Den største overraskelse på valgaftenen var den rekordhøje valgdeltagelse blandt Israels arabiske vælgere. Det gav de arabiske partier udsigt til 17-18 mandater – det højeste antal nogensinde! Dette var i høj grad en protest mod den anti-arabiske retorik og handlinger fra den yderligtgående højrefløjsminister Itamar Ben Gvir, og det faktum, at han i sit tilsyn med det nationale politi har gjort lidt for at dæmpe den udbredte internt-arabiske kriminalitet, der plager deres samfund.

Den høje arabiske valgdeltagelse havde to konsekvenser. For det første reducerede den antallet af Knesset-pladser til de jødiske “zionistiske” partier til kun 102, hvilket gjorde det endnu sværere for Netanyahu eller Eisenkot at nå 61. For det andet øgede det antallet af stemmer, som de mindre partier havde brug for for at nå minimumsgrænsen på 3,25 % for at komme ind i Knesset. Dette slog sandsynligvis Ofer Winters People of Israel-parti og reservisterne/økonomerne ud af løbet, hvilket også skadede både Netanyahu og Eisenkot.

Så på valgaftenen så det ud til, at pro-Bibi-blokken havde lidt et brat fald fra nuværende 64 pladser til muligvis kun 50, selvom Eisenkot var snævert foran, men stadig kort fra en klar sejr.

Men som så ofte har været tilfældet, trodsede Netanyahu igen de etablerede meningsmålinger, og onsdag morgen gik den faktiske optælling af stemmerne langt mere til hans fordel. Onsdag eftermiddag, hvor 86 procent af stemmerne var talt op, stod hans blok til 53 mandater, mens Eisenkots blok var faldet til 48. Samtidig stod de arabiske partier nu til hele 19 mandater – et hidtil uset resultat. Det ser ud til, at Likud og de ultraortodokse partier har formået at mobilisere flere vælgere i deres traditionelle højborge. Samtidig er stemmerne fra flere større arabiske byer, herunder Rahat, Sakhnin og Kfar Qasim, først nu begyndt at komme ind.

Men med 14 procent af stemmerne endnu ikke optalt er der fortsat mulighed for betydelige forskydninger i flere retninger. Det endelige resultat ventes først at foreligge fredag morgen. Størstedelen af de endnu ikke optalte stemmer er særlige stemmesedler, de såkaldte »dobbeltkuverter«, som i den forløbne uge er blevet afgivet af diplomater, soldater, reservister, personer med handicap og andre, der ikke har mulighed for at stemme på deres normale valgsted. Der er anslået 650.000 af disse stemmesedler, som ikke er optalt, svarende til op til 15 Knesset-pladser, og de går typisk til jødiske eller “zionistiske” partier. Størstedelen af disse er stemmer fra militærpersonel, og da der er meget få arabere og ultraortodokse i hæren, vil vi sandsynligvis se disse partier miste nogle få pladser til blokkene ledet af Likud eller Yashar. Det kan endda bringe reservistpartiet tilbage i spil, hvilket kan hjælpe med at flytte antallet tilbage til fordel for Eisenkot.

Under alle omstændigheder er der en vis poetisk retfærdighed i, at det bliver de israelske soldater og reservister, som har kæmpet ved frontlinjerne gennem de seneste tre års krig siden den 7. oktober, der får det sidste ord i spørgsmålet om, hvem der kommer bedst ud af kampen om at danne den næste regering.

Når man ser på det samlede valgresultat, står det klart, at USA’s præsident Donald Trumps nylige støtteerklæring til Netanyahu som en vigtig samarbejdspartner i bestræbelserne på at »gøre arbejdet færdigt« i forhold til Iran har været med til at vende udviklingen til fordel for den siddende premierminister og givet ham et snævert forspring. Bibi har ikke vundet valget direkte, men han sidder i øjeblikket med de bedste kort på hånden, når præsident Isaac Herzog skal udpege den første, der får mandat til at forsøge at danne en koalitionsregering – en proces, som Netanyahu kender særdeles godt.

Interessant nok kræver Trump angiveligt nu noget til gengæld. Han presser Netanyahu til at danne en bred, midtsøgende national samlingsregering, som især skal holde den yderligtgående højrefløjspolitiker Ben Gvir udenfor. Tilsyneladende er Washington meget utilfreds med de gentagne tilfælde af ‘bosættervold’ fra radikale elementer i Ben Gvirs støttebase, mens saudierne signalerer, at hans tilstedeværelse i den næste regering vil være en total hindring for normaliseringen af forholdet til Israel.

Det kan meget vel betyde, at vejen frem peger mod en bred regering omkring den politiske midte, bestående af Netanyahu (Likud), Eisenkot (Yashar), Naftali Bennett og Yair Lapid (B’Yahad), Avigdor Lieberman (Yisrael Beiteinu) samt andre mulige »zionistiske« samarbejdspartnere. I betragtning af de alvorlige trusler og udfordringer, som nationen står overfor, ville det ikke være noget dårligt resultat af dette valg. Men det vil kræve, at alle de relevante partiledere indgår vanskelige kompromiser om nogle af valgkampens centrale spørgsmål. Det gælder blandt andet oprettelsen af en statslig undersøgelseskommission, der skal undersøge svigtene den 7. oktober, samt indførelsen af en generel værnepligt for alle israelere.

Konklusionen er, at der endnu vil gå en dag eller to, før støvet har lagt sig efter gårsdagens valg. Men det politiske drama fortsætter, når forhandlingerne om en kommende koalitionsregering for alvor begynder.