ICEJ hjælper jøder med at komme til Israel

Af Ulrik Flinta, Et ord fra jerusalem,Icej Aid,

Af Birthe Scholz

Israel fortsætter med at være et tilflugtssted, som giver sikkerhed og håb for jøder fra hele verden. Om de er indblandet i konflikter som i Ukraine, møder fornyet antisemitisme som i Frankrig eller økonomiske vanskeligheder som i Latinamerika, fortsætter jøder med at komme hjem til deres forfædres land. Men i Israel er landing ikke altid ’blød’. En af de måder, hvorpå den Internationale Kristne Ambassade I Jerusalem hjælper jødiske immigranter med at bosætte sig i landet, er ved at støtte programmer, som mildner ankomsten til Israel. I februar tog ICEJ AID’s direktør, Nicole Yoder, en gruppe kristne fra den tyske gren med til et særligt besøg til et Absorption-center for nye immigranter i Beersheva. Yealim-centeret er finansieret af ICEJ og er et unikt sted, hvor man kan møde nyankomne jøder fra bogstavelig talt hele verden, inklusive Ukraine, Cuba, Indien og Peru.

Martin og Alexandra fortalte de kristne besøgende, at de var ankommet fra Sydamerika sammen med deres to børn for at tilbyde dem en bedre fremtid.

“Her i Israel har vi ikke de samme problemer som i Peru”, forklarede Martin. ”Her er ro og fred. Særligt er sikkerhedssituationen meget bedre. Intet vil ske os her”. En anden ny immigrant, der var ekstremt lettet over endelig at være i Israel, var den unge mand Igor, som kom fra den østlige del af Ukraine, hvor borgerkrig har raset i over to år.

“Jeg studerede minedrift på universitetet i Donetsk. På grund af den farlige situation i byen, var jeg nødt til at flygte fra byen og tage til Kiev for at bo sammen med en ven”, beretter Igor. “Jeg havde været i Israel før og var blevet informeret om, at enhver jøde har retten til at immigrere til Israel. I lang tid overvejede jeg at gennemføre Aliyah 1), men jeg havde brug for et skub. Krigen, som nu ødelægger min by, blev den afgørende faktor.”

Igor hørte om hjælpeprogrammet for nye immigranter på Yealim absorption-center og besluttede at starte sit nye liv dér. Centeret tilbyder midlertidig boliger, hebræisk sprogskole, erhvervsuddannelser, og jobsøgning samt mange andre hjælpsomme tilbud.

“Jeg er meget glad for at være her,” sagde han, ”De har taget hjerteligt imod mig, og vi har fremragende lærere”.

Selvom der for nyligt er blevet vedtaget våbenhvile i Ukraine, er der stadig krampe og lovløshed i den østlige del af landet. Antallet af ukrainske jøder, som gennemfører Aliyah, er steget næsten 200 procent i 2014, op til næsten 6.000 nye immigranter. Endnu flere ukrainske jøder forventes at tage turen til Israel på grund af pause i konflikten og den lange vinter. Alt imens var den tyske turistgruppe begejstret over at kunne møde nyankommne jødiske familier, som blev hjulpet af kristne. “Det var meget imponerende at møde nye jødiske immigranter med så vidt forskellige baggrunde. Jeg er glad på vegne af alle dem som er kommet hertil”, sagde Barbara Schwindt. ”Det spredte, jødiske folk kommer tilbage. Jeg ved, det ikke er let for dem, men Gud fører dem hjem” “Du kan se, at Gud bringer sit folk tilbage til Israel fra nord, syd, øst og vest – præcis som Bibelen fortæller det”, sagde Maximilian Schmid. ”Gud opfylder nu det løfte, han gav for tusinder af år siden foran os. Og det er vidunderligt, at vi som kristne kan støtte det”.

Din gave har en varig virkning for de jødiske familier, som immigrerer til Israel. De har virkelig brug for vores hjælp i løbet af de første kritiske måneder efter deres ankomst. Benyt girokortet i midten af bladet, hvis du ønsker at give en gave til hjælpearbejdet på Yealimcenteret.

