I takt med at Israel år for år konsoliderer sin eksistens som nation, efter dets genstart i 1948, dukker et spørgsmål hyppigere og hyppigere op – særligt i vestlige akademiske og politiske miljøer:
Er Israel i virkeligheden et vestligt kolonialt implantat?
For mange er det gået fra et spørgsmål til en udsagn, og det lyder overbevisende i en tid præget af postkolonial tænkning. Men holder det historisk set?
Hvad er kolonialisme – og passer det på Israel?
Kolonialisme indebærer typisk tre ting:
- En moderstat, der sender bosættere ud
- Et ønske om økonomisk eller politisk kontrol
- En proces, hvor en lokal befolkning fortrænges eller underlægges
Det afgørende spørgsmål er derfor: Hvem var Israels moderstat? Der var ingen.
De jøder, der vendte tilbage til landet fra slutningen af 1800-tallet og frem, kom ikke som repræsentanter for en imperial magt. De kom som flygtninge, ofte fra pogromer, antisemitisme og senere Holocaust. Det gør situationen fundamentalt anderledes end klassiske koloniprojekter som eksempelvis Storbritanniens Indien, Frankrigs Algeriet eller Hollands Indonesien.
Et folk, der vender tilbage – ikke et folk, der udvider sig
Kernen i zionismen er ikke ekspansion, men tilbagevenden. Det jødiske folk har haft en kontinuerlig tilknytning til landet i tusinder af år – historisk, religiøst og kulturelt. Det betyder ikke, at historien er enkel og fejlfri. Men det betyder, at sammenligningen med europæisk kolonialisme bliver problematisk. Man kan ikke uden videre sammenligne spanieres ankomst til Amerika med jøders tilbagevenden til deres historiske hjemland, hvilket har været brugt som argument.
Migration, ikke erobring
En stor del af den tidlige jødiske tilstedeværelse blev etableret gennem lovlige og ordinære jordopkøb, opbygning af landbrug og bysamfund, samt i ønske om sameksistens og økonomisk udvikling. Det ændrer ikke ved, at der opstod konflikter, men det ændrer ved rammen for at forstå dem. Dette fandt sted længe før 1948.
Konflikten i området er ikke en klassisk kolonial konflikt, men en konflikt mellem to befolkninger med hver deres nationale krav.
En stat født af nødvendighed
Israels oprettelse i 1948 skete ikke som et imperialt projekt, men i kølvandet på Holocaust, opløsningen af det britiske mandatområde og en international beslutning om deling af landet. Det var altså ikke en kolonial udvidelse – det var en statsdannelse under eksistentielt pres for den jødiske befolkning.
Hvorfor fortællingen om kolonialisme alligevel vinder frem
At kalde Israel et kolonialt projekt har en stærk appel i nutidens vestlige diskurs, fordi:
Den passer ind i en bredere fortælling om undertrykker vs. undertrykt
Den giver en enkel moralsk ramme
Den kræver ikke dyb historisk forståelse
Men enkelhed er ikke det samme som sandhed.
En mere præcis beskrivelse af Israel er:
- En national bevægelse for selvbestemmelse
- Et folk, der vender tilbage til et historisk hjemland
- En stat formet af både historisk ret, international politik og konflikt
Nogle forskere beskriver netop zionismen som en national frigørelsesbevægelse, ikke et kolonialt projekt.
At reducere Israel til et “vestligt kolonialt implantat” er ikke blot en forenkling, men en forvrængning. Det overser det jødiske folks historiske tilknytning, fraværet af en kolonial moderstat og den eksistentielle baggrund for statens oprettelse. Og måske vigtigst: Det gør det sværere at forstå den virkelige konflikt – og dermed bliver det også sværere at finde løsninger.
