Mit emne er ikke kun, hvor Kirken gik galt i Israel, og hvorfor, men derefter hvordan Kirken i de sidste 400 år – siden det 16. århundrede – har genvundet en ordentlig tilgang til...
Af Prof. Gerald Mcdermott
Mit emne er ikke kun, hvor Kirken gik galt i Israel, og hvorfor, men derefter hvordan Kirken i de sidste 400 år – siden det 16. århundrede – har genvundet en ordentlig tilgang til Israel.
De kristnes genovervejelse af Israel og Guds evige pagt med det jødiske folk begyndte at finde sted efter Holocaust. Tragisk nok blev seks millioner jøder, en tredjedel af alle jøder, tilintetgjort af det mest kristne land i historien, reformationens fødested – Tyskland. Efter Holocaust forsøgte kristne bibelforskere og teologer i 1950’erne til 70’erne at genoverveje, hvordan dette kunne være sket? Hvor gik det galt? For det stod klart, at vi gik tragisk galt.
Waliseren W.D. Davies, en berømt bibelforsker, kom til den konklusion, da han efter Holocaust genlæste Romerbrevet kap 9-11, at Paulus aldrig kalder Kirken for “det nye Israel”. Ikke en eneste gang! Han kalder aldrig jøderne for “det gamle Israel”. Desværre kaldte kristne ledere og teologer og præster i 1700 år og mere kirken for det “nye Israel”, der erstattede det jødiske Israel. Men det gjorde Paulus aldrig, ikke engang i Galaterne 6:16.
Charles Cranfield, den store britiske nytestamentlige lærde, skrev en massiv tobinds kommentar til Romerbrevet. Han siger, at Romerbrevet 9-11 forbyder Kirken at kalde sig det “Nye Israel”. Og Gud valgte at elske det jødiske folk på grund af patriarkerne – Abraham, Isak og Jakob. For sine nådegaver og sit kald fortryder Gud ikke.
I mere end 1700 år har kristne, der accepterer erstatningsteologi, brugt Mattæus 21, lignelsen om de onde vinbønder, som et bevis for supersessionisme. Det er lignelsen om de onde vinbønder, der ifølge Jesus, erstattes af andre, som vil tage vare på høsten. Og i 1700 år fortolkede de fleste kristne lærde og teologer de andre vinbønder som hedninger. Men i denne genovervejelse, siden Holocaust, har mange af os indset, at de dræbte tjenere var trofaste jødiske profeter. Og de nye vinbønder er trofaste jøder, apostlene og deres åndelige efterkommere, for ikke at tælle trofaste efterkommere af farisæerne, rabbinske jøder i dag eller ortodokse jøder gennem århundrederne, som bevarede deres tro på den jødiske pagt, fordi Gud havde givet den til dem. I århundreder [Uddrag fra hans seminar ved løvhyttefesten 2023] og atter århundreder i den kristne kirke, begyndende under Konstantin, hvis man var jøde og troede, at Jesus er Messias, men man ville fortsætte med at praktisere en jødisk livsstil, blev man enten ekskommunikeret, forfulgt eller dræbt af kirken for at leve som jøde. Hvordan kunne det ske? Hvordan gik det så galt?
For at sige det meget forenklet var det i begyndelsen af det andet århundrede, da ikke-jøder overtog ledelsen af kirken, som ikke kendte de jødiske rødder i den kristne tro, begyndende med Justinus Martyr det bibelske hermeneutiske princip, at Skriftens umiddelbare mening skal tages først. Nu er der andre åndelige indsigter, men man ser altid på den almindelige eller bogstavelige forstand først.
Og når man ser på den hebraiske bibels klare mening, er der alt for mange profetier om Israels fremtid, som tydeligvis ikke kan og bør anvendes på den ikke-jødiske kirke. De handler tydeligvis om Israels og det jødiske folks fremtid. Genève-bibelen, som blev produceret af calvinisterne, kom ud i 1560, og den taler om det jødiske folks åndelige tilbagevenden og indebærer en bogstavelig tilbagevenden til det jødiske folks land.
Så i det 17. århundrede sagde puritanere i England, at jøderne ville vende tilbage til landet en dag. At det jødiske folk stadig er Guds udvalgte folk, og kristne står i gæld til dem. og nogle af de store kirkefædre, som Irenæus og Tertullian … Og det blev den almindelige historie for kirken, indtil reformationen, at Gud havde afsluttet sin pagt med det jødiske folk og havde forladt landet.
Men i det 16. århundrede begyndte puritanerne i England og pietisterne i Europa at sætte spørgsmålstegn ved disse ting. Puritanerne var calvinister, men de var uenige med Calvin, som var supersessionist, erstatningsteolog. Han genfortolkede alle Guds løfter til det jødiske folk i den hebraiske bibel og anvendte dem på hedningekirken. Men begyndende med reformationen opstod
Artiklen blev bragt i Et Ord fra Jerusalem, Nr. 6 · December 2023.
