I næsten tre år nu har Israel ført en krig i selvforsvar mod det radikale iranske regime og dets stedfortrædende terrormilitser rundt omkring i regionen. Denne bitre konflikt ulmer...
Af David R. Parsons, ICEJ senior vice president & talsmand
I næsten tre år nu har Israel ført en krig i selvforsvar mod det radikale iranske regime og dets stedfortrædende terrormilitser rundt omkring i regionen. Denne bitre konflikt ulmer stadig på flere fronter og er fortsat i vid udstrækning uafklaret med hensyn til, hvem der bliver sejrherre, og hvem der bliver besejret.
Den langvarige krig siden 7. oktober har også udløst en alarmerende bølge af antisemitisme verden over. Jødiske samfund har i de seneste måneder været udsat for talrige voldelige angreb, såsom massakren ved Hanukkah på Bondi Beach i Australien samt en række overfald og brandattentater mod jøder, synagoger og Hatzolahambulancer i Storbritannien. Alvorlige angreb på jøder har fundet sted i Tyskland, Grækenland, Italien, Litauen og Spanien. I Nordamerika kørte en libanesisk mand for nylig en lastbil fyldt med fyrværkeri og benzin ind i en stor reformjødisk synagoge i Detroit. Et andet bilangreb var rettet mod Chabads verdenshovedkvarter i New York, mens tre forskellige synagoger i Toronto samt to jødiskejede bagerier andre steder i Canada alle er blevet beskudt.
Samtidig går mange på både venstre- og højrefløjen sammen om at angribe Israel og hævder fejlagtigt, at Netanyahuregeringen trak USA ind i krigen mod Iran, ligesom de giver Israel skylden for de urolige oliemarkeder og den deraf følgende økonomiske uro.
Og som om det ikke var nok, fremsætter mange skødesløst grundløse anklager mod Israel for at begå folkedrab og bevidst sulte børn i Gaza, blandt andre alvorlige forbrydelser. Nogle giver endda på vildt grundlag Israel skylden for mordet på Charlie Kirk og de ulovlige udskejelser på Epstein Island.
Desværre vender også mange kristne sig mod Israel og benægter, at det jødiske folk stadig betyder noget for Gud. Har de ret? Har det jødiske folk mistet sit særlige pagtsforhold til Gud? Eller står deres guddommelige udvælgelse stadig ved magt den dag i dag? Svaret på dette spørgsmål er vigtigere, end de fleste er klar over.
Kristne har flere grunde til at støtte Israel. For det første står vi i åndelig gæld til det jødiske folk på grund af alle de åndelige velsignelser, vi har modtaget gennem dem – først og fremmest vores Bibel og Messias (Romerbrevet 9,4-5; 15,27).
Vi står også i en moralsk gæld til dem, idet vi bør forsøge at hele de sår, som tidligere kristne generationer har påført jøderne. Desuden handler vi ganske enkelt i lydighed mod vores egne Skrifter, når vi skal “velsigne” Abrahams efterkommere (1 Mos 12,3), “bede om fred for Jerusalem” (Sl 122,6), “trøste mit folk” (Es 40,1-2) og “vise dem barmhjertighed” (Rom 11,30-32). Der er imidlertid endnu en grundlæggende årsag til, at kristne bør støtte Israel: Guds vedvarende udvælgelse af det jødiske folk. Dette bibelske begreb indebærer, at Gud som den suveræne har ret til at udvælge, hvem han vil, og at vi må respektere hans ret og suveræne beslutning om at vælge dem, han ønsker, for at gennemføre sine hensigter på jorden. Det er faktisk den vigtigste grund til, at vi bør stå sammen med Israel, og alene dette forpligter os til at udvise forsigtighed, selv når alle andre fordømmer det jødiske folk og den jødiske nation.
Alligevel snubler mange kristne stadig over det bibelske begreb om guddommelig udvælgelse, især når det gælder Israel. De mener, at det er et begreb fra Det Gamle Testamente, mens Det Nye Testamente lærer, at Gud elsker alle folkeslag universelt. De hævder, at der i Kristus ikke findes nogen begunstigede etniske grupper. Ja, Galaterbrevet 3,28 siger: “Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker.” Men det samme vers siger også: “her kommer det ikke an på at være mand og kvinde”, og efter at vi er blevet frelst, har vi stadig grund til at skelne mellem mænd og kvinder. På samme måde skriver apostlen Paulus i Romerbrevet 3,1-2, at der stadig er en “fordel” ved at være jøde. Og i Romerbrevet 11,29 insisterer han på, at Guds kald og udvælgelse af Israel er “uigenkaldelig”.
