Israel er i krig! Efter terrorangrebet den 7. oktober befinder Israel sig i en af de mest udfordrende situationer siden grundlæggelsen i 1948. Nationen har i øjeblikket sin stående...
Israel er i krig! Efter terrorangrebet den 7. oktober befinder Israel sig i en af de mest udfordrende situationer siden grundlæggelsen i 1948. Nationen har i øjeblikket sin stående hær med avanceret militært udstyr plus en rekordindkaldelse på over 300.000 reserver, alle indsat på tre kampfronter – Gaza i syd, Judæa/Samaria (Vestbredden) i midten og den libanesiske grænse i nord.
Men vi må forstå, at denne kamp er af åndelig karakter og skal klares som sådan, især af Kirken. Apostlen Paulus sagde: »for os står kampen ikke mod kød og blod, men mod… ondskabens åndemagter i himmelrummet.« (Efeserne 6:12). Det samme gælder i dag.
Den 7. oktober var verden vidne til den værste manifestation af antisemitisme siden Holocaust. Angrebet kom fuldstændig bag på Israel. Men endnu mere chokerende var meldingerne fra de snesevis af belejrede israelske bysamfund omkring Gaza. Langt de fleste ofre var ikke IDF-soldater, der ellers kæmpede tappert den dag. Hovedmålene var snarere kvinder, børn og ældre, som brutalt blev myrdet, lemlæstet, voldtaget, tortureret og brændt levende i deres hjem eller taget som gidsler i Gaza. For at fjerne enhver tvivl optog terroristerne selv deres grusomheder på kameraer og efterlod en skræmmende dokumentation af deres modbydelige grusomheder.
Deres totale grusomhed burde ikke være kommet som en overraskelse, eftersom Hamas’ politiske og åndelige ledere i de seneste årtier har opfordret til udslettelse af enhver jøde på jorden. Og Hamas’ charter citerer udtrykkeligt hadith (traditionen) om, at “dommedag” ikke vil komme, før muslimer dræber jøder i et omfang, at klipperne og træerne råber: “O muslimer, der er en jøde bag mig, kom og dræb ham!” Hamas insisterer på, at denne kamp må befri hver eneste tomme af Palæstina fra jødisk styre.
Der er et ældgammelt had – endda en dæmonisk ånd – på spil, som bærer disse forhåbninger. Det manifesterede sig gentagne gange hos efterkommerne af Amalek, og til sidst bredte sig til mange andre folk. Denne onde Amaleks ånd viste sig igen den 7. oktober. Rabbinsk litteratur præsenterer Amalek som det jødiske folks ærkefjende. I dag kalder vi det voldelig antisemitisme. Amalek og Esaus had Amaleks ånd er Israels ældste fjende. Amalekitterne var de første til at angribe Israel, da de forlod Egypten til det forjættede land (2 Mos 17:8ff). Amalek var barnebarn af Esau (1 Mos 36:12), som ifølge rabbinerne arvede sin bedstefar Esaus misundelse og had til sin tvillingebror Jakob.
Dette gamle had er rodfæstet i bestemte begivenheder i deres liv. For det første, da deres mor Rebekka stadig var gravid med tvillingesønner, modtog hun Guds ord om, at »den ældste vil tjene den yngre«. Denne guddommelige udvælgelse refererer Paulus til i Romerbrevet 9:10-13, og jalousien slog rod i Esaus hjerte. For det andet beskriver Bibelen Esau som en ‘blasfemisk’ eller ugudelig mand, der foragtede sin førstefødselsret og solgte den til sin yngre bror Jakob for en skål røde linser (1 Mos 25:29ff; Hebræerne 12:16-17). For det tredje bedrog Jakob sin far Isak til også at modtage den førstefødtes velsignelse (1 Mos 27). Alle disse begivenheder skabte tilsammen en rod af bitterhed i Esau, som gjorde ham klar til at dræbe sin bror Jakob (1 Mos 27:41).
Flere år senere fik dette had i Esau til at mobilisere 400 bevæbnede mænd til at byde sin bror ‘velkommen’, da han vendte tilbage til det forjættede land. Jakob kendte dybden af sin tvillingebrors had og var meget bekymret for sine hustruer og børn (1 Mos 32:11). Så natten før Esaus hær ankom, kæmpede Jakob med Gud og blev til “Israel”. Som svar på hans bøn rørte Gud Esaus hjerte, og brødrene blev forsonet.
