Der var stor anledning til glæde i Israel, da de sidste 20 overlevende gidsler for nylig vendte hjem fra Gaza blot få timer før Simchat Torah – præcis to år efter Hamas-massakrerne...
Af David Parsons, ICEJ’s Internationale talsmand og Næstformand
Der var stor anledning til glæde i Israel, da de sidste 20 overlevende gidsler for nylig vendte hjem fra Gaza blot få timer før Simchat Torah – præcis to år efter Hamas-massakrerne den 7. oktober 2023, ifølge den hebraiske kalender. Efter et pludseligt gennembrud i våbenhvileforhandlingerne mødtes det israelske kabinet hurtigt for at godkende første fase af den amerikanske præsident Donald Trumps 20-punktsplan for genopbygningen af Gaza. Kort efter fløj Trump selv til Israel for at tale til Knesset og nationen – og erklærede, at Israel havde vundet krigen, netop som de sidste levende fanger vendte hjem den dag.
Midt i euforien har mange israelere dog haft svært ved helt at tro på, at krigen virkelig er forbi. Der ruger en foruroligende fornemmelse af, at sejren ikke er så fuldkommen, som den burde være – især i lyset af de enorme menneskelige omkostninger og landets negative omdømme i udlandet.
Israels fjender har uden tvivl ikke opgivet kampen, og dette er ikke første gang, at en klar israelsk sejr synes at være blevet revet dem af hænde i sidste øjeblik.
Det klassiske eksempel er Yom Kippur-krigen i 1973, hvor den daværende amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger trådte til for at redde den egyptiske ottende armé, efter at Ariel Sharon havde skåret deres tilbagetrækningsrute af, og israelske kampvogne stod blot 101 kilometer fra Kairo. Begrundelsen dengang var, at en for ydmygende sejr – som den i Seksdageskrigen i 1967 – ville presse arabiske ledere til at søge hævn frem for fred. Siden da har amerikanske præsidenter ofte bremset Israel midt i militære sejre, men hver gang synes det at have berøvet Israel den afslutning, de havde fortjent.
Til hans ros nægtede Donald Trump i mange måneder at tvinge Israel til at stoppe offensiven i Gaza. Denne holdning frustrerede andre verdensledere, herunder Frankrigs præsident Emmanuel Macron, som svarede igen ved at lede den fejlslagne internationale kampagne for anerkendelse af en palæstinensisk stat.
Til sidst insisterede Trump dog på at bringe krigen til ophør, og hans team fandt en formel, der kunne gøre det muligt. For Israel indebar planen en øjeblikkelig frigivelse af alle overlevende gidsler, hvilket premierminister Benjamin Netanyahu ikke kunne afslå. Imens lykkedes det Trumps udsendinge, Steve Witkoff og Jared Kushner, at overbevise arabiske og muslimske stater om, at den eneste måde at skåne Gazas civilbefolkning på var at fjerne Hamas fra enhver fremtidig rolle i regionen. Ellers var Hamas klar til at kæmpe “til den sidste gazaner”.
Da aftalen blev underskrevet, stod det dog hurtigt klart, at der stadig var mange ubesvarede spørgsmål. Ifølge fase to af Trumps plan skal Hamas overdrage styringen af Gaza til et midlertidigt, teknokratisk kabinet under opsyn af et internationalt “Peace Board” – en institution, der dog endnu ikke eksisterer.
Sikkerheden i Gaza skal samtidig varetages af en international stabiliseringsstyrke, som stadig kun er i sin spæde begyndelse. Den skal ledes af Egypten og sandsynligvis inkludere tropper fra Aserbajdsjan og Indonesien. Israel har derimod afvist især Tyrkiets forsøg på at deltage, på grund af præsident Recep Tayyip Erdoğans åbenlyse fjendtlighed over for Israel.
Netanyahu fik dog indført nogle vigtige ændringer i planen, herunder et krav om, at Hamas skal afvæbnes. Spørgsmålet er blot, hvem der skal sikre, at et modstræbende Hamas faktisk afleverer alle våben – og hvorfor bevægelsen allerede synes at være vendt tilbage til gaderne i Gaza?
Der er mange alvorlige og praktiske udfordringer i Trumps omfattende, trinopdelte plan for genopbygningen af Gaza, som uden tvivl vil blive fyldt med drejninger, forhindringer og politiske kompromiser.
Det, der dog står klart, er, at Israel står i stor taknemmelighedsgæld til Trump – og at landet i de resterende tre år af hans præsidentperiode i høj grad vil være afhængigt af, at han ikke presser en palæstinensisk stat igennem. I planen nævnes det blot, at omstændighederne “kan” blive modne til at begynde at drøfte statslighed på et senere tidspunkt. Men samtidig står Trump og hans nærmeste Mellemøst-rådgivere over for stærkt pres fra rige og magtfulde arabiske ledere, som ønsker, at han netop bevæger sig i den retning.
Det betyder, at kristne med kærlighed til Israel må fortsætte deres uophørlige støtte og forbøn for nationen – præcis som i de to forgangne års krig. Trump har hidtil vist sig ekstraordinært positivt indstillet over for Israel, og i sin seneste tale til Knesset indledte han med ordene: “Jeg anerkender Abrahams, Isaks og Jakobs Gud,” og afsluttede med en enkel erklæring: “Jeg elsker Israel.” Lad os håbe og bede om, at begge udsagn forbliver dybt forankret i hans hjerte – og i handling.
Artiklen blev bragt i Et Ord fra Jerusalem, Nr. 6 · December 2025.
