Tilbage i 1980 blev pionererne bag vores første kristne fejring af Løvhyttefesten inspireret af det profetiske skriftsted i Zakarias 14:16, som siger, at alle folkeslag en dag skal...
Af David R. Parsons, Icej-vicepræsident & talsmand
Tilbage i 1980 blev pionererne bag vores første kristne fejring af Løvhyttefesten inspireret af det profetiske skriftsted i Zakarias 14:16, som siger, at alle folkeslag en dag skal komme op til Jerusalem for at fejre Sukkot. Den Kristne Ambassade har altid undervist, at Zakarias’ vision til sidst vil blive opfyldt i Messias’ tusindårsrige, hvor hedningernes deltagelse vil være universelt påbudt. Men indtil da kommer vi frivilligt til festen hvert år som forløbere, for at udtrykke vores faste tro på, at den dag snart kommer, hvor Jesus skal regere på Davids trone i Jerusalem.
Alligevel er der allerede nu noget meget profetisk på spil under hver Løvhyttefest. Hvad er dette “NU”-element, vi oplever hvert år?
For det første synes der under festugen altid at være en acceleration i helingen af bruddet mellem jøder og kristne. Vi får en forsmag på glæden i den kommende tidsalder ved denne festlige højtid. Men der sker mere, og dette års tema “Ti fra hver nation” – hentet fra Zakarias 8:23 – indfanger virkelig denne profetiske dynamik, som er til stede ved hver fest. Jeg finder faktisk dette skriftsted at være den mest klare måleenhed i Det Gamle Testamente for “hedningernes fylde”, som Paulus omtaler ”hedningerne fuldtalligt” i Romerbrevet 11,25, og dermed gør det afgørende for Israels åndelige genrejsning og Messias’ genkomst.
HEDNINGERNES FRELSE FORUDSAGT Jeg må indrømme, at jeg tidligere havde en tendens til at springe hurtigt hen over Zakarias 8:23 på grund af de mærkelige fortolkninger, mange gav den, og fordi jeg dengang ikke havde noget solidt svar. For eksempel hævder nogle rabbinere, at det forudsiger massekonverteringer af hedninger til jødedommen eller til de såkaldte Noahidiske bud i de sidste dage.
Men i de senere år har Herren åbnet Zakarias kapitel 8 for vores ledelse i Jerusalem på en ny og spændende måde, og vi ser det nu som et friskt profetisk mandat for vores fejring af Løvhyttefesten.
Som forklaret i tidligere undervisning om emnet i vores blad, er konteksten for Zakarias 8, at byen Jerusalem og Templet var under genopbygning af de tilbagevendte jøder fra Babylon. Men arbejdet på Templet stod stille i 16 år på grund af manglende midler, lokal modstand og klager fra ældre tilbagevendte jøder om, at det nye byggeri var langt ringere end Salomos tempel. Derfor sendte Gud profeterne Haggaj og Zakarias for at opmuntre folket til at begynde arbejdet igen, og Han forsikrede dem om, at den senere herlighed ville overgå den tidligere (Haggaj 2,9; Zakarias 4,9-10; 14,16-17).
Zakarias kapitel 8 er endnu et opmuntrende afsnit om Jerusalems vidunderlige fremtid. Kapitlet begynder med, at Herren udråber: “Jeg brænder af stor nidkærhed for Zion.” (v1) Han lover at bringe sit folk tilbage, så de kan bo trygt i byen (8:7-8). Og Han lover at velsigne dem: “Sådan planlægger jeg … at handle godt mod Jerusalem og Judas hus.” (8:11-15).
Zakarias ser derefter skarer af hedninger drage op til Jerusalem for at søge Herren. Gudfrygtige mennesker fra mange byer og nationer vil sige til hinanden: “ Kom, lad os gå hen for at formilde Herren og søge Hærskarers Herre … Så skal talrige folk og mægtige folkeslag komme for at søge Hærskarers Herre i Jerusalem og formilde Herren… I de dage skal ti mænd fra alverdens folk gribe fat i en judæers kappeflig og sige: Vi vil følges med jer, for vi har hørt, at Gud er hos jer.” (Zakarias 8:21-23).
Tallet ti betegner her en retfærdig rest – som et minyan på ti gudfrygtige jøder, der kræves til fælles bøn. Det trækker linjer tilbage til Abrahams forbøn i 1 Mosebog 18, hvor han beder Gud om at skåne Sodoma for blot ti retfærdiges skyld.
