I år fejrer mange kirker rundt om i verden 1700 året for det skelsættende koncil i Nikæa i 325 e.Kr. Ifølge kirkehistorikeren Philip Schaff var Nikæa – næst efter det apostolske rå...
Af Dr. Jürgen Bühler, ICEJ præsident
I år fejrer mange kirker rundt om i verden 1700 året for det skelsættende koncil i Nikæa i 325 e.Kr. Ifølge kirkehistorikeren Philip Schaff var Nikæa – næst efter det apostolske råd i Jerusalem i Apostlenes Gerninger, kapitel 15 – »det vigtigste og mest berømte af alle kristenhedens konciler.« (1) Nikæa koncilet var kun det andet globale råd siden de oprindelige apostles dage. I Apostlenes Gerninger 15 læser vi om det allerførste kirkeråd, der diskuterede, hvordan man skulle håndtere det nye fænomen, hvor ikke-jøder tilsluttede sig en overvejende jødisk kirke. Ved denne samling i Jerusalem havde de første apostle åbnet døren på vid gab for ikke-jødiske troende til at slutte sig til Kirken. Nikæa påvirkede Kirken på en lignende kraftfuld måde. Men i modsætning til koncilet i Jerusalem begyndte Kirkens døre i Nikæa at blive lukket for det jødiske folk. Navlestrengen blev klippet over mellem Kirken og Israel. Selv om Israel var nationen og folket, der havde født Kirken, blev døren derved åbnet for voksende anti-jødiske tendenser blandt ikke-jødiske kristne i de følgende århundreder.
For at gøre det klart, var denne udvikling hverken planlagt eller tilsigtet, da rådet først blev indkaldt. Men det, der fik Nikæa til at ende med et meget anderledes resultat end begyndelsen, var ikke inspireret af åndelige ledere som i Apostlenes Gerninger 15, men af den romerske kejser selv.
Kejser Konstantin, der regerede fra 306 til 337 e.Kr., var en ny konvertit til kristendommen.
Dette bragte en enorm følelse af lettelse for den tidlige kirke, der netop havde gennemlevet en af de værste bølger af forfølgelse få år tidligere under kejser Diocletian. Konstantin lettede ikke blot Kirkens frygt, men besluttede at gøre sin nyfundne tro til den mest officielle religion i Romerriget.
Men Konstantin fandt hurtigt ud af, at de kristne ikke var en forenet, harmonisk gruppe af mennesker. Der var mange fraktioner og forskelligrettede teologiske synspunkter over hele imperiet. En af de største udfordringer var den store mangfoldighed af syn på personen Jesus Kristus. Var han helt guddommelig eller blot et menneske?
En af de største udfordrere til Kristi guddommelige natur var Arius, en præst fra Alexandria. Han lærte, at Kristus var et skabt væsen, ikke var fuldt ud guddommeligt og ikke delte den samme substans som Gud. Mens han blev ekskommunikeret fra kirken, spredte hans lære sig gennem mange kirker, hovedsageligt i øst, og forårsagede betydelig splittelse, der senere blev omtalt som den arianske kontrovers. Også andre vigtige spørgsmål opstod, som fx om frafaldne, der havde kompromitteret deres tro i en tid med forfølgelse, skulle bydes velkommen tilbage i Kirken.
En sag, der imidlertid foruroligede Konstantin, var manglen på en fælles helligdagskalender for Kirken. (2) Indtil da eksisterede der mange forskellige traditioner om, hvornår Kristi død og opstandelse skulle fejres, og for at sikre, at kristendommen ville tjene hele imperiet, ønskede han at etablere en fælles kalender. Indtil da fejrede de fleste kirker stadig påske i forbindelse med den jødiske påskefest. Mange kirker fejrede det den første søndag efter den 14. dag i den hebraiske måned Nisan, i overensstemmelse med den bibelske fest for førstegrøden under Pesach (3 Mosebog 23:11). Andre fikserede det på selve den 14. nisan, og de blev kendt som Quartodecimans (latin for 14). Atter andre insisterede på, at enhver søndag i Nisan kunne godtages. Så var der dem, der adskilte påsken helt fra den bibelske kalender og placerede den første søndag efter forårsjævndøgn. For en ny statsreligion fandt Konstantin dette alt for forvirrende.
For at løse disse spørgsmål indkaldte Konstantin til et globalt råd i Nikæa (i dag kendt som Iznik, syd for Istanbul, Tyrkiet), hvor han ønskede disse sager afgjort én gang for alle. Efter måneders overvejelser blev Jesu guddommelige natur bekræftet i det, der blev kendt som den nikæiske trosbekendelse. Denne doktrinære udtalelse om den treenige Guddom tjener stadig som den centrale trosbekendelse for de fleste kirker rundt om i verden i dag, og således blev den en vigtig samlende kilde for den kristne tro i løbet af de sidste 1700 år. Dette vigtige resultat af Nikæa bør ikke undervurderes! Desuden blev de troende, der gemte sig for forfølgelse, budt velkommen tilbage i Kirken. Endelig kæmpede Nikæas Råd også med manglen på en fælles kirkekalender.
