I en tid præget af misinformation og stærke billeder i medierne, er spørgsmålet om hungersnød i Gaza blevet et globalt anklagepunkt mod Israel. Men hvad er fakta? Til et ICEJ-webinar satte David Parsons fokus på netop dette spørgsmål i en samtale med den danske mellemøstkorrespondent Jotam Confino, der i to år har rapporteret fra Israel og Gaza for medier som BBC, The Daily Telegraph, USA Today og danske B.T.
Billederne, der gik verden rundt
Debatten blev fornyet, da billeder af et stærkt afmagret palæstinensisk barn prydede forsiden af New York Times. Mange antog straks, at barnet var sultet som følge af Israels militæroperation. Senere viste det sig dog, at barnet led af medfødte lidelser, og at Israel faktisk havde hjulpet med at få barnet overført til behandling i Italien. Men på det tidspunkt var narrativet allerede cementeret i global presse.
Propaganda, nødhjælp og gidsler
Samtidig udgav Hamas videoer af stærkt afmagrede israelske gidsler – tydelige ofre for sult som en form for psykisk krigsførelse. Disse billeder har, ifølge Confino, haft en dobbelt funktion: at lægge pres på Israel og samtidig skabe sympati for Hamas som “det mindste onde”. Videoerne afslørede dog også en opsigtsvækkende kynisme fra Hamas, der udnytter både egne og israelske civile for propagandaformål.
Hvad sker der med nødhjælpen?
Ifølge Confino er nødhjælpssituationen kompleks. Israel har siden oktober 2023 tilladt næsten to millioner ton nødhjælp ind i Gaza – især fødevarer som pasta, linser, mel og sukker. Men 88 % af de lastbiler, som FN og andre NGO’er har distribueret inde i Gaza siden maj, er blevet plyndret, ofte af væbnede grupper eller sultne civile. Hamas har desuden i flere tilfælde overtaget nødhjælpen og brugt den til at belønne egne folk eller sælge den på det sorte marked.
En alternativ distributionskanal, Gaza Humanitarian Foundation (GHF), har leveret over 100 millioner måltider siden maj – men er under konstant sabotage fra Hamas, der truer palæstinensere, som modtager deres hjælp. Ifølge Confino er mindst 12 GHF-ansatte blevet henrettet af Hamas, og organisationens nødhjælpsarbejde foregår under voldsomt pres.
FN’s dilemma og politisk bias
FN og flere store humanitære aktører har undladt at samarbejde med GHF, fordi de ikke vil “ses som en del af konflikten” – hvilket i praksis betyder, at de ikke vil beskyttes af israelske styrker. Ifølge Confino har FN afvist tilbud om eskorter og sikkerhed, og nogle ansatte har ligefrem benægtet, at Hamas stjæler nødhjælp – til trods for at det er dokumenteret, både af FN selv og tidligere gidsler.
“FN er ikke blot en observatør i denne konflikt,” siger Confino. “De har valgt side – og det er ikke den palæstinensiske civilbefolkning, men snarere Hamas, de beskytter.”
Kontrol over maden er kontrol over folket
Ifølge Confino har Hamas en strategisk interesse i, at dele af befolkningen sulter. “Mad er valuta i Gaza,” forklarer han. “Ved at kontrollere fødevareforsyningen sikrer Hamas sig lojalitet, rekruttering og fortsat kontrol.” Samtidig ved gruppen, at billeder af sultne børn kan fremkalde international sympati – og endda føre til anerkendelse af en palæstinensisk stat. “De bruger befolkningens lidelse som et politisk våben.”
Hvem bærer ansvaret?
“Det er for letkøbt at sige, at Israel sulter Gaza,” fastslår Confino. “Ja, Israel har lavet fejl – eksempelvis da de i en periode blokerede nødhjælp i et forsøg på at presse Hamas til våbenhvile. Men hovedproblemet er ikke adgang til nødhjælp. Det er distributionen inde i Gaza, hvor Hamas og væbnede grupper kaprer, sortbørssælger eller tilbageholder nødhjælpen.”
Han tilføjer, at Egypten nægter at åbne en humanitær korridor i Sinai, hvilket gør det umuligt for civile at flygte fra kampene. “Det er første gang i moderne historie, at en civilbefolkning nægtes adgang til sikkerhed under en krig – og verden har været tavs.”
En tragedie med mange ansvarlige
Der er lommer af sult i Gaza, og mange uskyldige lider – især børn. Men ifølge Confino er det forkert at reducere konflikten til et simpelt gerningsmand-offer-narrativ. “Når FN ignorerer Hamas’ forbrydelser, når vestlige lande anerkender en palæstinensisk stat midt under krigen, og når nødhjælp bruges som våben – så er det ikke bare Israel, men hele verdenssamfundet, der svigter.”
