Kort fortalt:
Erstatningsteologi er en teologi der hævder, at den kristne kirke i dag har indtaget Israels plads og overtaget Israels løfter. Israel, som det partikulært udvalgte (særligt folk og særligt land) er i sin helhed erstattet og universaliseret af menigheden som folk og kirken som institution.
Det nye testamente erstatter stort set det gamle testamentes bestemmelser.
Erstatningsteologien er derfor også kritisk overfor staten Israel. Denne teologi hævder, at det ikke giver mening at tale om et særligt udvalgt folk, som er blevet givet et særligt stykke land.
Det virker som om, at der er en åndelige konflikt, der raser om Israel. Denne konflikt udspilles til dels på erstatningsteologiens slagmark. Selvom vi afviser dette teologiske begreb, er det værd at bemærke, at det er et ”fæstningsværk”, der er vokset gennem mange århundreder inden for alle kirkelige traditioner. Det er derfor ikke let at fjerne, og alligevel er vi kaldet til at gøre det med Åndens sværd, Guds ord.
Erstatningsteologien er til en vis grad så vildledende, fordi den hviler på halve sandheder. For eksempel er Kirken “Guds Israel”, men ikke i en erstatningsmæssig forstand.
Men gid det aldrig må ske for mig, at jeg er stolt af andet end af vor Herre Jesu Kristi kors; ved ham er verden blevet korsfæstet for mig, og jeg for verden. For om man er omskåret eller ej, betyder ikke noget, men det gør en ny skabelse. Og alle, som vil leve efter denne regel: Fred og barmhjertighed være med dem, og med Guds Israel! (Galaterne 6:14-16).
I det væsentlige fjerner erstatningsteologien en national udvælgelse og kaldelse i Kana’ans land fra Israel på grund af dets afvisning af Jesus og hans messianske bemyndigelse. Alle de bibelske udsagn om, at Israel nyder fremtidige velsignelser i Kana’ans land, siges at være beskrivelser af de åndelige velsignelser, der nu tilfalder Kirken. Forventningen om et fysisk rige er blevet åndeliggjort, taget fra Israel og givet til hedningerne.
Derfor siger jeg jer: Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter. (Matthæus 21:43)
Dette menes selvom Jesus aldrig benægtede, at det fysiske rige ville blive genoprettet til Israel.
Mens de nu var sammen, spurgte de ham: »Herre, er det nu, du vil genoprette Riget for Israel?« Han svarede: »Det er ikke jeres sag at kende tider eller timer, som Faderen har fastsat af egen magt. (ApG 1:6-7).
Denne måde at forklare Skriften på fuldstændig krænker principperne for bibelsk fremstilling, er af ringe betydning for dem. Vi bør fortolke Skriften ud fra tekstens natur. Hvis det er bogstaveligt, bør vi fortolke det bogstaveligt, men hvis det er åndeligt eller billedligt, så bør vi reagere i overensstemmelse hermed. For eksempel sagde Jesus: “Jeg er døren!”, betyder det, at han faktisk er en dør? Selvfølgelig ikke! Konteksten er klart figurativ og skal fortolkes som sådan.
Vi er derfor ikke forpligtet til nogen enkelt form for bibelsk fremstilling – bogstavelig eller billedlig – men snarere til konteksten. Dette vil bestemme vores udstillingsstil, og derfor opretholder vi Skriftens integritet og dens autoritet.
Det væsentlige i erstatningsteologi
Erstatningsteologi hviler hovedsageligt på tanken om, at hele eller dele af Abrahams pagt er blevet afskaffet, for det er denne pagt, der lover Israel evigt ejerskab over Kana’ans land.
Jeg opretter min pagt med dig og dine efterkommere i slægt efter slægt, en evig pagt: Jeg vil være din og dine efterkommeres Gud. Det land, hvor du nu bor som fremmed, hele Kana’an, vil jeg give dig og dine efterkommere til evig ejendom, og jeg vil være deres Gud.« (1 Mos 17:7-8).
Når først dette “løfte” er fjernet, betyder Israels nuværende genoprettelse intet, og dets eneste håb er i Kirken. Det skal her gøres klart, at vi tror, at kun i Kristus Jesus kan der være frelse for både jøder og hedninger.
For jeg skammer mig ikke ved evangeliet; det er Guds kraft til frelse for enhver, som tror, både for jøde, først, og for græker. For i det åbenbares Guds retfærdighed af tro til tro – som der står skrevet: »Den retfærdige skal leve af tro.« (Romerne 1:16-17).
Men vi tror ikke, at Guds løfte i Abrahams pagt, der testamenterer Kana’ans land til Israel, er blevet fjernet, og derfor er Israels moderne genoprettelse til Kana’ans land virkelig opfyldelsen af dette løfte og udgør en milepæl på dets ‘vej hjem’ til dets Messias.
