En kirke der velsigner Israel

Velsignelsens Gud

Gud er velsignelsens Gud. Det første Gud gjorde da han havde skabt mennesket var at velsigne dem.

“Gud velsignede dem og sagde til dem: ”Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden!“ står der i 1. Mos. 1, 28.

Velsignelse har at gøre med at Gud udtaler løfter der skaber liv. Liv der udmøntes i relationer og frugt af livets anstrengelser. Velsignelse handler om at få et ansvar og en opgave fra Gud, at opleve at ting vokser og at der er en kreativ dynamik, og hvor man oplever tilfredshed med tilværelsen.
Det har også noget at gøre med at kunne hvile og nyde frugten af ens arbejde. Det bliver tydeligt tredje gang Gud velsigner. Tredje gang er det ikke dyrene eller mennesket, men den 7. dag han velsigner, fordi han hvilede (sabbat שָׁבַת) på den.
Temaet om velsignelse fortsætter igennem Bibelen og Israels folks historie.

Israels velsignelse

Da Herren kommer til Abram (1. Mos.12,1-3) og taler til ham om at forlade Karan og drage til Kanaan, er det for at velsigne Abram og gøre ham til en velsignelse for alle jordens folk.  Herren siger:

“Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og den, der forbander dig, vil jeg forbande. I dig skal alle jordens slægter velsignes”.

På en særlig måde bliver velsignelse derfor knyttet til Israels nation. Ikke kun som et løfte til Israel, men også som et løfte til nationerne om, at velsignelse vil komme til dem der velsigner Israel og forbandelse til dem der forbander Israel.

Et forbandet folk?

På en særlig måde er velsignelse og forbandelse også blevet et tema i det jødiske folks historie.
Efter romernes ødelæggelse af templet i år 70 og senere jødernes eksil fra landet efter Bar Kokhba-oprøret i år 132 til 135 e. Kr. blev det af de fleste i oldkirken og middelalderen set som Guds forbandelse af og forkastelse det jødiske folk.
I det meste af den kristne oldkirkes tidsalder og i middelalderen var chikane og forfølgelse af det jødiske folk en tilbagevendende begivenhed – ofte med kirkens folk som initiativtagere.
Det er rammende formuleret af en af den tyske pinsekirkes tidligere ledere: “djævelen har gjort alt hvad han kunne for at tage kirken væk fra Israel og Israel væk fra kirken”.

Jøden – Europas slave

Det kristne Europa blev på mange måder det jødiske folks andet ægyptiske slaveri.

Når man læser om jødernes historie i middelalderen må man undres over at de overhovedet overlevede som folk.
Ofte foregik forfølgelsen efter et særligt mønster. Europas kristne konger gjorde typisk jøderne til livegne som de kunne malke til statskassen efter forgodtbefindende. Således også den engelske konge Edvard I. I 1287 fængslede han alle “hans jøders” familieoverhoveder og befalede at der skulle betales 12.000 pund i løsesum. 
Det lykkedes de jødiske menigheder at fremskaffe den gigantiske sum penge, men efterlod dem også dybt forarmede.
Tre år efter forvistes jøderne helt fra England; der var ikke længere brug for dem. 
Den 18. juli 1290 – mindedagen for templets ødelæggelse – underskrev Edvard I et dekret om udvisning. Alle jøder der efter d. 2. november blev fundet i England skulle straffes med hængning.

Udødelig velsignelse

Det er tankevækkende at jøder i middelalderen nogle gange fandt ly i den, i perioder, mere venligtsindede muslimske verden, når det kristne Europa forfulgte dem.
Ofte fandt de europæiske konger dog ud af at forvisningen af jøderne skadede økonomien, hvorfor de blev inviteret tilbage for at sætte gang i samfundet.
De kortsigtede gevinster af jødeforfølgelserne faldt tilbage som forbandelser på de samme konger.

Ud af ildovnen

På trods af alle hindringerne, forfølgelserne, bagtalelserne og løgnene som det jødiske folk var udsat for, med Holocaust som det mørkeste kapitel, er de alligevel kommet ud af ildovnen med et fantastisk vidnesbyrd om Guds velsignelse. Et folk der udmærker sig inden for uddannelse, forskning, musik, kultur, handel, økonomi, bankvæsen, innovation osv. Derfor er Guds folk blevet et åbenlyst og tydeligt budskab til hele verden om at Guds velsignelse af Israel ikke er ophørt, selvom verden ofte har stået i kø for at forbande dem.
Gud står ved sin velsignelse af Israel og sin velsignelse af enhver der velsigner Israel.

Kirken for Israel

En kirke der velsigner Israel vil også selv blive velsignet!
Den vil rejse sig og finde sin plads og bestemmelse i Guds plan.

I det lys var det også en kæmpe skuffelse da Paven i maj måned anerkendte Palæstina.
I stedet burde han have arbejdet for fredelig sameksistens og anerkendelse af, at Herren har givet landet til Israels folk.
Som danskere er vi måske ikke direkte indblandet, men også herhjemme ser vi tiltagende pro-palæstinensiske kampagner mod Israel, og efter nedskydningen af Dan Uzan ved synagogen i Krystalgade er konflikten rykket helt tæt på.

Hvor står du?

Hvor kirken placere sig i denne konflikt er vigtigt. Også for vores egen skyld.
Det hebraiske ord for velsignelse Barak בּרך (jvf. præsident Obamas fornavn). Det er pudsigt nok også ordet for knæ og knæle. Du kan ikke modtage velsignelse uden at knæle. Når du ærer Herren ved at knæle for ham, kan han gøre det han ønsker af hele sit hjerte: at lade sin velsignelse komme til dig. Men når han vil lade sin velsignelse komme til nationerne gennem Israel, bliver vi alle stillet overfor et valg om at ære Guds vilje på knæ eller følge tidsånden. Hvad vælger vi?
Jesus måtte også selv knæle i Gethsemane Have for at blive til velsignelse for verden. Han trådte ud af Guds herlighed for at knæle sammen med os og give sit liv til frelse og velsignelse for enhver der tror.