Påskemåltidets fordeling

Da vi skulle til at trykke, var ICEJarbejderne travle med at forberede og uddele den traditionelle påskemåltidskurv til hundredevis af trængende jødiske familier over hele Israel. Højtidsgavekurven indeholdt det traditionelle matzabrød 2), vin og druesaft til Pesach seder-måltidet 3), en madkupon, et festligt lykønskningskort og en speciel Haggadah-beretning 4) om den jødiske udvandring. I samarbejde med lokale sociale arbejdere kunne vi igen fokusere på byer med lavindkomst-familier som Netanya, Ashdod, Beit Shean, og især Jerusalem. Takket være den store gavmildhed fra Israels kristne venner rundt omkring i verden, havde vi mulighed for at gøre en stor forskel denne påskesæson for omkring 500 taknemmelige jødiske familier spredt ud over hele Israel.

Noter:

1) Jødernes tilbagevandring til Israel, siden staten blev oprettet i 1948.

2) usyret brød.

3) måltid som indeholder seks symbolske og traditionelle retter, og som beretter om udvandringen fra Egypten.

4) tekst, der bliver reciteret på de to første aftner af den jødiske påskefest, og som beretter om udvandringen fra Egypten.

 

Artikkel fra “Et Ord Fra Jerusalem” Maj 2015 Nr. 4

Reformation – den nye arkitektur for kirken

Af Ulrik Flinta, Et ord fra jerusalem,Nyheder,

Af Peter Tsukahira

Reformation handler om at forandre kirkens form. Apostlen Paulus sagde, at han var Guds kyndige
”bygmester” (1. Kor. 3,10). På bibelsk græsk er ordene ache tekton.
Herfra afledes ordet arkitekt. Reformation betyder, at kirken behøver ny arkitektur!

For at kunne klare udfordringerne i en postmoderne tid, må kirken i hele verden omformes til at være i overensstemmelse med ’den himmelske ejers’ vision og ’den salvede arkitekts’ planer. Målet for en ny reformation er at gøre kirken mere frugtbar og bedre til at fremstille Guds rige på jorden.

Rigets budskab

Guds rige var i fokus for Jesu tjeneste. Han begyndte sit arbejde med at forkynde: ”Omvend jer, for Guds rige er kommet nær!”. Jesus brugte ofte lignelser i sin undervisning.

Mange af dem begynder med ordene: ”Himmeriget er som…” efterfulgt af Hans illustration.
I Fadervor lærte Jesus sine disciple at bede for Guds riges komme på Jorden (Matt. 6,10).
Senere i samme Bjergprædiken instruerede han sine disciple om at søge Guds rige før alt andet. (Matt. 6,33).
Da Jesus begyndte sin tjeneste i Galilæa, var budskabet om Guds rige hans hovedlære. Matthæus skrev, at ”Jesus gik omkring i hele Galilæa, underviste i deres synagoger, prædikede evangeliet om Riget…” (Matt. 4,23).
Jesus kom for at indvarsle en ny pagt, men konceptet, at Gud var deres Konge, var ikke fremmed for Israels folk. Jesu jødiske efterfølgere forstod, at Guds rige, dvs. Hans retsmæssige herredømme over deres nation, var en helt enestående del af Israels arv, og de håbede, at det igen ville blive en realitet i deres egen tid.

Kongedømmets fødsel

Før israelitterne var slaver i Ægypten, var de en tæt sammenknyttet familiegruppe, der i lige linje kunne føres tilbage til patriarkerne, som Gud havde udvalgt: først Abraham, så Isak efterfulgt af Jakob, hvis navn blev ændret til Israel. På Exodus’, Udvandringens, tid var de blevet til tre- til fire millioner mennesker, men de var endnu ikke en nation, som vi kender den. De havde været slaver i 400 år og havde ingen national infrastruktur eller bevidsthed. De havde aldrig haft deres eget land og havde ingen hær, regering eller retssystem. De kunne sikkert være blevet klassificeret som dysfunktionelle mht. nationalitet.
Efter udfrielsen fra Ægypten mødte Gud dem i ørkenen og indgik en guddommelig pagt med Israels folk. Gennem denne pagt blev de for første gang en nation, og Gud blev deres konge. Israel som Guds nation er i Bibelen skildret som en prototype, et tidligt billede på Guds rige på Jorden.