Zakarias forudser altså en retfærdig rest fra alle tungemål og folkeslag, der stiger op til Jerusalem for at bede og tilbede Herren. Ligesom i Zakarias 14 er denne massepilgrimsrejse fra hedningefolkene sandsynligvis knyttet til Løvhyttefesten, hvor nationerne officielt indbydes til at komme for at tilbede Herren sammen med det jødiske folk i Jerusalem.
Dette var en utrolig profeti givet omstændighederne i datiden. Kun en lille rest jøder var vendt tilbage til et ødelagt Jerusalem. Opgaven med at genopbygge byen og Templet syntes overvældende. Men Gud lovede, at flere jøder ville vende tilbage, og at Templet ville blive genopbygget og overgå Salomos tempel – især på grund af de masser af hedningepilgrimme, der ville drage op til Jerusalem.
Zakarias’ syn var endnu mere utroligt på grund af den måde, hvorpå Gud havde forvirret de hedenske nationers sprog ved Babelstårnet, spredt dem ud omkring og overladt dem til tilbedelse af andre guder (1 Mosebog 11:5 Mosebog 4:19-20, 29:26, 32:8-9). Men i Zakarias 8 har vi en af mange forsikringer i De Hebraiske Skrifter om, at Gud ikke ville forlade hedningerne for evigt, men ville sende Messias en dag for at “velsigne” eller forløse en retfærdig rest fra alle nationer, tungemål og stammer på jorden (1 Mosebog 12:3; 5 Mosebog 32:43; Salme 72:7-11; Esajas 11:9-10, 42:1, 49:6; Daniel 7:14; Amos 9:11-15; Zakarias 9:9-10; se også Romerne 15:8-12; Johannes’ Åbenbaring 5:9, 7:9).
Jesus forudså også dette om sig selv og gav derfor sine disciple befalingen om at gå ud og gøre alle folkeslag til hans disciple (Matt 28:18-20). Han tilføjede: “Og dette evangelium om Riget skal prædikes i hele verden til vidnesbyrd for alle folkeslag, og så skal enden komme.” (Matt 24:14) I Apostlenes Gerninger 15 tog den første menighed dette kald til verdensmission til sig ved at åbne døren på vid gab for, at hedninger kunne blive en del af den voksende bevægelse af Jesus-troende. Paulus underviste derefter, at Israels folk i stor udstrækning ville forkaste evangeliet, indtil indhøstningen blandt hedningerne var fuldendt – og han præsenterede dette som en af Bibelens store hemmeligheder:
“For at I ikke skal stole på jeres egen klogskab, vil jeg have, at I skal kende denne hemmelighed: Der hviler forhærdelse over en del af Israel, indtil hedningerne fuldtalligt kommer ind; så skal hele Israel frelses…” (Rom 11:25-26a).
Når jeg tidligere forholdt mig til dette afgørende afsnit i Romerbrevet, fokuserede jeg altid på mysteriet om Israels delvise forhærdelse, og jeg troede, at det både var med en grund og for en tid – nemlig for at give plads til, at evangeliet kunne bære frugt blandt hedningerne.
Men dette mysterium har flere facetter. For eksempel: Hvad mener Paulus egentlig med ’hedningerne fuldtalligt’ eller ’fylde’? Svaret på det spørgsmål er afgørende, for han antyder, at det både har indflydelse på Israels forløsning og på Jesu genkomst.
HEDNINGERNES PILGRIMSREJSE TIL JERUSALEM Nogle siger, at “hedningernes fylde” betegner et tidspunkt. Jesus selv profeterede, at “Jerusalem skal nedtrædes af hedninger, indtil hedningernes tider er til ende.” (Luk 21:24). Der er altså helt klart et tidselement i dette mysterium, og nu hvor Jerusalem igen er på jødiske hænder, er vi uden tvivl tættere end nogensinde på afslutningen af hedningernes tidsalder.
Andre bemærker, at udtr ykket “hedningernes fylde” også optræder på hebraisk i 1 Mosebog 48:19, i forbindelse med Jakobs profetiske velsignelse over Efraim, Josefs anden søn. Efraim skulle i praksis træde i stedet for Dans stamme, som dyrkede afguder og aldrig indtog sit tildelte landområde og til sidst forsvandt fra de tolv stammer, som er nævnt i Skriften. Ud fra denne forståelse ser man de troende hedninger som en del af det genløste Israel i stedet for dem, der blev “skåret af ” på grund af vantro, sådan som Paulus forklarer i Romerbrevet 11.
Men en udbredt opfattelse blandt kristne bibelforskere er, at Romerne 11:25 henviser til en fylde i antal – som om der findes et på forhånd fastsat antal hedninger, der skal frelses.
