Profeten Joel var blandt de første af Israels profeter, der talte om “Herrens dag”. Vi ved ikke præcist, hvornår han levede, da han ikke knytter sin profeti til en bestemt konge. N...
Af Dr. Jürgen Bühler, præsident for ICEJ
Profeten Joel var blandt de første af Israels profeter, der talte om “Herrens dag”. Vi ved ikke præcist, hvornår han levede, da han ikke knytter sin profeti til en bestemt konge. Nogle jødiske fortolkere mente, at han virkede under Elias’ tørkeperiode, mens andre placerer ham senere i Judas historie.
Joels bog kredser om Herrens dag – den dag, hvor Gud griber afgørende ind i verdenshistorien. Apostlen Paulus beskriver den som en tyv om natten, der kommer uventet (1 Thess. 5,2), mens Peter skriver, at himlene skal forgå, og jorden blive renset ved ild (2 Pet. 3,10). Esajas kalder den “Herrens hævndag” og “gengældelsens år for Zions sag” (Es. 34,8).
Også Sefanias beskriver den som en dag med vrede, trængsel og ødelæggelse. Derfor kalder Joel hele folket til faste, bøn og omvendelse. Han oplever en åndelig nødsituation og opfordrer præsterne til at græde “mellem forhallen og alteret”, fordi Gud måske endnu vil vise nåde og efterlade en velsignelse.
Men Joels profeti rækker langt ud over hans egen samtid. Som så mange af Bibelens profeter ser han helt frem til de sidste tider.
TO PROFETISKE BILLEDER Joel ser to meget forskellige sider af endetiden. Den første er fyldt med håb. Gud lover at udgyde sin Ånd over alt kød: “Jeres sønner og døtre skal profetere, jeres gamle skal have drømme, og jeres unge skal se syner.” (Joel 3,1-2) Joel ser en omfattende vækkelse og fornyelse. Mange andre profeter beskriver den samme tid. Esajas, Ezekiel og Zakarias taler alle om en åndelig genoprettelse af Israel. Da Peter prædikede i Jerusalem efter pinsedag, talte han om de “tider med lindring”, som stadig ventede Israel (ApG 3,19). Bibelens vidnesbyrd peger derfor på, at Gud før Herrens store dag vil udgyde sin Ånd på en særlig måde med udgangspunkt i Israel.
Men Joel ser også noget andet. Han ser Josafats Dal – “Herren dømmer”. Dalen øst for Jerusalem bliver et billede på Guds dom over nationerne. Mens Gud kalder alle mennesker til frelse og Helligåndens fylde, samler han samtidig nationerne til regnskab, særligt for deres behandling af Israel. Joel ser altså både vækkelse og dom. Ikke blot for Israel, men også for verdens nationer.
EN GLEMT SIDE AF DEN PROFETISKE TJENESTE Det er slående, hvor ensidigt meget moderne profetisk forkyndelse fokuserer på vækkelse, kirkevækst, helbredelse og fremgang. Det gjorde Joel også, men han advarede samtidig om dom, omvendelse og Guds opgør med synden.
Netop dette synes ofte at mangle i dag. Kirken blev overrasket over de store rystelser, som har præget det seneste årti: Covid-pandemien, krigen i Ukraine og terrorangrebet mod Israel den 7. oktober 2023.
Efter det brutale Hamas-angreb stillede vi i ICEJ os selv spørgsmålet: Hvordan kunne ingen for alvor have set det komme? På mange måder blev kirken overrasket på samme måde, som Israels sikkerhedstjenester blev det. Profeten Amos siger: “Gud Herren gør ikke noget, uden at han åbenbarer sin plan for sine tjenere, profeterne.” (Amos 3,7) Alligevel hører vi igen og igen budskaber om, at “det næste år bliver dit bedste”, eller at “en ny tid med velstand er på vej”.
Gennem de sidste halvtreds år har jeg utallige gange hørt profetier om, at en stor vækkelse snart ville bryde ud i Tyskland. Mange har sikkert hørt lignende løfter om deres eget land. Kun ganske få stemmer har samtidig advaret om de udfordringer, som var på vej.
