I kølvandet på den brutale Hamas-massakre på 1.200 israelere den 7. oktober, er det meget, meget rystende at opleve førende verdensledere fremkomme med de mest ublu antisemitiske u...
Af David Parsons, ICEJ vicepræsident & seniortalsmand
I kølvandet på den brutale Hamas-massakre på 1.200 israelere den 7. oktober, er det meget, meget rystende at opleve førende verdensledere fremkomme med de mest ublu antisemitiske udtalelser selv i de vigtigste internationale fora.
Under en nylig høring ved den internationale domstol i Haag betegnede repræsentanter for Sydafrika, Israels politik over for palæstinenser som ”en mere ekstrem form for apartheid”, end den, som de sorte blev udsat for under det virkelige apartheid-regime. Dette kommer i forlængelse af deres tidligere falske anklager, fremført ved den samme domstol, om at Israel begår ”folkedrab” i sin selvforsvarskrig i Gaza.
FN-embedskvinden Francesca Albanese påstod fornylig, at ”ofrene for 7. oktober ikke blev myrdet på grund af deres jødiske tro, men som gensvar på Israels undertrykkelse.” En anden højtstående FN-embedsmand, Martin Griffiths, sagde derefter, at ”de ikke betragter Hamas som en terrorgruppe … det er en politisk bevægelse.”
Herudover sagde Brasiliens præsident, Luiz Inácio Lula da Silva på en pressekonference under et topmøde i Den Afrikanske Union i februar, at ”det, der foregår i Gaza-striben, er ikke krig, det er folkedrab… Det er en krig mellem en velforberedt hær og kvinder og børn. Det, der sker i Gaza-striben med det palæstinensiske folk, er aldrig sket tidligere i historien. Faktisk er det sket: da Hitler besluttede at slå jøderne ihjel.”
Selv om han mødte en del kritik for sine uhyrlige antisemitiske udtalelser, modtog Lula da Silva også opbakning fra andre venstreorienterede præsidenter fra Bolivia og Columbia, som begge var enige om, at Lula ”bare sagde sandheden.”
Så her har vi professionelle FN-bureaukrater og højtplacerede embedsmænd, som kun kan have opnået sådanne autoritetspositioner gennem opretholdelsen af selvdisciplin, og alligevel kan de pludselig ikke afholde sig fra at udspy hadefulde og modbydelige udtalelser mod den jødiske nation og folk.
Hvordan kan vi forklare disse udbrud af antisemitisk og anti-israelsk vitriol? Det er i sandhed mystisk, hvordan antisemitisme verdens ældste had – har overlevet i så lang tid, og hvordan den nu kan samle radikale islamister og radikale marxister.
LIGE SIDEN Hamas´ terrormilits gennemførte sin ondsindede pogrom i oktober, har vores opmærksomhed og vores bønner været rettet mod at bekæmpe Amaleks ånd, som vi har identificeret som hovedårsagen til den megen antisemitisme ned gennem historien og som i dag lurer bag ved palæstinensernes indædte had og vold mod den jødiske stat Israel. Men hvad er Amaleks ånd? Amalek var barnebarn af Esau, som mistede både sin førstefødselsret og sin velsignelse til sin yngre tvillingebror Jakob. Og selv om Esau til sidst blev forsonet med Jakob (1. Mosebog 33:4), så accepterede hans barnebarn Amalek aldrig tabet af familiens arv. Denne brændende misundelse fik senere Amaleks efterkommere til at angribe israelitterne ved Refidim (2. Mosebog 17), og igen i Sauls regeringstid (1. Samuelsbog 15) og i Davids lejr ved Ziklag (1. Samuelsbog 30), og endelig jøderne, som var i eksil i Persien, gennem Haman i Esthers Bog.
Amaleks ånd opstod ud af en klassisk søskenderivalisering, som nogle filosoffer har identificeret som hovedårsagen til al vold. Rivaliseringen mellem søskende er i sandhed et af hovedtemaerne i 1. Mosebog. Den hebraiske patriark Abraham have to rivaliserende sønner, Isak og Ismael; deres mødre Sara og Hagar konkurrerede også. Der var spændinger mellem Jakob og Esau, og mellem Josef og hans elleve brødre, samtidig med duellen mellem søstrene Rakel og Lea. Alligevel indikerede den bibelske fortælling, at brødrene i de fleste tilfælde blev forsonede, hvilket efterlader os med det håbefulde budskab, at selv voldsomme familiestridigheder kan overvindes.
