Barmhjertighed sejrer over dommen

Af Dr. Mojmir Kallus

De vigtigste bibelske festivaler opdeler året i årstider. Påsken og Shavuoth (pinsen) er forårsfester i begyndelsen af landbrugssæsonen, mens Sukkot (løvhyttefesten) markerer efterårshøsten. Mellem dem kommer den lange, varme israelske sommer med blå himmel og ingen regn. For de gamle landbrugssamfund var sommeren en tid med arbejde i markerne. Der er ingen større helligdage i sommermånederne Tammuz, Av og Elul. Alligevel bærer hver måned et åndeligt budskab.

Et tema giver genlyd i sommermånederne: sorg over tragedierne i jødisk historie, især ødelæggelsen af templet. Det starter i med fasten i den fjerde måned – den 17. i Tammuz – som mindes den dag, hvor Jerusalems mure blev brudt. » kong Sidkijas ellevte regeringsår. På den niende dag i den fjerde måned … blev byens mur gennembrudt.” (Jeremias 52:5-7). Seks hundrede år senere, på omtrent samme tid, blev Jerusalems mure brudt af romerne i 69 e.Kr. I begge tilfælde blev templet ødelagt.

Den 17. i Tammuz markerer begyndelsen på en periode kendt som “de tre uger”. Dette er en årlig sørgeperiode, hvor jøder sørger over ødelæggelsen af templet og overvejer årsagen til deres eksil. Det er en tid med omvendelse og selvransagelse, som afsluttes med fasten den 9. i Av (Tisha B’Av på hebraisk), da begge templer blev sat i brand (423 f.Kr. og 69 e.Kr.). Talrige andre tragedier fandt også sted i jødisk historie i denne periode, så traditionen siger, at glæde i løbet af disse tre uger bør mindskes. På Tisha B’Av læses klagesange i synagogerne, og det jødiske folk reflekterer over årsagerne til disse tragedier.

I modsætning hertil er umiddelbart efter Tisha B’Av og fortsætter i syv uger ind i Eluls måned en periode kaldet “syv ugers trøst” eller Menachem Av (“trøstende far”). Menachem på hebraisk er en variant af ordet nachamu, som forekommer i Esajas 40: 1 – nachamu ami eller “trøst mit folk”. Interessant nok er der i jødisk tradition en stærk forbindelse mellem Tisha B’Av og denne passage fra Esajas. Sabbatten efter den 9. i Av kaldes Shabbat Nachamu og som en Haftara (foreskrevet læsning fra profeterne) læses denne del af Esajas 40. Gud er deres Fader, og han trøster sit udvalgte folk. Barmhjertighed sejrer over dommen – det er det centrale budskab.

Dette er af særlig betydning for ICEJ, da vores grundlæggende mandat fra 1980 var og forbliver “nachamu, nachamu ami (“Trøst mit folk, trøst det!”). Det er godt at vide, at i rabbinsk tradition er dette vers tæt forbundet med Tisha B’Av og ideen om, at Gud trøster sit folk efter en stor tragedie. Faktisk har jødiske vismænd sagt, at ødelæggelsen og eksilet går hånd i hånd med befrielse. Ja, “trøsten” i Esajas 40:1 varsler den kommende Messias.

Det viser sig, at trøst Israel ikke blot er en humanitær mission, det er dybt åndeligt og profetisk.

Vi ser også denne forbindelse i den græske oversættelse af Esajas 40:1 i Septuaginta, som er parakaleite ton laon mou. Her har ordet for “trøst” samme rod som det græske ord “Parakletos” eller “Talsmanden”, Det Nye Testamentes betegnelse for Helligånden.

Det følger heraf, at en sådan trøstende handling er guddommelig aktivitet, inspireret af Helligånden. Parakletos giver trøst, og er ikke kun en praktisk indsats. Når Gud befaler os at “trøste mit folk” i Esajas 40, betyder det, at Gud har givet ikke-jødiske troende en trøstende tjeneste virket af Helligånden. Og sandelig, vi kan ikke trøste Israel uden Hans Ånd.

Så det ultimative budskab i denne sommerperiode, hvor vi husker alle Israels tragedier, er, at barmhjertighed sejrer over dommen. Vi lever i en tid, hvor Gud trøster sit folk igen. Og inspireret af Helligånden kan vi som hedningetroende “tale til Jerusalems hjerte, råb til hende, at hendes hoveri er til ende, at hendes skyld er betalt; for af Herrens hånd har hun fået dobbelt straf for alle sine synder.” (Esajas 40:2)

Artiklen blev bragt i Et Ord fra Jerusalem, Nr. 4 · August 2023.