I vores sidste Ord fra Jerusalem så vi Israel repræsenteret i Åbenbaringen 12 som en kvinde prydet med tolv stjerner og solen og månen. I sit syn så apostlen Johannes billeder, der...
Af Dr. Jürgen Bühler, ICEJ præsident
I vores sidste Ord fra Jerusalem så vi Israel repræsenteret i Åbenbaringen 12 som en kvinde prydet med tolv stjerner og solen og månen. I sit syn så apostlen Johannes billeder, der kun optræder én gang til i Bibelen, i Første Mosebog 37, hvor Josef har to drømme. I en drøm ser han sine elleve brødre som stjerner og sin far og mor som solen og månen, alle bøjer sig for ham (1. Mosebog 37:10). Tidligere havde Josef en lignende drøm, hvor hans brødre optrådte som hvedeneg, der bøjede sig for hans neg.
Mange år senere blev Josef pludselig ophøjet fra fængsel til rigets næstmægtigste mand under Farao, og drømmene gik i opfyldelse, da hans brødre kom for at købe hvede af ham under en hungersnød i Kanaan. Disse drømme forudsiger ikke kun Josefs fantastiske fremgang til herredømme i Egypten og rolle som en prototype på den lidende Messias, men også det jødiske folks videre kald og skæbne.
Såning af Ordet Både hvedenegene og stjernerne, solen og månen repræsenterer nøgleaspekter af Israels kaldelse. Hvede blev en central handelsvare under Josefs regeringstid. Under hans ledelse blev Egypten verdens primære brødkurv i en tid med global sult.
Første Mosebog siger: “Fra hele jorden kom folk til Egypten for at købe korn hos Josef, for hungersnøden var hård på hele jorden.” (1. Mosebog 41:57) På en måde var Josefs tjeneste i Egypten et varsel om det kald, som Gud gav Israel fra begyndelsen.
Mange gange i Bibelen skildrer hvede og det brød, det producerer, selve Guds ord. Femte Mosebog 8:3 forkynder, at mennesket ikke lever af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund. I Jeremias 15:16 fandt profeten Guds ord og spiste det. I Lukas 8:11 forklarer Jesus lignelsen om sædemanden og siger, at sæden er Guds ord. Israel blev bogens nation og såede Guds ord rundt omkring på jorden. I Romerbrevet 3:1-2 erklærer Paulus, at et af Israels hovedkald var at forvalte Guds ord. Alle Bibelens bøger er skrevet af jøder. Salme 147:19-20 siger: ” Han forkynder sit ord for Jakob, sine love og bud for Israel. Det har han ikke gjort for noget andet folk.” Det betyder, at hovednæringen for vores ånd, sjæl og krop kom gennem det jødiske folk.
Men der er mere! Det jødiske folk gav verden, ikke alene Guds skrevne ord, men Ordet blev kød og tog bolig iblandt os (Joh 1:14). Jesus er Guds levende ord. Derfor erklærer Jesus: “Jeg er det levende brød, som kom ned fra himlen.” (Johannes 6:51) Sandelig, alt, hvad der definerer vores tro som kristne, blev givet til os af det jødiske folk, inklusive en jødisk Messias. Det er præcis, som Gud sagde til Abraham: “…i dig skal alle jordens slægter velsignes.” (1 Mosebog 12:3) Men hvad med den anden drøm? Hvad har stjernerne, solen og månen med det jødiske folk at gøre? I Første Mosebog bliver vi informeret om selve deres formål i skabelseshistorien.
Et lys for nationerne ”Gud sagde: »Der skal være lys på himmelhvælvingen til at skille dag fra nat. De skal tjene som tegn til at fastsætte festtider, dage og år, og de skal være lys på himmelhvælvingen til at oplyse jorden!« Og det skete; Gud skabte de to store lys, det største til at herske om dagen, det mindste til at herske om natten, og stjernerne. Gud satte dem på himmelhvælvingen til at oplyse jorden, til at herske om dagen og om natten og til at skille lys fra mørke. Gud så, at det var godt.” (1 Mosebog 1:14-18) Der kan siges meget om denne passage. Lad mig fremhæve to grunde til, at Gud placerede solen, månen og stjernerne på himlen. Hovedformålet var at “adskille lyset fra mørket.” Guds ord, vi modtog fra det jødiske folk, leder os ikke kun på vejen til Gud og nærer vores sjæl, det fastlægger også moralske retningslinjer for menneskeheden. De ti bud repræsenterer den dag i dag de moralske søjler i de fleste samfund. De er mere relevante nu end nogensinde, da moralske grænser i de fleste vestlige samfund i stigende grad udviskes.