Endelig ser de fleste karismatiske kristne generelt udtrykket “hedningernes fylde” som på en eller anden måde forbundet med fuldførelsen af missionsbefalingen – når evangeliet endelig har nået alle nationer og folkeslag i verden. I den sammenhæng er der netop nu en målrettet indsats blandt mange globale kirkelige organisationer om at opfylde missionsbefalingen inden den accepterede 2000-års markering af Jesu død og opstandelse i år 2033.
Hver af disse tilgange kan have en vis gyldighed, da mysteriet om “hedningernes fylde” uden tvivl er mangesidet. Alligevel forholder ingen af dem sig egentlig til spørgsmålet om, hvordan denne globale bølge af tro på Jesus blandt hedninger vil påvirke Israel på en måde, der blødgør hjerterne over for deres lovede Messias. Paulus berører netop dette flere gange i Romerne 9–11. Ja, han lærer ligefrem, at hedningernes barmhjertighed mod Israel hjælper dem selv til også at finde barmhjertighed (Rom 11:31).
Derfor vil jeg hævde, at der findes en yderligere dimension af “hedningernes fylde”, som knytter sig direkte til vores festtema.
Vi har allerede fastslået, at Det Gamle Testamente giver rigelig forsikring om, at Gud – gennem Messias – vil frelse en retfærdig rest fra hver nation, stamme og tungemål. Men mange af disse skriftsteder siger også, at disse hedninger ikke blot vil komme til tro, men også vil drage på pilgrimsrejse til Jerusalem – idet de ærer byen som troens vugge og som centrum for Guds fremtidige frelsesplan for hele jorden.
For eksempel forkynder Esajas 2:2-3 og Mika 4:1-2, at i de sidste dage skal Herrens hus’ bjerg stå højt over alle bjerge, “og alle folkene skal strømme dertil. Mange folk skal komme og sige: ‘Kom, lad os gå op til Herrens bjerg, til Jakobs Guds hus; han vil lære os sine veje, og vi vil vandre på hans stier.’”
Esajas 56:6-8 åbenbarer, at Herren vil bringe “de fremmedes sønner” til “mit hellige bjerg og give dem glæde i mit bedehus,” for Jerusalem er bestemt til at være “et bedehus for alle folk.”
Esajas 60:3-11 forudser også en tid, hvor Zion (Jerusalem) skal stå op og stråle: “Hedningerne skal komme til dit lys, og konger til din stråleglans … folkenes rigdom kommer til dig … de bærer guld og røgelse; de forkynder Herrens pris … Jeg tager imod ofrene på mit alter og smykker mit herlige tempel … Dine porte skal altid stå åbne, de lukkes hverken dag eller nat, så folkenes rigdom kan bringes til dig og deres konger blive ført til dig.”
Alle disse vers beskriver hedningepilgrimme, som drages mod Jerusalem, vil strømme til byen, komme til Herrens hus og bringer offergaver til Gud på “ mit hellige sted, og jeg vil ære stedet, hvor mine fødder hviler.” (Es 60,13) Esajas 66:12-18 bekræfter, at Herren i de sidste dage vil ” en flod af velstand og folkenes rigdom i en rivende strøm … Jeg kommer selv for at samle alle folk og sprog, og de skal komme og se min herlighed.” Herren lovede også at sende jødiske udsendinge “ ud til folkene i Tarshish, Pul, Lud, Meshek, Tubal, Javan og de fjerne øer, der ikke har hørt om mig og ikke har set min herlighed. De skal fortælle folkene om min herlighed, og som en offergave til Herren skal de bringe alle jeres brødre fra alle folkene … til mit hellige bjerg, Jerusalem.” (v. 19-20).
Selvfølgelig forudser Zakarias 14,16-17 massepilgrimsrejser af hedninger i de dage, hvor Messias vil regere i Jerusalem over hele jorden. Men intet udelukker, at det også kan ske før hans genkomst. Faktisk bekræfter de hebraiske profeter overalt, at det allerede vil ske på det tidspunkt, hvor Gud bringer jøderne tilbage til Israels land – alt sammen i forventning til Herrens åbenbarelse.
Når man først griber denne profetiske sandhed, begynder man at se den overalt i Skriften. Se for eksempel på Salme 102:13- 22, som forkynder: “ Du vil rejse dig og være barmhjertig mod Zion, for det er tid at vise nåde, ja, tiden er kommet … Folkene skal frygte Herrens navn, alle jordens konger skal frygte din herlighed. For Herren genopbygger Zion, han viser sig i sin herlighed … For Herren ser ned fra sin høje helligdom … Herrens navn skal forkyndes på Zion, hans lovsang lyde i Jerusalem, når folk og riger samles for at dyrke Herren.” Her ser vi igen folkene samles i et genopbygget Jerusalem for at prise Herren – og derved medvirke til at fremkalde hans tilsynekomst!