Alt dette var selvfølgelig ikke en hurtig og nem proces. Det tog tæt på 300 biskopper fra den 20. maj til den 24. august at afgøre disse spørgsmål, og de sidste uger var tilbage til at bestemme en aftalt dato for påsken. Denne dato blev endelig bestemt ud fra principperne om, at påsken altid skulle være på en søndag, den skulle ikke fejres to gange på et år, den skulle følge forårsjævndøgn, og den skulle aldrig fejres på samme tid som den jødiske påskefest. (3) Da koncilet var overstået, blev de afsluttende breve sendt fra kejseren selv til kirker rundt om i verden. Men hans opsummering afslørede, at det største problem for Konstantin muligvis ikke bare var at nå en fast dato for påsken, men det faktum, at kristne var afhængige af jødisk input for at fejre den vigtigste kristne højtid.
Konstantin skrev til kirkerne: “Det blev erklæret for særlig uværdigt for denne, den helligste af alle højtider, at følge jødernes skik [beregning], de, som havde tilsmudset deres hænder med de mest frygtelige forbrydelser, og hvis sind var forblindet.” I samme brev kaldte han det en pligt for Kirken “at adskille os fra jødernes afskyelige selskab” og “ikke at have noget til fælles med vor Herres mordere”. (4) Mens trosbekendelsen og de tyve kanoner, der udsprang fra Nikæa, var fri for anti-jødisk retorik, indeholdt de officielle breve fra kejser Konstantin en kritisk og nedladende holdning til jøderne. Nikæa blev derefter guldfoden for fremtidige konciler og bestemte tonen for de kommende århundreder. Blot et par årtier efter Nikæa langede en af de mest ærede kirkefædre, Chrysostomos af Alexandria, ud efter jøderne ved at sammenligne dem med dyr “der er egnede til slagtning” og tilføjede, at ved at dræbe Jesus har de “ingen chance for forsoning, undskyldning eller forsvar.” (5)
Dette er endnu mere forbløffende, når vi tænker på, at apostlen Paulus ikke kunne have været mere klar i sin lære om Israels unikke, varige kaldelse, hvem »barnekårene, herligheden, pagterne, lovgivningen, tjenesten for Gud og løfterne vedrører; af hvem fædrene er, og fra hvem Kristus efter kødet kom, som er over alle, den evigt højlovede Gud.” (Romerne 9:4-5) Paulus anerkendte, at selvom de fleste jøder havde undladt at acceptere Yeshua som deres Messias, forbliver de ikke desto mindre “elsket for fædrenes skyld” (Romerne 11:28). Paulus så deres afvisning af Jesus som kun en midlertidig tilstand, som de hebraiske profeter forudsagde (for eksempel Esajas 6). Men han troede også, at tiden til sidst ville komme, hvor “hele Israel vil blive frelst” (Romerne 11:26).
Han formanede således ikke-jødiske troende til ikke at være arrogante over for jøderne (Romerne 11:18) og til at overveje deres egen oprindelse, da de var “uden forbindelse med Kristus, udelukkede fra borgerret i Israel og fremmede for forjættelsens pagter, uden håb og uden Gud i verden” (Ef 2:12). Men nu er de af nåde blevet bragt nær og har del i Guds løfter til Israel.
Dette var ikke kun teologi; det havde meget praktiske konsekvenser for Kirken. Til menigheden i Korinth skrev Paulus, at der hver uge skulle sættes noget til side som et offer til de hellige i Jerusalem (se 1 Kor 16:1-4; også 2 Kor 9:5). Uanset hvor Paulus kom, sørgede han for at nye menigheder blev instrueret i at støtte de jødiske troende i Jerusalem. Grunden til det var ligetil: “For hvis hedningerne er kommet for at få del i deres (jødernes) åndelige velsignelser, bør de også tjene dem i materielle velsignelser.” (Romerne 15:27) Paulus advarede også ikke-jødiske troende i kirken i Rom mod at blive arrogante over for jøderne (Romerne 11:20), mens Johannes’ tredje brev indikerer, at jødiske troende ikke længere blev budt velkommen i visse kirker.
Indtil koncilet i Nikæa i 325 e.Kr. var kirkerne splittede mht. påskefejring, og søndag blev aldrig betragtet som en hellig dag. Mens de fleste kirker stadig stolede på Anden Mosebog med hensyn til, hvordan påsken skulle fejres, var enhver forbindelse til den bibelske beretning om påsken efter Nikæa forbudt. For sit imperium krævede Konstantin en forenet kristen kalender, som ikke havde noget at gøre med jødisk tradition, mens han totalt ignorerede de mange paralleller fra Jesu Kristi sidste dage til den bibelske påskefest, og at Paulus omtalte Jesus som vores påskelam (1. Korintherbrev 5:7). Alt dette blev ignoreret.