Vi står her over for et bibelsk paradoks, som forskere kalder “den særlige udvælgelse” (the scandal of particularity). Det er sandt, at Gud elsker alle mennesker, og at “den, der vil, kan komme” (Matt 10,32; Åb 22,17). Men det er lige så sandt, at Gud vælger, hvem han vil, og viser barmhjertighed mod, hvem han vil (2 Mos 33,19; Rom 10,15). Principperne om menneskets frie vilje og Guds guddommelige udvælgelse er begge sande, og begge læres i både Det Gamle og Det Nye Testamente. Ja, Det Nye Testamente bekræfter endda: “Jakob elskede jeg, men Esau hadede jeg.” (Rom 10,13).
På den kristne vandring er kunsten derfor at lære at gå mellem disse to paradoksale sandheder og aldrig holde fast i den ene sandhed på bekostning af den anden. Personligt hælder jeg mere til Guds kald over mit liv. Jesus sagde jo: “I har ikke udvalgt mig, men jeg har udvalgt jer…” (Joh 15,16).
Men jeg lader det aldrig gå så langt, at jeg glemmer, at jeg også selv valgte at følge ham. Det er således et grundlæggende princip i Skriften, at vi må respektere Guds ret til suveræn udvælgelse, og dette gælder i høj grad hans kald og udvælgelse af Israel. Faktisk bliver dette punkt gentagne gange fremhævet allerede i Bibelens første bog.
Første Mosebog er fuld af eksempler på, at Gud vælger én person frem for en anden. Vi ser først, at Gud ud af alle jordens indbyggere alene kaldte Abraham, for igennem ham at “velsigne” eller tilbyde sin frelse til “alle jordens slægter” (1 Mos 12,1- 3; Es 51,2). På grund af Guds kærlighed til hele menneskeheden valgte han Abraham og talte en velsignelse og førstefødselsret over ham, som satte gang i hans plan om frelse for hele verden.
Efter datidens normale skik skulle denne velsignelse og førstefødselsret være gået til Abrahams førstefødte søn. Men Gud valgte at give den til Isak frem for Ismael, den førstefødte. Derefter valgte han Jakob frem for Esau. Dernæst valgte han at give den til Juda, som var den fjerde i rækken efter Ruben, Simeon og Levi. Vi ser også eksemplet med Efraim, som modtog den førstefødtes velsignelse frem for sin ældre bror Manasse (1 Mos 48).
Interessant nok ærer det jødiske folk den dag i dag Manasse for at have accepteret, at hans yngre bror Efraim skulle modtage den større velsignelse, og dermed respekterede Guds udvælgelse. I modsætning hertil accepterede Amalek – en sønnesøn af Esau – aldrig at have mistet familiens velsignelse og førstefødselsret til Jakob, hvilket førte til en vedvarende konflikt mellem deres efterkommere (1 Mos 36,12; 2 Mos 17,16). Den gennemgående lære i Første Mosebog er således, at Gud har ret til at vælge, hvem han vil, for at gennemføre sine hensigter, og vi gør klogt i at respektere hans udvælgelse.
Gud vælger eller udvælger nemlig ikke nogen af favorisering, men med et bestemt formål (2 Tim 1,9), og han ved på forhånd, hvem der bedst kan gennemføre dette formål. Judas brødre Levi og Josef blev også udvalgt, hver til en særlig guddommelig opgave. Gud vælger mennesker både til gode og dårlige formål. Farao blev udvalgt til at vise Guds herlighed gennem sit forhærdede hjerte (Rom 9,17).
At være udvalgt medfører også ansvar og byrder. Jesus lærte os, at verden ville hade os, fordi han havde udvalgt os, og verden havde hadet ham først (Joh 15,18-19). Jeg mener, at det samme gælder Israel – verden hader det jødiske folk ganske enkelt, fordi Gud har udvalgt dem.
Tænk på, at da Gud kaldte Israel ud for at blive en særlig nation for ham, var det ikke, fordi de var klogere, stærkere eller bedre end nogen andre. Faktisk var de slaver i Egypten uden egen vilje. Han valgte dem for at vise sin styrke gennem noget lille og svagt. Gud kaldte dem endda “det mindste af alle folk” (5 Mos 7,6-8). Så vi bør ikke hænge os for meget i dette princip om Guds suveræne ret til at udvælge.
Alligevel spørger nogle kristne, om denne udvælgelse af Israel stadig står ved magt. En nøgle til at løse denne debat findes i Guds valg af David som konge over Israel.
Med nogen modvilje valgte Herren først Saul til at være Israels konge. Han var høj, stærk og smuk – alle de naturlige egenskaber, som mennesker søgte hos en konge. Men han var en mangelfuld karakter, og til sidst sendte Gud profeten Samuel ud for at finde en anden konge. Det førte ham til Isaj, som præsenterede sine første syv sønner. Men Samuel spurgte, om der var flere. Så hentede de den yngste søn David, som passede får ude på marken. Og Samuel salvede hurtigt David som den næste konge.