Jeg vil hente jer fra folkene og samle jer fra alle landene og bringe jer til jeres eget land. Jeg vil stænke rent vand på jer, så I bliver rene. Jeg renser jer for al jeres urenhed og for alle jeres møgguder; jeg giver jer et nyt hjerte og en ny ånd i jeres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra jeres krop og giver jer et hjerte af kød. Jeg giver jer min ånd i jeres indre, så I følger mine love og omhyggeligt holder mine bud. I skal bo i det land, jeg gav jeres fædre; I skal være mit folk, og jeg vil være jeres Gud. (Ezekiel 36:24-28).
To synspunkter
Erstatningsteologien er opdelt i to holdninger til Abrahams pagt:
(1) Abolitionisterne
Denne lejr ser pagten med Abraham som fuldstændig afskaffet. Men de har alvorlige vanskeligheder, fordi Paulus skriver til galaterne, at Jesus døde for at bringe velsignelserne i Abrahams pagt til vores liv, og hvis vi tilhører Jesus, er vi Abrahams børn ifølge løftet.
Kristus har løskøbt os fra lovens forbandelse ved selv at blive en forbandelse for vor skyld – der står jo skrevet: »Forbandet er enhver, der hænger på et træ« – for at velsignelsen til Abraham kunne nå ud til hedningerne i Kristus Jesus, og vi ved troen kunne få Ånden, der var lovet os… og hører I Kristus til, er I også Abrahams afkom, arvinger i kraft af Guds løfte. (Galaterne 3: 13-14, 29).
Hvis pagten er blevet afskaffet, så er det, Paulus siger, forkert! Desuden siger forfatteren til Hebræerbrevet, at vi kan stole på, at Gud er trofast mod den nye pagt, fordi han altid har været trofast mod Abrahams pagt.
For da Gud gav Abraham sit løfte, svor han ved sig selv, fordi han ikke havde nogen større at sværge ved, og sagde: »Sandelig, jeg vil velsigne dig og gøre dine efterkommere talrige.« Så ventede Abraham tålmodigt og fik, hvad Gud havde lovet ham. Mennesker sværger jo ved en, der er større end de selv, og eden gør en ende på alle indvendinger og stadfæster dermed sagen. Da Gud med al tydelighed ville vise arvingerne til hans løfte, hvor urokkelig hans vilje er, så indestod han for det med sin ed; dermed skulle vi i disse to urokkelige kendsgerninger, som udelukker, at Gud lyver, have en sikker trøst, vi som har taget vor tilflugt til at gribe det håb, som ligger foran os. Det håb er som et anker for sjælen; det er urokkeligt og sikkert og rækker ind bag forhænget, hvor Jesus gik ind som en forløber for os, idet han blev ypperstepræst for evigt på Melkisedeks vis. (Hebræerne 6:13-20).
Dette udgør et alvorligt problem for abolitionisterne, for hvis Abrahams pagt er blevet afskaffet, så er Gud en løgner og er faktisk ikke trofast, i modsætning til hvad Hebræerbrevets forfatter siger om Gud.
Mange abolitionister har indset dette problem og er derfor gået over til at blive…
(2) Rekonstruktionisterne
Dette standpunkt siger, at Abrahams pagt ganske vist ikke er blevet afskaffet, men den er blevet rekonstrueret. Det vil sige, at den del, der lover land til Israel, nu betyder åndelige løfter og ikke bogstavelige. Problemet med denne teori er:
(a) Det er en forudsætning, som Skriften intetsteds bekræfter. At alle nationer ville blive velsignet i Kristus var faktisk hensigten med Abrahams pagt helt fra begyndelsen, men dette fjerner ikke fra det jødiske folk en national tilstedeværelse i Det Hellige Land.
Den rekonstruktionistiske opfattelse lægger vægt på, at Paulus’ lære i Galaterbrevet om, at Guds løfte i Abraham ikke gives til hans “afkom”, flertal, det vil sige Israels folk, men til hans “afkom” ental, hvilket betyder Jesus. Galaterne 3:15-18 siger:
Brødre, jeg bruger et eksempel fra menneskelivet: Ingen kan ophæve eller føje noget til et testamente, når det først er retsgyldigt, selv om det kun er et menneskes. Men hvad Abraham angår, blev løfterne givet til ham og til hans afkom. Det hedder ikke: »og til dine afkom« i flertal, men i ental: »og til dit afkom«, og det er Kristus. Hvad jeg mener, er dette: Et testamente, som Gud allerede har gjort retsgyldigt, kan loven, som kom 430 år senere, ikke gøre ugyldigt, så at den dermed skulle sætte løftet ud af kraft. Hvis arven fås på grund af loven, fås den ikke mere på grund af løftet. Men det var ved et løfte, Gud gav Abraham arven.
