Dette års festtema, “Ti fra hver nation”, kommer fra Zakarias’ profetiske visioner. Han havde fået tildelt en vanskelig opgave. Den persiske kejser Kyros var død, og med ham udløb...
Af David R. Parsons, ICEJ senior vice præsident & talsmand
Dette års festtema, “Ti fra hver nation”, kommer fra Zakarias’ profetiske visioner. Han havde fået tildelt en vanskelig opgave. Den persiske kejser Kyros var død, og med ham udløb det kongelige dekret, der tillod jøderne at genopbygge deres tempel i Jerusalem, såvel som hans finansiering. De lokale samaritanere var også imod arbejdet. Endelig havde mange af de gamle hebræere set eller hørt om Salomons tempels herlighed og fastholdt, at dette hus langt fra var så pragtfuldt.
Men de hebræiske profeter havde en anden opfattelse. Haggaj erklærede: “Dette sidste tempels herlighed bliver større end det første.” (Haggaj 2:9) Zakarias forkyndte også: ” Zerubbabels hænder har lagt grunden til dette hus, hans hænder skal også fuldende det… De, der lod hånt om de ringe begyndelsers dag, skal glæde sig.” (Zakarias 4:9-10) Zakarias så dette restaurerede tempel tiltrække ikke kun jødiske pilgrimme, men også mange gudfrygtige ikke-jøder. Ja, han forudså en dag hvor alle nationerne hvert år ville komme op til Jerusalem “for at tilbede kongen, hærskarers Herre, og for at fejre løvhyttefesten”. (Zakarias 14:16) Dette profetiske syn er det, der inspirerede de pionerer, der i 1980 lancerede den første offentlige kristne fejring af løvhyttefesten for ikkejødiske troende, som hurtigt voksede til den største årlige turistbegivenhed i Israel.
Zakarias, kapitel 8, uddyber dette profetiske syn på en markant måde. Passagen gør det først klart, at Gud er “nidkær for Zion … med stor iver” – hvilket betyder byen Jerusalem og templet (Zakarias 8:1). Han sværger at bringe det jødiske folk tilbage for at bo sikkert i byen (v. 7-8). Herren lover også fremgang og velsignelse, for ” sådan har jeg sat mig for at gøre vel mod Jerusalem og Judas hus.” (v. 15) Lige så bemærkelsesværdigt forudså Zakarias at skarer af ikke-jøder også ville drage op til Jerusalem for at tilbede Herren. Folk fra en by ville opfordre med: “Kom, lad os gå hen for at bede Herren om nåde og søge Hærskarers Herre… Så skal mange folkeslag og talrige folk komme for at søge Hærskarers Herre i Jerusalem og bede Herren om nåde. Dette siger Hærskarers Herre: I de dage skal ti mænd fra alverdens folk gribe fat i en judæers kappeflig og sige: Vi vil følges med jer, for vi har genopbygge dem virkede monumental, endsige at gøre dem til noget mere storslået end før. Men Herrens ord forsikrede, at templet virkelig ville blive genopbygget, og det ville have endnu mere herlighed end Salomons tempel. Det spredte jødiske folk ville også blive samlet igen og fuldstændig genopbygge deres nation til et blomstrende og fredeligt kongerige. Desuden ville hedningerne også blive draget som aldrig før til Jerusalem for at tage på valfart sammen med jøderne og for at tilbede Herren ved Israels højtider. hørt, at Gud er med jer. ” (Zakarias 8:20-23) Dette er en ekstraordinær vision, som gik imod de fremherskende omstændigheder på den tid.
Kun en lille jødisk rest var vendt tilbage til en by og et tempel i ruiner, og opgaven med at Dette var sket i mindre omfang i Salomons tempels tid, men Zakarias så det udbrede sig til alle folkeslag, med en retfærdig rest på mindst “ti fra alle nationernes sprog”, der greb fat i jøderne og drog op til Jerusalem for at tilbede og tjene deres Gud.
Dette er et utroligt profetisk syn, ikke kun fra Zakarias’ tids perspektiv, men også fra det bredere frelseshistoriske perspektiv. Sandheden er, at Gud engang havde overladt hedningerne til at tilbede andre guder og bevaret kun Israel som sin egen arv.
Den jødiske opfattelse af en minyan på mindst ti retfærdige mænd, der skulle bede fælles bøn, stammer fra 1. Mosebog 19, hvor Abraham bønfaldt Herren om at skåne Sodoma fra ødelæggelse, selv om han kun kunne finde ti retfærdige mænd dér. Men vi må gå tilbage til 1. Mosebog 11 og Babelstårnet for at begynde at forstå den åndelige rejse og skæbne for de hedenske nationer som helhed.
