Den seneste diplomatiske kampagne i det internationale samfund for at anerkende en palæstinensisk stat uden Israels samtykke er fyldt med alvorlige fejl og farer. Først og fremmest...
Den seneste diplomatiske kampagne i det internationale samfund for at anerkende en palæstinensisk stat uden Israels samtykke er fyldt med alvorlige fejl og farer. Først og fremmest markerer den et skarpt brud med den hidtidige internationale konsensus om, at konflikten mellem Israel og palæstinenserne bedst løses gennem direkte forhandlinger mellem parterne selv. Kampagnen er derudover fejlbehæftet af flere afgørende årsager:
1) Det ville være en grotesk belønning for de Hamas-grusomheder, som fandt sted den 7. oktober.
2)️ Palæstinenserne opfylder ikke de internationale juridiske kriterier for statsdannelse, da de ikke har én samlet myndighed, som reelt udøver kontrol over de områder, de gør krav på.
3)️ Kampagnen afslører uvidenhed om den nuværende magtdeling i det palæstinensiske samfund, hvor den Palæstinensiske Myndighed fører lovkrig mod Israels legitimitet, mens Hamas fører væbnet terror.
Under den to år lange krig mod Hamas har Israel stået over for gentagne anklager om “folkedrab”, fremsat af FN-embedsmænd, politikere og organisationer verden over.
Et af de mest bemærkelsesværdige eksempler var en resolution fra International Association of Genocide Scholars, som viste sig at være en skjult kampagne drevet af en lille gruppe antisemitiske medlemmer, der misbrugte akademisk troværdighed til politisk hetz.
Denne lemfældige brug af folkedrabsanklager underminerer selve beskyttelsen mod folkedrab i international ret og afslører samtidig de skjulte motiver hos dem, der søger at dæmonisere Israel. For det jødiske folk bærer sådanne beskyldninger en smertefuld dobbelt betydning: de forvansker mindet om Holocaust og vender virkeligheden på hovedet ved at fremstille ofrene som gerningsmænd.
Anklagerne falder imidlertid fra hinanden, når de vurderes ud fra faktiske kriterier:
1) Ifølge Folkedrabskonventionen af 1948 forudsætter “folkedrab” en bevidst hensigt om at udslette et nationalt, etnisk, racemæssigt eller religiøst folk helt eller delvist. Israel har derimod gjort store bestræbelser på at skåne civile: ved at tillade daglige nødhjælpsleverancer, oprette humanitære korridorer, give evakueringsmuligheder og udsende forhåndsvarsler via flyveblade, sms’er, telefonopkald og sociale medier.
2) Israel har gentagne gange erklæret, at krigen kunne ophøre, hvis 4)️ Israel har både en juridisk og historisk overlegen ret til suverænitet i de omstridte områder.
5) En ensidig anerkendelse ville være i strid med FN’s Sikkerhedsråds resolutioner og Oslo-aftalerne fra 1993, som fastslår, at statusspørgsmål skal løses gennem forhandling.
6)️ Et sådant skridt ville underminere fredsprocessen og destabilisere regionen ved at give palæstinenserne falske forhåbninger om, at de kan opnå stat uden forhandlinger.
7) De europæiske lande, der støtter initiativet, bryder med EU’s tradition for at handle med enstemmighed i udenrigspolitiske spørgsmål.
8) Kampagnen er desuden et fejlagtigt og svagt svar på den bølge af global antisemitisme, som alle nationer i stedet burde bekæmpe med mod og moralsk klarhed.
Hamas frigiver gidslerne, nedlægger våbnene og opgiver kontrollen over Gaza.
3) Det internationale samfund bærer et medansvar for dødstallene, fordi man nægtede at lade civile evakuere fra Gaza – en uhørt situation i moderne krigsførelse.
4) Flere uafhængige analyser har påvist, at Hamas’ egne tabstal er stærkt overdrevne, og at der ikke findes beviser for en systematisk israelsk politik, der sigter mod civile.
I skærende kontrast til dette har Hamas selv udvist og bekendt en klar folkedrabsintention. Gruppens stiftelsesdokument proklamerer åbent målet om at tilintetgøre den jødiske stat ud fra religiøs og ideologisk overbevisning.
De grusomheder, som Hamas begik den 7. oktober – mord, voldtægter, tortur og bortførelser – var et direkte udtryk for denne ideologi.
De gentagne anklager om, at Israel har begået folkedrab, bryder sammen ved enhver objektiv analyse. I virkeligheden er der tale om en moderne form for blodbeskyldning mod den jødiske stat og det jødiske folk. Krigen i Gaza har været hård, kompleks og smertefuld for alle involverede. Men Israels handlinger – fra varslede angreb til humanitær bistand og tilbud om fred i bytte for gidslernes frigivelse – er uforenelige med enhver form for folkedrabsintention. Det står i skarp kontrast til Hamas’ mål, retorik og handlinger, som entydigt sigter mod jødernes udslettelse.
Artiklen blev bragt i Et Ord fra Jerusalem, Nr. 6 · December 2025.