På samme måde blev der indført en ny ugentlig helligdag – søndag. Indtil da blev søndag slet ikke fejret som en hellig dag, bortset fra nogle kristne, der holdt en tid med bønner og skriftlæsninger søndag morgen, før de gik på arbejde, idet de huskede, at Herren opstod på den første dag i ugen. Men Konstantins mål var at adskille Kirken fuldstændigt fra alle jødiske skikke. Så for at forhindre kristne i at overholde sabbaten, opfandt han den nye helligdag, søndag. En række kristne havde svært ved at blive enige. Men den efterfølgende synode i Laodikea afgjorde sagen. Kristne, der stadig holdt den jødiske sabbat, blev betragtet som “judaister”.
Endvidere blev Paulus’ spørgsmål, “hvilken fordel har jøden” ikke længere besvaret “meget på alle måder”, men med en modsat afvisningsånd. I stedet for at jøderne blev “elsket for fædrenes skyld” (Romerne 11:28), var de nu “Kristi mordere”. I forskellige rådsprotokoller omfattede listen over de fordømte “kættere, hedninger og jøder”. (6) Efter Nikæa bad biskopperne jødiske konvertitter om at opgive deres jødiske navne og adoptere kristne. (7) I Paulus’ verden var det hedninger, der var uden Gud og uden håb (Efeserne 2:12), men nu gjaldt dette for jøderne – en doktrin, der gik imod Det Nye Testamentes tankegang.
Alt dette førte til strenge love, som forbød enhver positiv kontakt med jøder. Nikæa og efterfølgende kirkeråd lærte at kristne ikke skulle have noget at gøre med jøder. Ledere, der besøgte og bad i synagoger, skulle fjernes fra embedet, og almindelige kristne, der gjorde det, skulle “afsættes”. (8) Synoden i Trullo forbød enhver deltagelse i deres fester, og de kristne måtte heller ikke tage deres usyrede brød i påsken. Du kunne ikke engang tillade en jødisk læge at behandle din sygdom, bestemte en synode. At fejre jødiske fester og holde sabbaten var ifølge biskopperne som at “håne Kristus”. (9)
KIRKENS HISTORIE Denne helt nye tilgang til foragt for jøderne skabte ikke kun en kløft mellem Kirken og det jødiske folk, men den satte også Kirken på en vej, der til sidst førte til grusomhederne i korstogene, hvor drab på jøder blev anset for at behage Gud. Det banede senere vejen for de mange inkvisitioner, fordrivelser, pogromer og til sidst Holocaust, hvor Hitler kunne citere den tyske reformator Luther for at retfærdiggøre sit had til jøderne.
Det der var så tragisk ved Nikæa er, at det kun var det andet universelle koncil i Kirken. Mens den jødisk ledede kirke i Apostlenes Gerninger 15 gik ud over deres traditioner ved at byde hedningetroende velkommen og favne ikke-jøder, afviste den ikkejødiske kirke efter Nikæa skamløst jøderne fra alt kirkeliv og begyndte at give næring til kristen antisemitisme i de kommende generationer.
I dag, 1700 år efter Nikæa, føler vi et behov for at invitere troende fra hele verden til at slutte sig til os i bøn og faste for denne tragiske historie. For det første ønsker vi at takke Gud for alle de gode resultater og velsignelser, der kom ud af Nikæa, og som beskyttede Kirken mod mange alvorlige fejltagelser. Nikæa fødte en inspireret, forenende trosbekendelse, der stadig er en stor velsignelse den dag i dag.
Men vi vil også bede om din tilslutning i de 100 dage fra den 18. maj til den 24. august (omtrent årsdagen for Nikæas koncil) til bøn og faste angående den uheldige skade på jødiskkristne relationer, der udsprang fra Nikæa. Selvfølgelig ville du ikke blive bedt om at faste hele tiden, men blot om at vælge bestemte dage og tidspunkter, hvor du kan faste og bede om disse ting.
Vi planlægger også at afsætte en dag hver uge på ICEJ’s daglige globale bønnesamling online til at bede ind i de forskellige resultater af Nikæa-koncilet – både positive og negative. Må denne bønneindsats bringe vækkelse i vores kirker, såvel som omvendelse, erindring, forsoning og genoprettelse.
Ligesom Daniel ønsker vi at omvende os fra vore fædres synder. Vi ønsker at bede om tilgivelse for at Kirken har svigtet og syndet mod de selvsamme mennesker, der gav os Messias og Guds Ord.
Hver uge vil vi bruge tid på at lære mere om Nikæa, for at forstå og huske den tid, hvor meget gik godt, men også galt med hensyn til det jødiske folk.
Vi beder om, at Gud vil fortsætte med at virke forsoning mellem kristne og jøder, som det er sket gennem de sidste 100 år, og øget kristen støtte til Israels tilbagevenden.
Vi beder om, at vor Gud, ifølge Malakias 4:6, vil vende fædrenes hjerter (det jødiske folk) til børnene (den hedenske kirke) og børnenes hjerter (den hedenske kirke) til fædrene (det jødiske folk).
Artiklen blev bragt i Et Ord fra Jerusalem, Nr. 3 · Juni 2025.