Her er, hvad Gud talte til Israels folk gennem Moses:

”Hvis I adlyder mig og holder min pagt, skal I være min ejendom, ene af alle folkene, for hele Jorden tilhører mig. I skal være et kongerige af præster og et helligt folk for mig. Dette er, hvad du skal sige til israelitterne.” (2. Mos. 19, 5-6).

Moses var aldrig Israels konge. Han var kaldet til at være Guds profet, Herrens tjener. Gud selv blev Israels konge, og dér i ørkenen begyndte Hans rige at vise sig i form af en hel nation, udvalgt som et forbillede. Fra dets begyndelse var det meningen, at Guds rige ikke blot skulle være en religion, men et helt fungerende samfund.
At blive et kongerige af præster betød, at Israels rolle som en nation var at tjene andre nationer og at være deres eksempel. I dag tror mange kristne, at Jesu budskab om Guds rige var et nyt begreb for NT. Intet kan være mere forkert. På Jesu tid forstod det jødiske folk konceptet med Guds herredømme som konge. De vidste fra Skriften og deres egen nations historie, at Gud engang havde været deres konge, og de længtes efter, at Hans herredømme over deres samfund og kultur skulle genoprettes.
Den jødiske forståelse var dengang, og er stadig i dag, at Messias vil komme fra Gud og herske over Israel som konge. Denne tro var dybt forankret i hjertet på Jesu disciple igennem alle de år, hvor de var sammen med ham, og selv efter hans genopstandelse fra de døde.

Rigets natur

Disciplenes forståelse af Guds rige ses i det sidste spørgsmål, som de stillede Jesus, kort før hans himmelfart i Ap. G. 1,6:

”Mens de nu var sammen, spurgte de ham: ”Herre, er det nu, du vil genoprette Riget for Israel?”

Disciplene spurgte Jesus, hvornår han ville genoprette Guds rige, dvs. bringe Guds herredømme tilbage til deres nation. Igennem århundreder har kristne undret sig over, hvorfor disciplene stillede Herren et sådant mærkeligt sidste spørgsmål. Havde de endnu ikke forstået, at Guds rige er åndeligt, ikke jordisk, og for alle nationer, ikke kun deres? Var de kødelige nationalister eller blot ikke tænkende?
Men – grunden til, at vi måske ikke helt forstår betydningen af deres spørgsmål, er, at vi ikke har indset, at Guds rige fra starten ikke blot var en religion, men en hel nation. Siden Udgangen fra Ægypten har Israel været og er stadig Guds eksempel på Hans tilsigtede og lovlige herredømme over ethvert område af samfundet og kulturen.

Rigets bygmestre

John Calvin var en af de mest brillante og betydningsfulde teologer i Den protestantiske Reformation. Han blev født for mere end 500 år siden i Frankrig, og hans prædikener og skrifter danner i dag basis for den teologiske forståelse i den reformerte kirke, den presbyterianske kirke og den kongregationale kirke.
I hans kommentar til det første kapitel i Apostlenes gerninger, undersøgte Calvin disciplenes sidst stillede spørgsmål til Jesus og skrev, ”der er lige så mange fejl i dette spørgsmål, som der er ord”.
Calvin fortsatte med at skrive, at disciplene var dumme, uvidende og dårlige bibellærde, fordi de længtes efter et jordisk rige, så Gud kunne herske blandt deres eget folk.
Han skrev ”de er også blevet voldsomt bedraget deri, at de begrænser Kristi rige til et kødeligt Israel”.
Vent lige lidt! Underviste Jesus ikke os alle om at bede, at Hans rige skulle komme på Jorden, lige som det er i Himlen? Nu, da Gud har bragt Israels folk tilbage til deres eget land og igen overalt tilbagegiver de gode nyheder om Hans rige til det jødiske folk, kan vi se, at disciplene var vise og ikke dumme, da de stillede spørgsmålet til deres mester.