Derfor konkluderer de, at siden “afkommet” (Kristus) er kommet, er løftet om Abrahams “afkom” som i flertal – hvilket betyder folket – blevet fjernet! De har mistet jorden!
Sandheden er, at Paulus også bruger udtrykket “Abrahams afkom” i flertal flere gange i Det Nye Testamente. (for eksempel Romerne 9:6-7). Med andre ord er begge fortolkninger af udtrykket “afkom” sande! Abrahams afkom er ental og flertal. Den velsignelse, Gud lovede i Abraham, er kun i Kristus Jesus, fordi Han døde for hele verden, men formidlingen eller midlerne, hvormed dette velsignede “afkom” kommer til verden, er gennem “afkom” flertal – Israels folk. Den ene sandhed modsiger ikke den anden. Begge sandheder er faktisk indbyrdes afhængige.
Jeg ville ønske, at jeg selv var forbandet og skilt fra Kristus, hvis det kunne hjælpe mine brødre og landsmænd. De er jo israelitter, de har førstefødselsretten og herligheden og pagterne og loven og tempeltjenesten og løfterne; de har fædrene, og fra dem er Kristus kommet som menneske – han, som er over alt og alle, Gud, være lovet til evig tid! (Romerne 9:3-5)
Det forklarer også hvorfor der bruges omfattende plads til gengive Jesu jødiske slægtstavle i Matthæus- og Lukasevangelierne (Matthæus 1: 1-17; Luk 3:23-38).
Bibelen siger intetsteds, at Guds løfter i Abraham om Israels evige besiddelse af Kana’ans land er fjernet. Faktisk bekræfter det overalt det modsatte! Det vil sige, at den dag kommer, hvor Israel vil blive genoprettet i landet og i sin Messias (Ezekiel 36:24-32). Dette afsnit fra Ezekiel lærer det stik modsatte af erstatningsteologi, idet Israels oprør og synd ikke har ført til tab af jord, men til dom og irettesættelse, men i sidste ende vil Gud for sit navns skyld genoprette Israel til sit gamle land og til sig selv! Han gør dette på trods af hendes historie med oprør og synd. Sandheden er, at erstatningsteologi afspejler menneskets hjerte og ikke Guds!
(b) Skrifterne tilbageviser den rekonstruktionistiske tanke. Jesus kom for at bekræfte løfterne til fædrene, ikke for at rekonstruere dem.
Tag derfor imod hinanden, ligesom Kristus har taget imod jer til Guds ære. Hvad jeg siger, er, at Kristus er blevet tjener for de omskårne for at vise, at Gud har talt sandt, og for at stadfæste løfterne til fædrene, men hedningerne skal lovprise Gud for hans barmhjertighed – som der står skrevet: Derfor vil jeg prise dig blandt folkene, jeg vil lovsynge dit navn. Igen hedder det: Glæd jer, I folkeslag, sammen med hans folk! (Romerne 15:7-9).
Stadfæste betyder stadfæste! Han fjerner intet, men bestyrker ethvert løfte, som Gud gav fædrene, hvilket betyder patriarkerne (ApG 3:22-26). Peter bekræfter, at der må være en tid med “genoprettelsen af alt”, før Messias vender tilbage. Denne “genoprettelse af alt” tales om af alle profeterne – hvilket betyder en endelig genkomst til Kana’ans land og omvendelse, der fører til frelse i Messias’ forsoning (Amos 9:11-15; Jeremias’ Bog 36:26-28).
Formålet med Israels genkomst
Israel har altid været Guds redskab til verdensforløsning (Romerne 9:1-5). På en måde er hun Guds mikrofon, det middel, hvormed han taler til en tabt verden. Desuden har hun født alle Guds pagter ind i verden og er nu vendt tilbage til sit gamle hjemland ved løftet om Abrahams pagt for at føde historiens sidste store pagt, Davids pagt. Heri ligger det ultimative formål med hendes nutidige restaurering. Jesus vil vende tilbage til Zion som “Davids rod og afkom” (Åbenbaringen 22:1-6; Salmernes Bog 2:1-12; Salme 72:5-11).
Ikke underligt, at konflikten om Zion er så stor. ICEJs arbejde i samarbejde med dig, er at fjerne anstødsstenene fra Zion og forbereder hende derved på hendes store og mest velsignede konges ankomst (Esajas 62:10).
Erstatningsteologien forpurrer i denne sammenhæng for Guds hensigt ved at afskære Kirken fra dette sidste store forløsende initiativ i historien. Vi afviser det og står fuldt ud på Guds løfter om Israel og Kirken.
Uddrag fra
pastor Malcolm Hedding,
ICEJ’s tidligere administrerende direktør
