I årtier kunne Israel regne med en bred og mangfoldig international støtte — politisk, religiøs og civilsamfundsmæssig. Det var et fundament bygget ikke kun på fælles demokratiske værdier og efterkrigstidens solidaritet, men også på bibelsk overbevisning. I dag er dette fundament imidlertid i bevægelse. Fra Washington til Berlin, fra kirkebænke til tv-studier, er nogle af Israels ældste allierede blevet tavse — eller vendt sig bort.
(US Holocaust Memorial Museum, med tilladelse fra Hvideruslands Statlige Arkiv)
Nye globale undersøgelser bekræfter det, mange længe har fornemmet. Ifølge Pew Research (2025) har kun 18 % af demokrater i USA nu et positivt syn på Israels regering, sammenlignet med 55 % blandt republikanere — en andel, der også er faldende. I Europa viser YouGov målinger rekordlave opbakningstal: –44 i Tyskland, –48 i Frankrig og –55 i Spanien. I alle tre lande giver færre end hver femte borger udtryk for en positiv holdning til Israel.
Konsekvenserne mærkes allerede. I august indførte Tyskland nye restriktioner på våbeneksport til Israel — støttet af 73 % af befolkningen. I Spanien ønsker næsten 80 % en øjeblikkelig anerkendelse af en palæstinensisk stat samt stramme rejse- og handelsrestriktioner over for Israel indtil da. Frankrig, der tidligere har indtaget rollen som forsigtig mægler, oplever nu en generation af studerende og intellektuelle, der omfavner anti-israelske fortællinger, hvor grænsen mellem politisk kritik og gamle antisemitiske forestillinger udviskes.
På den anden side af Atlanten løber polariseringen dybt. Blandt amerikanske konservative udfordrer en ny bølge af såkaldte “restrainers” den traditionelle pro-israelske konsensus. Kommentatorer som Tucker Carlson og Candace Owens — tidligere på linje med den republikanske mainstream — sætter nu spørgsmålstegn ved USA’s historiske alliance med Jerusalem. Deres kritik handler mindre om teologi og mere om populistisk træthed: en fortælling om, at Israels konflikter “ikke er vores kamp.” Selvom de primært er symbolske stemmer, afspejler de en bredere ideologisk forskydning, der ikke bør ignoreres.
Men erosionen af opbakning er ikke begrænset til politik. Den strækker sig helt ind i kristenlivet. I mere end et århundrede har alliancen mellem Israel og den globale kirke været en moralsk rygrad i forsvaret for jødisk selvbestemmelse og i kampen mod antisemitisme. Trods kirkens historisk blandede forhold til det jødiske folk og Israel, er selv denne alliance i dag under øget pres — både indefra og udefra.
I Europa får teologisk modstand mod “kristen zionisme” stadig større institutionel styrke. I juni udsendte otte ud af ti danske biskopper en fælles erklæring, der afviser kristen zionisme som en teologi, der “legitimerer besættelse og fordrivelse.” Lignende holdninger ses i Church of England, Lutheran World Federation og Kirkernes Verdensråd, hvis centralkomité i juni 2025 endda gav Israel betegnelsen “apartheidstat” og opfordrede til sanktioner.
Denne teologiske reorientering sker ikke i et vakuum. Den forstærkes af parallelle strømninger i den muslimske verden. Tidligere i år blev der i Amman afholdt et højniveausamråd — arrangeret af Royal Aal al-Bayt Institute for Islamic Thought og Bethlehems Dar al-Kalima University — med den direkte titel: “Strategier og taktikker til at konfrontere kristen zionisme.” Blandt deltagerne var kirkeledere fra Jerusalem og Jordan — et af de tydeligste eksempler på muslimsk–kristent samarbejde mod kristen-zionistisk indflydelse.
Sideløbende hermed har velkendte palæstinensiske kristne organisationer — såsom Kairos Palestine og Sabeel — længe arbejdet for at fremme BDS (Boycott, Divestment and Sanctions) i vestlige kirker. Deres konferencer og publikationer har stor gennemslagskraft i Europa, hvor et nyt moralsk sprog om “retfærdighed og befrielse” i stigende grad har erstattet efterkrigstidens teologi om bod og genoprettelse. Sammen har disse stemmer formået at ændre hele samtalen — fra fælles bibelsk løfte til politisk skyld og kolonistisk kritik.
Resultatet er en ideologisk konvergens: muslimske institutioner, venstreorienterede aktivister og dele af den traditionelle kirkekristendom finder fælles sag i modstanden mod det, de opfatter som teologisk og politisk “favorisering” af Israel. Der er ikke nødvendigvis tale om en koordineret strategi, men resultatet er tydeligt: en støt erosion af sympati for Israel i netop de miljøer, der engang udgjorde dets stærkeste moralske forsvar.
For Israel har dette ændrede landskab enorm betydning. Offentlig opinion former politik; teologi former samvittighed. Når begge bliver kolde, får antisemitisme ny ilt — ikke i hadets sprog, men i menneskerettighedernes retorik. Faren er subtil, men reel: At Israels isolation vokser, ikke gennem krig, men gennem ord — eller værre, gennem ligegyldighed.
For kirken er udfordringen lige så presserende. Spørgsmålet er ikke, om man skal være enig i enhver israelsk beslutning, men om man fortsat anerkender Israels unikke rolle i Guds frelseshistorie og det jødiske folks vedvarende pagt. At glemme dette er at glemme sin egen arv.
Når fundamentet smuldrer, kræver det modige stemmer at genopbygge det. Det betyder fornyede alliancer, oplyst fortalervirksomhed og teologisk klarhed. Det betyder at afvise bekvemmelig tavshed og den falske idé om neutralitet. For i en tid, hvor antisemitismen igen vokser i Europas gader og i kirkens egne rum, må kirken huske sit kald — ikke at tilpasse sig tidens politiske luner, men at stå på sit urgamle fundament. For når underlaget smuldrer, er det ikke kun Israel, der står til at tabe — det er Vestens moralske selvforståelse.
Denne kommentar var første gang delt på ICEJs side 18. november
Hovedfoto Credit: ICEJ Norway