Profeten Haggaj, som tjente side om side m e d Zakarias for at opmuntre de hjemvendte til at genopbygge Herrens hus, så også Jerusalems herlige skæbne i de sidste dage: “ Jeg vil få alle folkene til at skælve, så de kommer med deres skatte; jeg fylder dette hus med herlighed, siger Hærskarers Herre.” (Haggaj 2:7).
Derfor er jeg overbevist om, at Paulus’ henvisning til “hedningernes fylde” betyder, at utallige hedninger i de sidste dage ikke blot frelses over hele verden, men også vågner op til Guds utrolige frelsesplan i Israels fysiske og åndelige genrejsning – og vil drage på pilgrimsrejse til Jerusalem i forventning om Herrens genkomst. Det er ikke blot kristen turisme for at se hellige steder i Israel, men en dyb tilknytning til det genoprettede Israel og Guds herlige plan for Jerusalem – på en sådan måde, der begynder at åbne jødiske hjerter for mysteriet om, hvem deres Messias virkelig er.
Den afdøde kristne bibelforsker Eckhard Schnabel nåede til en lignende forståelse af Romerne 11:25. I sit store tobindsværk Early Christian Mission konkluderede Schnabel, at “hedningernes fylde” hverken henviser til “et guddommeligt fastsat antal hedninger, der vil blive omvendt” eller til fuldførelsen af missionsbefalingen. Efter hans mening forklarer ingen af disse tolkninger Paulus’ bevidste forbindelse mellem hedningernes frelse og blødgørelsen af Israels hjerte. I stedet hævdede Schnabel, at Paulus brugte udtrykket “hedningernes fylde” til at betegne den profetiske vision om nationerne, der foretager massepilgrimsrejser til Zion – en vision, som kun vil se sin endelige opfyldelse, når “Jesus vender tilbage for at etablere sit rige.” (note 1) Med andre ord: Paulus så det store endemål for den kristne mission blandt nationerne som værende pilgrimsrejse til Zion, idet Jerusalem vågner til lyset fra den Messias, der står op over byen! Derfor tog Paulus, når han selv drog til Jerusalem til de bibelske fester, ofte sammen med hedningetroende. Faktisk blev han (fejlagtigt) anklaget af de judæiske myndigheder for at have ført en hedning ind i templets indre forgård, hvor de ikke måtte komme – og dermed begyndte hans lange vej mod Rom.
Zakarias så på samme måde denne forunderlige retfærdige rest fra alle folkeslag drage på pilgrimsrejse til Jerusalem i de sidste dage. I kapitel 14 ser han en obligatorisk pilgrimsrejse for de nationer, der går imod Jerusalem i den længe ventede sidste kamp. Men i kapitel 8 ser Zakarias hedninger, der allerede kommer frivilligt og tilskynder hinanden til at “fortsætte” denne pilgrimsrejse for at søge Herren i Jerusalem (8:21). Dette sker på et tidspunkt, hvor tro stadig er påkrævet, for disse hedninger slutter sig til jødiske pilgrimme, idet de siger: “Vi har hørt, at Gud er med jer” (8,23). Med andre ord: Dette er et NU-fænomen, og Gud glæder sig over det!
Zakarias 8:23 og “hedningernes fylde” kunne ikke ske på Paulus’ tid, fordi Templet pludselig blev ødelagt, og jøderne blev spredt. Men det kan ske i vores tid, og det er allerede begyndt at ske i nogen grad gennem vores Løvhyttefest og andre kristne pilgrimsinitiativer, der fokuserer på den enorme profetiske betydning af Israels moderne genrejsning. Men vi har kun kradset i overfladen af, hvad Gud ønsker at udrette på dette område!
Visionen om at nå alle folkeslag og sprog med evangeliet inden år 2033 er stærk og tiltalende. Men den må ledsages af, at de hedningetroende igen indfanger Jerusalems centrale betydning for vores tro og for Guds profetiske planer vedrørende Israel i dag – og at de derfor i stort tal drager op til denne særlige by, hvorfra Jesus snart skal regere over hele jorden.
Må dette års festtema udfordre og inspirere os alle som et nyt mandat for vores verdensomspændende bevægelse i forbindelse med vores kristne fejring af Løvhyttefesten. For uden tvivl er Løvhyttefesten bestemt til at få en langt større profetisk virkning, end vi i øjeblikket forstår. Ja, en dag snart vil netop denne fest være vidne til Messias’ kroning som konge i Jerusalem!
Artiklen blev bragt i Et Ord fra Jerusalem, Nr. 5 · Oktober 2025.