Profeten Esajas advarer: “Ve dem, der kalder det onde godt og det gode ondt, som gør mørke til lys og lys til mørke…” (Esajas 5:20) Denne moralske modsætning kan ses i dag, hvor familieværdier er vendt på hovedet, og vores gudgivne køn er under angreb. Dette kan også ses dagligt, da den antisemitiske, folkemorderiske Hamas-milits præsenteres som offer, mens Israel, der brutalt er blevet angrebet, betragtes som aggressoren. Dette sker i FN og ved Den internationale Domstol i Haag. Radikale venstreorienterede og selv lande som Irland og Spanien er ude af stand til at skelne mellem godt og ondt. Israels Gud, himlens og jordens skaber, gav sit ord som den ultimative guide til at adskille lys og mørke, og det er mere nødvendigt end nogensinde, at Guds folk tjener som lys i en formørket verden i dag.
Til tegn og årstider Men der er endnu en funktion for de himmelske lyskilder; de er givet for tegn og årstider og til at adskille dage og år. Den hebraiske kalender er anderledes end alle andre kalendere gennem historien. Det starter med skabelsen og måler hele menneskehedens historie. Ikke nok med det, den jødiske kalender har påvirket hele verden. Helt tilbage ved skabelsens begyndelse etablerede Gud en syv-dages uge og afsatte den syvende dag til at hvile fra arbejdet. Denne guddommeligt udpegede hviledag har fundet vej ind i alle samfund og betragtes endda som en universel menneskeret. Derudover giver den hebraiske bibel os en hellig kalender med faste jødiske højtider, kendt som Herrens højtider (se 3. Mosebog 23). Selvom de blev ændret af koncilet i Nicea i 325 e.Kr., har disse gudgivne højtider alligevel formet feriekalenderen i de fleste kristne nationer.
Israel tjener også som en vejviser til at definere tider og årstider for nationerne. Jesus siger i Lukas 21:29: “Se på figentræet.” Med denne lille sætning indikerede Jesus, at genetableringen af den jødiske nation tilbage i deres gamle hjemland ville markere et paradigmeskifte med hensyn til tider og årstider. I det samme kapitel benævner Jesus tiden, hvor Jerusalem skal nedtrampes af hedninger som “hedningernes tid”, hvilket antyder, at denne tids afslutning markeres ved jødernes genetablering i Jerusalem. Ved at se på Israel ved vi således, at vi lever i en overgangsperiode i dag. Hedningernes tidsalder afsluttes, og den messianske tidsalder er nær. Derfor siger mange mennesker med rette, at nationen Israel er Guds ur.
Således ser vi, skildret i billedsproget i Første Mosebog 37 og Åbenbaringsbogen 12, Israels unikke og vægtige kald. Dette forklarer også, hvorfor Åbenbaringen 12:12 advarer: „Men ve over jorden og havet,for Djævelen er kommet ned til jer med stort raseri, fordi han ved, at hans tid er kort.”
Israels genoprettelse i vor tid er måske det største tegn på Messias’ snarlige komme. For mørkets kræfter er Israels genrejsning et stærkt tegn på, at deres tid er ved at løbe ud. Det er også et signal til kirken om, at vi ikke kan fortsætte med at leve som hidtil. Gud kalder os til radikalt og dedikeret at følge Lammet, hvor end det går (Åbenbaringen 12:11, 14:4). Det er en tid med stor uro i den åndelige verden, og vi er kaldet til at gå i forbøn for Israel som aldrig før. Alligevel er det også en tid med voldsomme omvæltninger (Daniel 11:32ff). Begivenhederne den 7. oktober og det nylige angreb med 350 iranske missiler og droner er tegn på, at der er en langt større åndelig kamp i vente.
Lad mig invitere jer til, sammen med de tusindvis af kristne, der allerede deltager i vores online bønnekald, at stå sammen med Israel på meget praktiske måder ved at støtte vores nødhjælpsprojekter beskrevet i dette blad. Må Gud velsigne jer i det.
Artiklen blev bragt i Et Ord fra Jerusalem, Nr. 3 · Juni 2024.