Lad os et øjeblik lægge det til side og undersøge, hvilken holdning, der ligger bag Calvins erklæringer om Kristi første jødiske disciple.
Calvin levede 1500 år efter, at de fysisk gik på Israels jord sammen med Jesus, og han tænkte, at de var uvidende om Guds rige. I tre år vågnede disse mænd op hver morgen og så ind i ansigtet på Guds legemliggjorte! De var Guds søns personlige elever. Blandt de disciple, som stillede Jesus sådant et ”fejlagtigt” sidste spørgsmål, var mænd, som personligt blev inspireret af Gud til at skrive Det nye Testamente. De kendte Jesus ikke kun som deres Herre, men også som deres egen landsmand og ven, og de kendte hans følelser, personlige vaner, selv hans tonefald. De lyttede til al hans undervisning. Ikke kun til den lille del, vi har samlet i Det nye Testamente, men også til den undervisning, som ikke blev nedskrevet. (Ifølge apostlen Johannes var der en hel del).
Disse mænd havde bevidnet hans død på korset og hans fysiske genopstandelse. Han havde åndet på dem og sagt: ”Modtag Helligånden” (Johs. 20,22), og han viste sig for dem over en periode på 40 dage, hvor han talte med dem om Guds rige (Ap. G. 1,3). På tidspunktet for hans himmelfart var de oprigtige Nye Testamente troende og åndelige giganter på grund af hans tjeneste til dem! John Calvin tænkte, at de var uvidende og tog voldsomt fejl. Sandheden er, at det er os, som i dag har brug for en ny reformation og behov for at få disciplenes apostoliske syn på Guds rige genindført hos os!
Skriften siger klart, at Gud vil aldrig tilbagetage nådegaverne og kaldet, som Han gav til Israel
(Rom. 11,28-29). Ydermere sagde Jesus selv:

”Og dette evangelium om Riget skal prædikes i hele verden som vidnesbyrd for alle folkeslag, og så skal enden komme” (Matt. 24,14).

En ny reformation betyder, at kirken skal genoprettes til dets bibelske fundament, så samfundet og kulturen endnu en gang vil blive forvandlet gennem den kraft og ære, som følger af Guds rige på Jorden. Paulus skrev:

”Efter den nåde, der var givet mig af Gud, har jeg som en kyndig bygmester lagt grundvolden, men en anden bygger videre på den. Enhver bør se til, hvordan han bygger” (1. Kor. 3,10).

Om denne hellige grundvold skrev Paulus:

”I er bygget på apostlenes og profeternes grundvold med Kristus Jesus selv som hovedhjørnesten. I ham holdes hele bygningen sammen og vokser til et helligt tempel i Herren. I ham bliver også I sammen med os bygget op til en bolig for Gud i Ånden” (Ef. 2,20-22).

Jesus, apostlene og de bibelske profeter er de specielle ”levende stene”, som Gud har udvalgt til at være grundvolden for Hans rige. Vi er også levende stene, men vi er kommet til senere og er bygget på dem. Alle de første er fra Israel, den nation, som Gud udvalgte til at være et eksempel på Hans rige og en model for vores reformation i kirken i dag.