Det fremgår tydeligt af historien, at Babels bygherrer blev ekstremt stolte og forenede i deres beslutning om at bygge en by og skabe sig et navn. Alligevel har andre folkeslag og generationer været lige så arrogante over for Gud. Hvad var det ved deres beslutning, der gjorde Herren så vred, at han kom ned for at forvirre deres sprog og sprede dem? Det var, fordi de nægtede at følge hans befaling til Noa og hans familie om at »være frugtbare og mangfoldige og fylde jorden.« (1 Mosebog 9:1) Ja, bygmestrene i Babel gik i gang med at bygge en by, “for at vi ikke skal spredes ud over hele jorden”.
(1 Mosebog 11:4) Senere får vi at vide af Moses, at der skete noget endnu mere betydningsfuldt i dette øjeblik. “Da den Højeste fordelte folkene, da han skilte menneskene fra hinanden, fastsatte han folkenes områder efter tallet på gudssønnerne. Herrens del blev hans folk, Jakob blev hans arvelod.” (5 Mosebog 32:8-9) Her siger det originale hebraiske sprog, der er bevaret i Septuaginta, en gammel græsk oversættelse af Det Gamle Testamente, faktisk, at Gud delte nationerne efter bnei Elohim, eller “Gudssønner” – hvilket betyder visse englevæsener, der sidder i det himmelske råd (se f.eks. Job 1:6 og 2:1; Salme 82:1).
Femte Mosebog kapitel 4 kaster yderligere lys over Guds dom i Babel. Her advarede Moses sit folk mod at tilbede falske guder som de hedenske nationer, idet han sagde: “Og løft ikke dit blik mod himlen, så du ser solen, månen og stjernerne, hele himlens hær, og lader dig forlede til at tilbede og dyrke dem. Dem har Herren din Gud fordelt mellem alle folkeslag under himlen; men jer tog Herren og førte ud af jern-smelteovnen, af Egypten, for at I skulle være hans ejendomsfolk, som I er i dag.” (5 Mosebog 4:19-20) Ifølge kendte bibelforskere som Michael Heiser og Gerald McDermott taler disse passager om Babelstårnet, om at Gud faktisk gjorde nationerne arveløse. Hver nation, der opstod fra Noas halvfjerds sønner, blev tildelt en gud eller et englevæsen, der ville blive et åndeligt fyrstedømme eller magt over dem – et unikt aspekt af bibelsk kosmologi, der bekræftes i Det Nye Testamente (se f.eks. Romerne 8:38; Efeserne 6:12; Kolossenserne 1:16). I mellemtiden beholdt Gud Israel som sin egen særlige arv, for “Herrens del blev hans folk, Jakob blev hans arvelod” (5 Mosebog 32:9) De skulle være »en særlig skat for mig frem for alle mennesker.« (2 Mosebog 19:5; Femte Mosebog 7:6; Salme 135:4) Og ærkeenglen Mikael blev udpeget som deres vogter (Daniel 12:1; Judas 1:9).
Ikke længe efter Babel kaldte Gud Israel til eksistens gennem Abrahams kaldelse og gav dem den særlige opgave at bringe frelse til hele verden. Denne kaldelse var indeholdt i det guddommelige løfte om, at »i jer skal alle jordens slægter velsignes.« (1 Mosebog 12:3) Apostlen Paulus beskriver senere dette som den første forkyndelse af evangeliet (Galaterne 3:8).
Hvor forunderlig er dog Guds frelsesplan! Han fornægtede nationerne ved Babel, men besluttede allerede, før verden blev skabt, at han – gennem Israel – ville forløse en retfærdig rest fra alle nationer, tungemål og stammer på jorden (Åbenbaringen 5:9).
Zakarias fremlagde også denne plan, selv i en tid med mange forhindringer og frustrationer for Israel, da han sagde, at Gud en dag ville drage mindst ti mænd til sig – det vil sige en retfærdig rest – fra alle nationernes sprog. Denne rest ville gribe fat i en jøde og tage på pilgrimsrejse til Jerusalem, fordi de ved, at det er her, Gud åbenbarer sit navn, hvor han kan findes i bøn og tilbedelse, og hvor den lovede forløsning fandt sted på korset! Hvor er Guds nåde forbløffende! Som ikke-jøder var vi “fremmede, udelukkede for borgerret i Israel … uden håb og uden Gud i verden. Men nu er I, som engang var langt borte, kommet nær pga. Kristi blod.” (Efeserne 2:12-13) Tag venligst passagen fra Zakarias 8:23 som din profetiske invitation til at komme til Jerusalem til dette års løvhyttefest. Fortæl andre, at de skal slutte sig til dig og drage op til Zion for at søge Herren og bede i denne by. Sørg for, at der er en retfærdig rest af mindst ti kristne pilgrimme, der repræsenterer din nation ved dette års fest.
Artiklen blev bragt i Et Ord fra Jerusalem, Nr. 3 · Juni 2025.