NÅR PROFETER KUN TALER OM FRED Dette er ikke et nyt problem. Jeremias og Ezekiel måtte begge konfrontere profeter, der kun talte om fred og tryghed, mens Guds dom nærmede sig. Hvorfor bliver profetien så let ensidig? Fordi den ofte taler til det, vi helst selv vil høre. Hvem ønsker ikke vækst, fremgang og velsignelse?
Til gengæld bryder de færreste sig om ord om omvendelse, korrektion eller dom. Habakkuk kæmpede med netop dette spørgsmål. Han råbte til Gud over den vanskelige situation i Israel og forventede måske et opmuntrende svar. Men Gud sagde det modsatte. Det, Habakkuk oplevede, var kun begyndelsen. Gud ville sende babylonerne som redskab til dom over sit eget folk.
Gud indledte sit svar med ordene: “ Se jer om blandt folkeslagene… jeg udfører en gerning i jeres dage, som I ikke vil tro, når den bliver fortalt. (Hab. 1,5) Hvis nogen før 2020 havde sagt, at en global pandemi ville lukke kirker over hele verden, eller at store kristne organisationer ville komme i alvorlige vanskeligheder, ville de færreste have troet det. På samme måde ignorerede mange de advarsler, der fandtes i dagene og timerne op til Hamas’ angreb.
Også Det Nye Testamente rummer advarsler Nogle mener, at Det Nye Testamentes profetiske tjeneste kun handler om opmuntring. Men Apostlenes Gerninger viser noget andet. Profeten Agabus advarede om en kommende hungersnød, hvilket fik menighederne til at indsamle hjælp til de troende i Judæa (ApG 11,27-30). Senere profeterede den samme Agabus, at Paulus ville blive bundet og udleveret til hedningerne i Jerusalem (ApG 21,10-11).
Det var ikke den eneste advarsel, Paulus modtog. Han fortæller selv, at Helligånden fra by til by vidnede om, at lænker og trængsler ventede ham. Alligevel tog Paulus imod disse ord som Guds vilje. Det viser, at den nytestamentlige profetiske tjeneste både rummer opmuntring og alvorlige advarsler.
LEVER VI I JOELS TID? Måske tænker nogen, at Herrens dag stadig ligger så langt ude i fremtiden, at Joels ord ikke angår os. Men Joel giver faktisk et tydeligt pejlemærke: “Når jeg vender Judas og Jerusalems skæbne … vil jeg samle alle folkeslagene … fordi de spredte mit folk Israel blandt nationerne og delte mit land.” (Joel 4,1-2) Profetien knyttes direkte til Israels genoprettelse og til en tid, hvor nationerne forsøger at dele landet.
Det er svært at pege på en periode i historien, hvor denne beskrivelse passer bedre end i dag. Hvis man lever i et land, hvor Israel konstant beskyldes for folkedrab, apartheid og andre alvorlige anklager, mens langt værre overgreb andre steder i verden stort set ignoreres, bør kirken ikke blot forvente fortsat fremgang. Den bør også søge Gud om profetisk indsigt og spørge, hvad Herren ønsker at sige til netop dens nation.
HERRENS BRØL FRA ZION Løven af Judas brøl er ikke kun et kald til vækkelse. Det er også et kald til ansvar, dom og omvendelse. Kirken har brug for en genoprettelse af den sande profetiske tjeneste – en tjeneste, som både tør bringe ord om håb og vækkelse, men også de nødvendige ord om korrektion, omvendelse og Guds retfærdighed.
Det er vores bøn for dette års Løvhyttefest, at Herrens røst igen må lyde fra Zion. At den må bringe nyt mod, ny åndelig fornyelse og vækkelse – men også den profetiske klarhed, som kalder både kirken og nationerne tilbage til Gud.
Må Herren igen lade sit brøl lyde fra Zion.
Et af undervisningssporene på Jerusalem Summit rettede blikket mod kirkens historie, særligt kirkemødet i Nikæa i år 325. Her blev den nikænske trosbekendelse formuleret for at skabe enhed i den hastigt voksende kirke omkring troen på Jesu guddommelighed. Samtidig markerede kirkemødet begyndelsen på en udvikling, hvor Kirken gradvist fjernede sig fra sine jødiske rødder.
