørelse. Det er grunden til, at Sydafrika gik direkte efter den højeste forbrydelse folkedrab, og det er grunden til, at Israel ikke havde andet valg end at acceptere domstolens jurisdiktion og derfor mødte op fredag 12. jan 2024 med et stærkt juridisk team til at forsvare sig.
SELVOM Den Internationale Domstol har tendens til at være mere et politisk organ end en reel upartisk domstol, kan Israel gøre en god indsats på grund af Sydafrikas dårlige sag og styrken af dets egen sag.
Sydafrika hævdede, at Israel begår folkedrab i Gaza på grund af: 1) det høje civile dødstal; 2) de omfattende skader, IDF forårsager; 3) manglen på nødhjælp til civile i Gaza; 4) begrænsninger af brændstof og 5) de israelske lederes hårde retorik mod palæstinenserne.
Disse anklager kan alle let tilbagevises af Israel, selv om de fjendtlige bemærkninger mod palæstinenserne vil kræve en vis finesse.
Det, der virkelig springer i øjnene, er imidlertid alle de meget vigtige kendsgerninger, som det sydafrikanske hold undlod at nævne. For eksempel sagde de aldrig et ord om Hamas’ terrorinvasion den 7. oktober, der efterlod 1.200 israelere døde, de fleste uskyldige civile brutalt myrdet i deres hjem eller på en udendørs musikfestival. De sprang også over alle Hamas’ voldtægter, lemlæstelser og halshugninger.
De udelod de over 240 gidsler, der blev taget tilbage til Gaza, og mere end halvdelen blev stadig grusomt tilbageholdt under barske forhold næsten 100 dage senere. De henviste heller ikke til, at de blev tilbageholdt i de hundreder af kilometer terrortunneller, der er bygget med spildte udenlandske bistandsmidler.
De ignorerede den måde, hvorpå Hamas bevidst bruger civile i Gaza som menneskelige skjolde og placerer våben og affyringsramper i skoler, moskeer og hospitaler.
De var tavse om alle de ekstraordinære foranstaltninger, IDF har taget for at beskytte civile i Gaza, såsom de millioner af telefonopkald og nedkastede flyveblade, der advarede dem om at flygte fra området på grund af forestående militære operationer.
De glemte at tale om de hundredvis af nødhjælpslastbiler, der får lov til at køre ind i Gaza hver uge, samt om brændstoffet – selv om det ikke er krigsforbrydelse at nægte en fjende brændstof.
Måske mest sigende af alt turde Sydafrika-holdet ikke tale om Hamas’ egen folkemorderiske, jihadistiske dagsorden, som åbent er beskrevet i dens grundlæggende charter som en hellig islamisk pligt til at udrydde jøderne både i Israel og i hele verden. De var også tavse om, hvordan UNRWA og andre FN-agenturer har hjulpet Hamas med ensidig propaganda overfor hele befolkningen i Gaza med denne folkemorderiske dagsorden og dødskultmentalitet. Så der er masser for Israel at udfylde for at give domstolen et klarere billede og en ordentlig kontekst for de seneste begivenheder i Gaza. Alligevel kan panelet af dommere allerede være modvillige overfor Israel, og vi kan komme til at se en slags ny afgørelse, der kræver, at Israel stopper visse handlinger, som ville lette presset på Hamas. Men hvis domstolen gør sit arbejde rigtigt, vil Sydafrikas skammelige juridiske manøvre give bagslag, og alle disse endeløse, omvendte beskyldninger om folkemord mod Israel vil forhåbentlig begynde at miste deres slagkraft over hele verden.
For mere om dette emne, skal du sørge for at se ICEJ-webinaret om “Folkedrabets andragende mod Israel”, hostet af ICEJ vicepræsident og seniortalsmand David Parsons, og med særlig gæst, Andrew Tucker, international advokat og direktør for thinc. Se på: https://on.icej.org/The-Genocide-Petition-Against-Israel