Alligevel bevarede Esaus barnebarn Amalek denne jalousi og blev Israels ærkefjende ned gennem historien (4 Mos 14:25; Dommerne 3:13, 6:3, 10:12; Salme 83:7). Amalek dukkede ofte op på kritiske tidspunkter i Israels historie, hvilket lærer os vigtige principper i dag. Karakteren af dette morderiske had til jøder er jalousi over Israels kaldelse og udvælgelse til verdens genløsning, og jalousi over Israels arveret til landet og velsignelsen overleveret fra Abraham til Isak og Jakob og hans tolv sønner. Amalek i Refidim Amalek optræder første gang som nation i 2 Mosebog 17:8: “Amalekitterne kom og gik til angreb på israelitterne i Refidim.” I denne velkendte beretning instruerede Moses Josva om at samle hæren, mens han sammen med Aron og Hur gik op på en bakke for at bede. Og disse bønner blev den afgørende faktor i kampens udfald. “Når nu Moses løftede hånden, fik israelitterne overtaget; men når han lod hånden synke, fik amalekitterne overtaget.” (2 Mosebog 17:11) Amalek og David Lige før David blev konge af Israel, læser vi om amalekitterne, der brændte hans lejr i Ziklag og bortførte hans hustruer (1 Samuel 30:1-2). Men David ”hentede nyt mod hos Herren” og spurgte, om han skulle angribe. Gud beordrede ham til at forfølge og indhente fjenden og redde gidslerne. Utroligt nok fandt alt dette sted nær Kibbutz Be’eri og Kfar Aza, hvor de værste grusomheder i den nylige Hamas-massakre fandt sted. Så det er vores bøn også i denne nuværende situation – at Israel må forfølge, overhale og redde! Amalekitten Haman (Ester 3-7) Sidste sted Amalek optræder i Bibelen kan findes i historien om Ester. Haman, jødernes ærkefjende, var en agit; det vil sige, at han kom fra huset Agag, den amalekitiske kongefamilie (1 Samuel 15; 4 Mos 24:7). Hans plan var den mest ondskabsfulde af alle tidligere angreb, idet Haman planlagde etnisk udrensning af alle jøder i Persien mænd, kvinder og børn (Ester 3:8-9).
For at Ester kunne forelægge denne sag for kongen, havde hun brug for åndelig støtte, ligesom Moses gjorde med Aron og Hur. Hun kaldte hele Israel til en tredages faste (Ester 4:16).
Efter denne handling ændrede tingene sig hurtigt i en fuldstændig kovending. Jøderne fik lov til at forsvare sig i to dage, og deres fjender omkom. Utroligt nok blev Haman hængt på den galge, han havde bygget til jøderne. Åndelige principper i kampen mod Amalek Disse historier indeholder flere fælles temaer, der instruerer os i, hvordan vi skal bede strategisk i disse dage. 1) Amalekåndens natur: Den alvorlige dom fra himlen dig undervejs, da I var draget ud af Egypten. De kom imod dig på vejen, da du var udmattet og træt, og uden at frygte Gud huggede de bagtroppen ned, alle dem, der var sakket bagud.” (5 Mosebog 25:17-18) Amaleks fjendskab var mere end en simpel tvist, det var ond, blodtørstig rivalisering. Hans hovedmål var de svage og trætte i Israels lejr. Det var primært rettet mod civile – ligesom nutidens dystre spøgelse af Hamas’ terrorisme. Derfor var Jakob bange for sine koner og børn. Og Amalek kidnappede kvinderne og børnene på Davids tid. På Esters tid blev hele Israel angrebet – både mænd, kvinder, børn og ældre. Den samme dæmoniske voldsånd kom til udtryk i Hamas’ brutale nedslagtning af uskyldige israelske civile. Israelske retsmedicinere har konkluderet, at 80% af de Hamas-ofre, der hidtil er identificeret, er blevet voldtaget eller tortureret. Over 240 er fortsat gidsler. Derudover adskiller Amalek sig fra andre historiske fjender som Egypten eller Babylon i sit erklærede formål om at udslette det jødiske folk. “De siger: Lad os udslette dem som folk, så Israels navn ikke nævnes mere.” skyldtes den type konflikt, som Amalek førte. Ved slutningen af sit liv mindede Moses Israel om: “Husk, hvad amalekitterne gjorde imod (Salme 83:5) 2) Slagets natur: Alle disse kamphistorier, der involverer Amalek, har én ting til fælles – de blev vundet gennem bøn og faste. For eksempel, efter Israels sejr ved Refidim, giver historien i 2 Mosebog flere vigtige udsagn, som følges op:
“Herren sagde til Moses: ’Skriv dette i bogen til erindring, og indprent Josva, at jeg vil udslette mindet om amalekitterne under himlen.’ Moses byggede et alter og kaldte det: ’Herren er mit banner.’ Han sagde: ’Hånd på Herrens banner [Trone]! Herren fører krig mod Amalek slægt efter slægt!’” (2 Mosebog 17:14-16) a) Vi ser, at bøn bevæger himlen. Moses kom med en ret forbløffende udtalelse efter dette slag. Yad al Kiseh Adonai – “Hånden på Herrens trone!” erklærede han. Moses forstod, at når han bad, rørte han ved himlens trone. Hans bøn bevægede det himmelske rige og frigav himmelske hære til kamp på Israels vegne. b) I hver generation vil en Amalek rejse sig mod det jødiske folk. Det var en stor udfordring tilbage i bibelsk tid og gennem historien indtil i dag, med sin seneste manifestation bevidnet i det vestlige Negev. c) Amaleks endelige skæbne er allerede beseglet. Gud vil udslette deres minde under himlen (4 Mos 24:20). Det betyder, at når vi anvender Moses’ strategi, kan vi forvente sejr!
