Helligdagene fejres

Af Yudit Setz

Vejret skiftede til efterår, og mange israelere forberedte sig både praktisk og åndeligt til Yom Kippur – Forsoningsdagen. I hele landet organiserede hjælpeorganisationer udlevering af madpakker til udsatte familier.

ICEJ’s medarbejdere i Haifa gjorde en ekstra indsats for at nå ud – både til beboerne på hjemmet og til Holocaustoverlevende i området, som stadig bor i deres egne lejligheder. Mange af dem er ensomme, præget af svækkede helbredsforhold og uden børn i nærheden. At besøge dem er altid et privilegium og en glæde.

Gershom (95) og Shoshana (90), begge født i Rumænien, tog imod os med varme smil. Gershom, der overlevede tre år i Transnistria, gentog igen og igen, hvor taknemmelig han er for at bo i det jødiske hjemland.

“Israel er det smukkeste land i verden,” sagde han.

De inviterede os indenfor til kaffe, og samtalen flød livligt. Da besøget var ved at slutte, sagde Gershom gentagne gange: “Denne overraskelse var en stor velsignelse for os – det sker ikke så tit.” Selvom han har svært ved at gå, insisterede han på at følge os hele vejen ud til bilen og vinkede, til Også Yaacov, født i Litauen, blev dybt berørt. Da vi satte os ned, fortalte han åbent, hvor meget hans helbred var forværret, og hvor ensomt han har det. Han går kun med stok og kommer sjældent ud, undtagen til læge. Hans børn besøger ham ugentligt, men de fleste dage tilbringer han alene. For ham betød besøget alt – ikke kun pakken, men den tid, nogen tog sig til at lytte. “Jeg har ikke ord for, hvor meget jeg sætter pris på jeres besøg,” sagde han med tårer i øjnene. vi forsvandt om hjørnet.

Det, der rørte ham mest, var ikke madpakken – men den omsorg og kærlighed, der fulgte med.

EN NY FRIHED PÅ HJUL En af Haifa-hjemmets store drømme er at kunne tage beboerne oftere ud i naturen, så de kan opleve frisk luft og nye indtryk. Den drøm er nu blevet virkelighed. Takket være gavmilde donorer har hjemmet fået sin egen ni-personers minibus, dedikeret til at give beboerne mulighed for korte udflugter og fælles oplevelser.

KUNST SOM SKABER LIV OG HÅB Allerede den første tur viste, hvad det betyder. Turen gik til Kfar Saba, hvor Nancy, vores kunstterapeut, havde arrangeret et besøg i et lyst og indbydende atelier. Her deltog beboerne i en kunstsession med temaet Rosh Hashanah – det jødiske nytår. Stemningen var fyldt med varme, kaffe, kager og samtaler. Samtidig arbejdede deltagerne koncentreret på at skabe kunstværker fyldt med lys og farver – symboler på håb og fornyelse.

Da de vendte tilbage, strålede de stadig. “Det er første gang, jeg møder mennesker, der gør sådan noget,” sagde Dov. “Jeg sætter virkelig pris på den skønhed, der var der. Jeg kan næsten ikke sætte ord på det.” “Jeg føler mig så godt tilpas blandt de mennesker, der hjælper os,” sagde Natalia. “De har så store hjerter, og jeg håber virkelig, Gud har hørt mine bønner.” Renate, som nær var blevet hjemme på grund af træthed, var glad for, at hun kom med: “Jeg er så glad for, at der stadig var en plads i bilen. Det var fantastisk at møde mennesker med så store hjerter – og kunsten passede så godt til den tid, vi lever i.”

ISRAEL – MIRAKLERNES LAND Mange af vores russisktalende beboere kom til Israel sent i livet og har aldrig lært sproget eller haft mulighed for at se landet. Det gælder også de ukrainske beboere, som kom for tre år siden efter den russiske invasion. De har haft travlt med at etablere sig og har sjældent set andet end Haifa og deres nabolag.

For at give dem en dybere forståelse af landet og dets historie inviterede vi Andrey – en erfaren guide og foredragsholder – til at holde en række oplæg om Israels geografi, bibelske steder og historie. Interessen var stor, og beboerne lyttede engageret. Vores håb er, at de gennem sådanne oplevelser kan få et lille glimt af det mirakuløse land, de nu kalder hjem.

TIL MINDE OM FANNY SELEKOVITZ Den 14. september måtte vi tage afsked med vores kære beboer Fanny Selekovitz, som døde i en alder af 96 år. Hun havde boet på Haifahjemmet i syv år og var et elsket og aktivt medlem af fællesskabet.

Fanny var oprindeligt fra Rumænien. Som barn blev hun smidt ud af skolen, blot fordi hun var jøde, og hun og hendes familie gennemlevede stor lidelse – noget, der prægede hende resten af livet. Alligevel forblev hun fuld af liv og kreativitet. Hun elskede kunst og brugte sine hænder til at skabe smukke ting – fra hæklede sokker til malerier. Mange besøgende fra udlandet rejste hjem med en af hendes små gaver som minde.

I sine sidste år sagde hun ofte: “Det er så svært at være jøde.” Alligevel deltog hun trofast i vores aktiviteter næsten helt til det sidste – i kunst, gymnastik og fælles samlinger. Hun elskede vores medarbejdere højt, og vi vil savne hende dybt.

SAMMEN OM ET NYT ÅR Da tiden kom til at fejre Rosh Hashanah, blev spisesalen forvandlet. Farverige duge dækkede bordene, og duften af æbler med honning fyldte rummet. Musikken lød, og beboerne samledes med personalet for at fejre Guds godhed og se tilbage på året, der gik – trods de mange udfordringer i landet.

Hver beboer fik mulighed for at dele en personlig hilsen eller velsignelse. Stemningen var fyldt med taknemmelighed og varme. Ved afslutningen modtog alle en gave med en personlig hilsen fra ICEJ’s medarbejdere og donorer.

Det var en eftermiddag fuld af glæde, hvor alle følte sig set, elsket og værdsat.

Må vores beboere fortsat finde fred, tryghed og håb i det land, som Gud lovede deres forfædre.

Artiklen blev bragt i Et Ord fra Jerusalem, Nr. 6 · December 2025.