Kirkemødet blev indkaldt af kejser Konstantin for at løse den teologiske strid om Jesu guddommelighed. Resultatet blev den nikænske trosbekendelse, som tydeligt fastslog Kristi guddom og afviste Arius’ lære.
Konstantin ønskede dog også at skabe enhed omkring kirkens højtider og især tidspunktet for fejringen af påsken. I den forbindelse kommer hans antijødiske holdninger tydeligt til udtryk. I sit brev til kirkerne skrev han blandt andet, at de kristne ikke længere burde følge jødernes kalender, fordi jøderne havde “besmittet deres hænder med den frygteligste forbrydelse”, og deres sind var “forblindede”.
Vi ved ikke, hvor udbredte disse holdninger var blandt de øvrige kirkefædre, da der ikke findes referater fra de tre måneders forhandlinger i Nikæa. Men Konstantins egne ord viser, at antijødiske strømninger allerede dengang fik betydning for kirkens udvikling. Fra Jerusalem til Nikæa Det er værd at huske, at kirkens første kirkemøde ikke fandt sted i Nikæa, men i Jerusalem, som beskrevet i Apostlenes Gerninger kapitel 15. Her var spørgsmålet, hvordan de mange hedninger, som var kommet til tro på Jesus, skulle modtages i menigheden. Skulle de omskæres og leve efter hele Moseloven?
Apostlene svarede nej. Hedningerne blev budt velkommen alene ved troen på Jesus, samtidig med at de blev opfordret til at vise hensyn til deres jødiske trosfæller ved at overholde nogle få grundlæggende bestemmelser. Jerusalem-mødet åbnede døren på vid gab for hedningerne.
Udviklingen efter Nikæa gik derimod i den modsatte retning. Det blev gradvist vanskeligere for jøder at slutte sig til Kirken. De måtte ikke længere fejre deres bibelske højtider, besøge synagoger eller anvende usyret brød ved påskefejringen. Selv betegnelsen “påske” skulle løsrives fra den jødiske pesach.
Dermed begyndte en systematisk adskillelse mellem Kirken og dens jødiske oprindelse.
Denne adskillelse skete ikke først og fremmest gennem det, kirkemødet udtrykkeligt sagde, men gennem det, man undlod at sige. Jesu jødiske identitet og Israels betydning blev ganske enkelt udeladt.
I århundrederne efter Nikæa blev trosbekendelsen flere gange justeret uden at ændre dens centrale indhold. Derfor mener vi i ICEJ, at der også i dag er grundlag for at supplere trosbekendelsen med en erklæring, som tydeliggør nogle af de bibelske sandheder, der blev overset. Resultatet er gensvar på den nikænske trosbekendelse, som blev offentliggjort ved afslutningen af Jerusalem Summit.
Erklæringen ændrer ikke den nikænske trosbekendelse. Tværtimod bekræfter den fuldt ud bekendelsens vidnesbyrd om Jesu guddommelighed. Samtidig fremhæver den Jesu menneskelighed som jøde, der er en afgørende del af hans identitet og hans legitimitet som den lovede Messias.
Erklæringen understreger desuden Israels, patriarkernes og de hebraiske skrifters helt centrale betydning for kristendommens tilblivelse. Alle de nye formuleringer bygger direkte på Det Nye Testamentes lære. En opfordring til Kirken Det overordnede formål med Jerusalem-erklæringen er at bekræfte Kirkens historiske ansvar over for det jødiske folk, tage tydelig afstand fra antisemitisme i alle dens former og fremme en bibelsk forståelse af forholdet mellem Kirken, Israel og det jødiske folk.
ICEJ inviterer derfor kristne over hele verden til at tilslutte sig erklæringen. Målet er at hjælpe Kirken til igen at se Israels og det jødiske folks fortsatte plads i Guds frelsesplan, sådan som den kommer til udtryk i både Det Gamle og Det Nye Testamente.
Artiklen blev bragt i Et Ord fra Jerusalem, Nr. 4 · August 2026.