Vejen til at overvinde denne militante, voldelige ånd af had, der nu manifesterer sig over hele verden, er gennem målrettet, militant bøn og faste, som varer ved, indtil gennembruddet kommer. Enden er beseglet, og Gud vil få det sidste ord! I dag er det Kirkens hænder, der skal løftes op. Vi må være som Moses og Aron og Hur og støtte hinanden i bøn. Israel har desperat brug for denne bønnedækning, og det er for “sådan en tid som denne”, at vi er kaldet. 3) Amalek, korsvejens fjende Amaleks ånd manifesterede sig hovedsageligt ved vigtige korsveje i Israels historie. Da Esau planlagde sit angreb med 400 mand, var Jakob ved at krydse floden Jabbok tilbage til det forjættede land. Jakob var på vej ind i sin arv og skæbne, da Esau angreb. Ved denne korsvej blev Jakob til “Israel” – den, der så Gud ansigt til ansigt (1 Mos 32,30ff).
Da Amalek angreb Israel ved Refidim, var de ved deres allersidste stop før Sinaibjerget og det mest transformerende øjeblik i Det Gamle Testamentes historie. Gud kom ned i ild, indgik en pagt med Israel og gav dem De ti Bud.
Davids udfordring med Amalek kunne have ført til hans stening af sit eget folk, og manden efter Guds eget hjerte ville have gået glip af sit skæbnekald. Men David hentede nyt mod i Herren, vandt slaget og blev to kapitler senere Israels konge.
Endelig, hvis Haman havde sejret, ville to af Israels store helte også være omkommet. Både Nehemias (som genopbyggede Jerusalem) og Ezra (som bragte betydelige åndelige reformer) var stadig teenagere i Persien og ville være blevet dræbt.
Selv i moderne tid ser vi lige efter fødslen af den globale zionistiske bevægelse fremkomsten af den værste manifestation af Amalek-ånden i hjertet af det oplyste Europa. Adolf Hitler og den stærkt forførende nazistiske ånd greb flertallet af det tyske folk, og Nazityskland slagtede seks millioner jøder, netop da de var i færd med at etablere den moderne stat Israel. Anvendelse i dag Hamas’ seneste grusomheder bør få os til at tænke. Kan det tænkes, at Israel står ved en ny korsvej? Er vi på vej ind i en tid med åndelig vækkelse i Israel, hvor de gamle profetier om Gud, der udøser sin Ånd over Israel, vil blive opfyldt? Måske er vi nær løftet i Zakarias 12:10-14, hvor Gud vil udøse nådens og bønnens ånd, og de vil se på ham, som de gennemborede. Måske vil tiderne i Ezekiel 36:24-38 komme, hvor Gud lover at stænke rent vand på Israel og bytte hjerter af sten med hjerter af kød.
Dette er et kritisk tidspunkt, ikke kun for Israel, men også for Kirken. Det er ikke længere nok blot at bekende vores kærlighed til Israel, det er tid til handling. Der er et presserende behov for fælles bøn og faste. Deltag i vore forskellige bønneinitiativer og overvej i bøn at afholde en tredages Esterfaste for Israel i denne akutte stund.
Jeg ved, at som Moses, Aron og Hur så gennembruddet, og som Esther så en fuldstændig kovending i situationen, så stoler vi på et stort gennembrud for Israel både for dets militær og soldater, men også for nationens åndelige tilstand. Vær venlig at slutte dig til os i denne kamp.
Artiklen blev bragt i Et Ord fra Jerusalem, Nr. 6 · December 2023.