Rigets tilbagevenden

Helt praktisk betyder kirkens ”nye arkitektur” en restaurering tilbage til Guds oprindelige hensigt og plan. Da Gud herskede over Israel som konge, gav Han sine love for at udtrykke sin vision for et rige til et folk, som aldrig tidligere havde været en nation. Guds love beskriver derfor en social struktur og værdier, som skal tjene som et mønster eller en skabelon, ikke kun for Israel, men for hver eneste nation. Lovene styrer alle aspekter af samfundet, inklusive religion, der har en vital og central rolle.
Ja, religion er væsentlig, men er kun en del af Guds rige. I vores bibel er ordet ”kirke” oversat fra det Nytestamentlige græske ord ekklesia, som referer til alle mennesker, som er ”kaldt ud” eller udvalgt af Gud. Dette ord skal derfor ikke begrænses til religion, da kun en lille minoritet af Guds folk er kaldet til at tjene i den religiøse sektor i samfundet.
”Kirken” er i virkeligheden Guds folk, som overalt i deres samfund og kultur er ”salt og lys”, når de med sig bringer Guds retfærdige styre sammen med Hans gaver og Hans nærvær! Så, hvad med den religiøse del af riget? Skal vi ophøre med lokale og ugentlige forsamlinger? Absolut ikke. Vi er befalede til ikke at svigte forsamlingerne, men der er et formål med at samles til bøn, tilbedelse, fællesskab og undervisning. Det primære formål er at udruste, træne og forberede os til at fuldføre vores individuelle kaldelse til ethvert område af samfundet.
Og han har givet os nogle til at være apostle, andre til at være profeter, andre til at være evangelister og andre til at være hyrder og lærere for at udruste de hellige til at gøre tjeneste, så Kristi legeme bygges op, indtil vi alle når frem til enheden i troen og i erkendelsen af Guds søn, til at være et fuldvoksent menneske, en vækst, som kan rumme Kristi fylde (Ef. 4,11-13).
Den religiøse del af Guds rige er en absolut nødvendighed – ligesom hjertet i et menneskets krop. Den ”pumper” mennesker ind, så de kan blive frelste, helbredte, fornyede og udrustede – og så skal den pumpe dem tilbage ud i samfundet, hvor de vil finde deres kald og bruge deres gaver. Et hjerte, som kun pumper ind, bliver forstørret og er i den medicinske terminologi en sygdom! I Guds rige ønsker Kongen, som er høstens herre, religiøse aktiviteter, som er formålstjenlige i at disciple og omdanne nationer. Han søger ikke en religion, som fungerer som endemålet i sig selv. Reformation i dag betyder en ny arkitektur i kirken!

Offentliggjort i “Et Ord Fra Jerusalem” Maj Nr. 4. 2015

Brev fra direktoren

Kære venner

Af Ulrik Flinta, adm. direktør,

Vi har netop fejret endnu en vidunderlig Løvhyttefest i Jerusalem. Hvert år kommer folk efterfølgende og siger, “Dette var den bedste fest nogensinde!” På mange måder er det altid sandt, eftersom Gud hvert år har været til stede i Sukkotfejringen og gjort det til en særlig velsignet fest. Men dette år var det virkelig en epokegørende samling, og vi fornemmede, at det blev en gennembruddenes fest.
Først og fremmest har Herren endnu en gang vist sig fuldkommen trofast. Gaza-konflikten i sommers forårsagede et kraftigt dyk i turismen til Israel over de seneste måneder. Også i månederne op til festen var det mærkbart. Men krigen til trods så vi en stigning på mere end 20 % i forhold til sidste års deltagertal. Det var en af de stærkeste og mest skelsættende fester i mange år. Hertil kommer, at Israels præsident kom og tog del i festen for første gang. At se præsident Reuven Rivlin, der repræsenterer folket, Israel, og præsidenten for Jødisk Verdenskongres, Ronald Lauder, der repræsenterer det jødiske folk i udlandet, stå på samme platform og henvende sig til kristne fra hele verden, var virkelig en historisk begivenhed. Men endnu mere begejstrende var det at fornemme varmen i ordene og appellen til et stærkere partnerskab mellem jøder og kristne.
Også på andre måder repræsenterede dette års Løvhyttefest et gennembrud. F.eks. oplevede vi
fra først til sidst Guds nærvær på en kraftfuld måde, og adskillige mennesker blev mirakuløst helbredt. Jerusalem Arenas nye lokaliteter viste sig også at være en stor velsignelse, idet vi nu kan samle flere kristne end nogensinde til denne årligt tilbagevendende begivenhed i Jerusalem.
Jeg er overbevist om, at de bedste år for løvhyttefejring stadig ligger foran os, så når du læser om de mange ting, der fandt sted i år, må det da være din bøn at være en del af denne fantastiske udvikling. Gå ikke glip af denne nye tid i al sin storhed!.

Jürgen Bühler

Jürgen Bühler er adm. direktør for den Internationale Kristne Ambassade Jerusalem