David forsøgte imidlertid aldrig at vælte Saul og tage tronen, selv da Saul forsøgte at dræbe ham. Han havde muligheden i hulen ved En-Gedi (1 Sam 24) og igen i Zifs ørken (1 Sam 26). Davids egne mænd opfordrede ham til at dræbe Saul, mens han havde chancen. Men hver gang sagde David, at han ikke ville række hånden ud mod “Herrens salvede” (1 Sam 24,7.11; 26,9- 11.16.23). Endnu en gang, i 2 Samuelsbog 21,6, omtalte David Saul som den, “Herren har udvalgt”.
David betragtede Sauls udvælgelse ikke som en politisk, men som en hellig handling. Denne udvælgelse var stadig gyldig, indtil Guds hensigter med Saul var fuldt gennemført. David stolede på Guds timing, når det gjaldt at gøre ham til konge. Han holdt sandsynligvis også igen af respekt for profeten Samuel. Endelig indså han, at det, på trods af Sauls fejl, ville skabe et dårligt præcedens for Israel, hvis han tvang sig til kongemagten.
‘Rør ikke mine salvede, gør ikke
mine profeter
David skrev senere en berømt salme, der fremhæver dette princip vedrørende Israels hellige udvælgelse: “Da de.. drog omkring
fortræd!’
fra folk til folk, fra det ene rige til det andet, da tillod han ingen at undertrykke dem, og for deres skyld revsede han konger: Rør ikke mine salvede! Gør ikke mine profeter noget ondt!” (Sl 105,13-15) I den samme Salme 105 omtalte David også to gange Israels folk som helhed som “hans udvalgte” (vers 6 og 43). Andre steder i de hebraiske skrifter beskrives Israels folk gentagne gange som “udvalgte” eller “valgte” –( בָּחִירbachir) – såvel som “salvede”, idet der anvendes det samme hebraiske ord – ( מָׁשִיחmāšîah), som vi bruger om Messias. Og Paulus siger i Romerbrevet 11,28-29, at denne udvælgelse og dette kald ikke kan tilbagekaldes!
Så er Israel stadig en udvalgt nation? Det afhænger alt sammen af, om Guds formål med Israels udvælgelse allerede er fuldført. Som Paulus udtrykker det, består udvælgelsen, for at Guds hensigt med udvælgelsen “skulle stå fast” (Rom 9,11).
Derfor kan vi med tillid ud fra Skriften svare, at Guds udvælgelse af Israel stadig består den dag i dag, fordi han stadig har hensigter, som han ønsker at gennemføre gennem det jødiske folk alene, efterhånden som de samles tilbage i deres forfædres land. De hebraiske profeter var alle meget tydelige om, at jødernes fysiske tilbagevenden til Israel og Jerusalem i de sidste dage vil føre til deres åndelige tilbagevenden til Gud (se f.eks. Ezek 36,24 ff.). Jesus selv bekræftede også dette i Lukas 21,24 og Matthæus 23,39. Peter forkyndte, at Jesus vil blive i himlen, indtil den genoprettelsesproces, som alle de hebraiske profeter har talt om, er fuldført (ApG 3,21). Og Paulus sagde, at denne indsamling og Israels modtagelse vil betyde “liv af døde” for verden (Rom 11,15). Og gennem denne proces vil Israel føde verden ind i den messianske tidsalder med den retfærdighed og fred, som vi alle har så desperat brug for!
Derfor må vi være forsigtige, når det gælder Israel. David advarede: “Rør ikke mine salvede!” Dette gælder stadig, eftersom deres guddommelige udvælgelse stadig står ved magt. Vi må respektere den suveræne beslutning hos en hellig, alvidende og barmhjertig Gud.
Og hvis vi gør det, vil vi blive beskyttet mod at blive suget ind i strømmen af falske anklager og dæmonisering, som rettes mod Israel. Denne immunitet mod antisemitisme er afgørende for Kirken og for alle folkeslag, for Bibelen gør det også klart, at Gud vil dømme alle nationer ud fra, hvor vidt de har respekteret hans udvælgelse af Israel.
“I de dage og på den tid, når jeg vender Judas og Jerusalems skæbne, samler jeg alle folkeslagene og fører dem ned i Joshafats dal. Dér vil jeg hold rettergang med dem om mit folk og min ejendom, Israel, som de spredte blandt folkene. De delte mit land imellem sig og kastede lod om mit folk. De solgte en dreng for en skøge, og de gav en pige for den vin, de drak.” (Joel 4,1-3) Ved denne løvhyttefest brøler Herren virkelig fra Zion. (Amos 1:2) Og budskabet er en advarsel, som vil ryste nationerne. For han har til hensigt at retfærdiggøre Israel som sin særlige skat, som blev udvalgt for hele verdens skyld.
Artiklen blev bragt i Et Ord fra Jerusalem, Nr. 5 · Oktober 2026.
