“Jeg gør dem til ét folk i landet, på Israels bjerge, og der skal være én konge for dem alle. De skal aldrig mere blive to folk og aldrig mere deles i to kongeriger.” (Ezekiel 37:22)
Som vi alle så i løbet af den seneste uge, er Israel i øjeblikket i en af sine værste kriser siden nationens genfødsel i 1948. De tidligere alvorlige trusler, som Israel stod over for, kom alle udefra – såsom uafhængighedskrigen, seksdageskrigen og Yom Kippur-krigen. Den nuværende konflikt om retsreformer er imidlertid en intern trussel. Det er en konflikt mellem brødre. Nogle siger, at det er den sekulære stat Tel Aviv versus den religiøse stat Jerusalem. Men så enkelt er det ikke. På mange måder er det et spørgsmål om, hvorvidt en nationalistisk og religiøs regeringskoalition kan påtvinge hele offentligheden sine synspunkter. Dette vedrører ikke kun sekulære jøder, men også traditionelle jøder, såvel som de arabiske kristne og muslimske minoriteter og endda det lokale messiansk-jødiske samfund.
På begge sider er linjerne ikke så tydelige, som de ser ud til. Alle ved, at der er behov for en vis grad af retsreformer. Men selv blandt de mere konservative og religiøse jødiske sektorer føler mange, at staten stadig har brug for et stærkt retsvæsen til at sørge for kontrol og balance i regeringsbeslutninger, især i et land, hvor der findes ekstremer i begge lejre.
I juli 2023 afspillede en israelsk politisk tegneserie den bibelske historie om Salomon, der rådgav om at dele en baby, der kæmpes om af to kvinder, for at afgøre den sande mor. Tegningen viste, at premierminister Benjamin Netanyahu ikke bare foreslog, men faktisk delte babyen i to, som var beregnet til at repræsentere nationen Israel. Det stod i den venstreorienterede avis Ha’aretz, som er kendt for sin foragt for Netanyahu. I sandhed fornemmer jeg, at begge sider i denne strid er uvillige til at gå på kompromis, og begge truer med at splitte nationen. Mens den israelske præsident Isaac Herzog viste stor statsmandsevne ved at tilbyde en vej til et brugbart kompromis, gik begge sider væk fra disse forhandlinger, og oppositionen gjorde det først.
Sidste uge i juli 23 markerede også Tisha B’Av, den jødiske sørgedag over ødelæggelserne af templerne i Jerusalem. De talmudiske vismænd hævder, at årsagen til plyndringen af det andet tempel og det resulterende eksil var sinat chinnam, eller “grundløst had”. Israel var for internt splittet, og Gud dømte dem.
En nylig opinionsartikel sammenlignede også den nuværende situation med Yom Kippur-krigen for præcis 50 år siden, hvor det moderne Israel stod over for sin største eksistentielle trussel. Klummeskribenten bemærkede dog, at forskellen denne gang er, at det ikke er et pludseligt overraskelsesangreb, men at begge sider går ind i en katastrofe med åbne øjne.
Denne nuværende krise er i sandhed en reel trussel mod nationens enhed og sociale struktur. Alligevel forbliver jeg optimistisk – ikke fordi jeg stoler på politikere, men fordi Bibelen klart siger, at Gud har bragt sit folk tilbage “for aldrig at blive rykket op igen” (Amos 9:15). Tværtimod lover han, at Israels tilbagevenden vil resultere i, at de bliver “én nation” (Ezekiel 37:22), og det vil ende i en herlig åndelig genoprettelse; thi sandelig: “Jeg er HERREN; Jeg har talt, og jeg vil gøre det.” (Ezekiel 36:24-36).
Husk, at midt i striden om retsreformer, lover Herren: “Jeg giver dig dommere som før og rådsherrer som tidligere; så skal du kaldes retfærdigheds by, den trofaste stad. Zion skal udfries med ret, dens indbyggere med retfærdighed.” (Esajas 1:26-27)
Lad os bede om en gudgiven enhed i Israel og for ledere med visdom og ydmyge hjerter til at bringe fred til nationen. Jeg ved, at Gud vil besvare vores bønner, fordi det er, hvad han allerede har lovet at gøre i sit ord.
