Israels kritikere og fjender omtaler ofte zionismen som “bosætterkolonialisme.” Denne anklage blev forstærket, efter at Hamas brød en eksisterende våbenhvileaftale, invaderede det sydlige Israel og brutalt myrdede mere end 1.200 mennesker den 7. oktober 2023, hvilket affødte Israels krigserklæring. I stedet for at støtte Israels ret til at forsvare sig selv, brød pro-palæstinensiske protester ud over hele verden i løbet af få dage med skilte, der brugte sætninger som “Zionisme er bosætterkolonialisme” til at beskrive staten Israel. I sig selv er dette ikke noget nyt, men omfanget og den massive ensidige retorik er bekymrende.
Selvom Israels tidligste zionistiske bosættere (dem, der immigrerede til Israel i den første og anden bølge af Aliyah fra Europa i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet) omtalte sig selv som kolonister, var det i bred forstand forstået som ønsket at reetablere bosættelser i et område deres forfædre tidligere beboede. Kvalificerer det sig som “bosætterkolonialisme”? Og er det, hvad zionisme handler om?
Hvad er bosætterkolonialisme?
Lad os først definere kolonialisme. Kolonialisme er processen, hvor et land tager hel eller delvis militær og politisk kontrol over et mere sårbart land eller territorium ved at udnytte dets folk og naturressourcer. Kolonisatorerne, ofte med magt, forsøger at pålægge deres religion, sprog, kulturelle og politiske praksis på den oprindelige befolkning. Med kolonialismen fremmer “moderlandet”, som kolonisterne kommer fra, sine økonomiske, kulturelle eller religiøse interesser ved at implantere deres eget folk på fremmed jord.
Bosætterkolonialisme er en type kolonialisme, der er kendetegnet ved udskiftning, fordrivelse og eliminering af en oprindelig befolkning til fordel for tilflyttere, der etablerer egen samfundsorden i landet for at besætte det og etablere permanent herredømme over det.
Bosætterkolonisering og zionisme
De, der siger, at zionisme er bosætterkolonialisme, fremhæver jødisk indvandring og bosættelse i Israel som et forsøg på at skubbe arabiske indbyggere ud af landet for at skabe en eksklusiv etnostat. Men zionismen – troen på, at det jødiske folk har ret til selvbestemmelse i det land, hvor de er hjemmehørende – passer ikke til den sande definition af bosætterkolonialisme af flere grunde:
- Jødiske bosættere har aldrig været en forlængelse af noget “moderland”. Snarere opfyldte de tidlige bosættere definitionen af flygtninge, der flygtede fra forfølgelse. De, der kalder Israel en bosætterkolonialistisk nation, omdefinerer hermed reelle “flygtninge” til at være “undertrykker” og ignorerer samtidig den lange historie med det jødiske folks forbindelse til deres forfædres land – såvel som den fortsatte eksistens af et jødisk samfund, hvis forfædre aldrig forlod Israel. De første jødiske immigranter, der kom til Israel i slutningen af 1800-tallet, forlod Rusland for at opbygge et nyt samfund baseret på deres gamle jødiske rødder i landet Israel, ikke for at repræsentere russiske interesser eller overherredømme.
- Tidlige jødiske bosættere købte jord på lovlig vis i det daværende osmanniske Palæstina fra jordejere, som ikke selv var bosiddende i Israel, hvoraf mange var arabere. Disse tidlige bosættere i 1800-tallet forsøgte ikke at fordrive arabere, der boede i landet. Snarere troede jødiske bosættere, at arabere, hvoraf mange kæmpede for at overleve, ville drage fordel af den rigdom og det fremskridt, jøder bragte med sig, idet nye jobmuligheder til arabere blev skabt.
- Tidlige jødiske bosættere kom ikke ind i et land, som de ikke havde nogen historisk forbindelse til. De forsøgte at genbebo et landområde og genoplive den kultur, religion og det sprog, der havde hersket næsten tre årtusinder tidligere.
- Arabere er ikke urbefolkningen i Israel; det jødiske folk er. Deres fortsatte tilstedeværelse i deres forjættede land går 4.000 år tilbage til Abrahams tid, bekræftet af arkæologiske beviser, samt bibelsk og anden kildemateriale.
- En stor del af den jødiske befolkning i Israel i dag er ikke engang fra Europa, men Mellemøsten, udvist fra arabiske lande ved staten Israels fødsel i 1948.
—
At karakterisere zionisme som et “bosætterkolonialt” foretagende er baseret på ukorrekte oplysninger og et fordrejet syn på historien. Det er en politiseret usandhed, der ikke beskriver Israels reelle oprindelse eller nuværende befolkning.
Mediernes og den akademiske verdens forsøg på at indramme zionisme som bosætterkolonialisme afslører en ophøjelse af politisk aktivisme over kritisk tænkning. Resultatet bliver en smædekampagne, der er opsat på at underminere Israels legitime eksistensberettigelse ved at betvivle dets grundlæggelse og afkoble det fra ligeværdighed blandt alle andre nationer.