Men Amalek var en undtagelse, hvilket fremgår af den måde, generationerne efter ham husede en nagende jalousi og had mod deres israelitiske fætre, illustreret ved sætningen fra Bibelen i 2. Mosebog 17:16, hvor der endog står, ”Herren vil være i krig med Amalek fra generation til generation.”
Den allerførste søskenderivalisering, som vi finder i 1. Mosebog, endte også tragisk, da Kain slog sin bror Abel ihjel. Denne historie er kort, men rig på mening og i sidste ende giver den os indsigt i, hvorfor Hamas på så ondskabsfuld vis angreb israelerne den 7. oktober.
I 1. MOSEBOG kapitel fire læser vi, at Adam og Eva fik to sønner. Den ældste søn, Kain, dyrkede jorden, mens den yngre, Abel, blev hyrde. Til sin tid ofrede de begge til Gud. Kain frembragte en ”offergave af sin høst” til Herren, mens Abel ofrede ”det bedste kød fra sine førstefødte lam.” Og ”Gud accepterede Abels offergave, men ikke Kains. Det blev Kain meget vred og bitter over.” (1. Mosebog 4:3-5) Herren bemærkede Kains ophidsede tilstand og advarede ham mod at lade sin brændende misundelse mod sin bror Abel tage styringen i hans liv. ”Når du gør det gode, bliver du så ikke accepteret? Hvis du derimod gør, hvad der er ondt, så lurer synden ved din dør. Den ønsker at overmande dig, men du skal være herre over den.” (1. Mosebog 4:7) Budskabet her er et godt råd til hver enkelt af os, om at behage Gud og undgå synd. Det var ikke nødvendigt for Kain at blive vred. Han kunne have byttet noget af sin høst med et lam og ofret et acceptabelt blodoffer til Herren, som er den eneste måde, hvorpå synd virkelig kan sones (Hebræerbrevet 9:22). Kain burde allerede have lært den lektie af sine forældre, som prøvede at skjule deres nøgenhed og skam med figenblade, før Herren selv udgød blodet fra et dyr, for at lave skindklæder til dem (1. Mosebog 3:7, 21).
Herren advarede også Kain om, at hvis han fortsatte med at brygge på sin vrede, så ville synden (overtrædelsen) lure om hjørnet, klar til at fortære ham. Han advarede om, at synden ”lurer” på dig – det originale hebraiske ord betyder, at den lyster efter eller higer efter os, for at få os til at snuble eller føre os på afveje af Gud. Så det er bedst at kontrollere sig selv og stå fristelserne imod.
Kain dumpede imidlertid prøven og tillod jalousiens ild at brænde frit i ham, så han til sidst myrdede sin egen bror.
HISTORIEN om Kain og Abel er faktisk verdenshistoriens første religiøse krig. Kain slog sin bror ihjel, fordi Abel havde tilbedt Gud på den rigtige måde og opnået Hans opmærksomhed og gunst. Forskellige religioner tror alle sammen, at de tilbyder den sande vej til Gud. Men Herren åbenbarede Sin udvalgte vej til et ret forhold til Ham for det jødiske folk. Førstefødselsretten og velsignelsen til at forvalte denne utrolige åbenbaring gik fra Abraham til Isak til Jakob og videre til hans tolv sønner. Dette skabte undervejs jalousi hos andre familiemedlemmer, som følte, at arven skulle have været deres og det førte til sidst til Amaleks ånds voldelige arv.
Denne brændende religiøse jalousi hægtede sig senere på kristendommen, og førte til flere generationer af hedninge-troende, der var overbeviste om, at de havde erstattet Israel, som Guds yndlingssønner. Den bitre arv af kristen antisemitisme hærger stadig Kirken i dag. Men tak og lov, at der i dag er mange kristne, der er blevet sat fri af denne ånd af misundelse og som er overbeviste om Guds udvælgelse af os, samtidig med at de også accepterer Hans vedvarende, uigenkaldelige udvælgelse af Israel (Romerbrevet 11:29).
Desværre har Amaleks ånd også hægtet sig på Islam, helt fra dens begyndelse, og i dag skaber den rundt omkring i verden radikale muslimske terrorister, som rejser sig i jalousiens vrede for at udradere jøderne, i stedet for at finde en bedre måde at tilbede den eneste sande Gud. For at nå det mål, er de villige til at slutte sig sammen med radikale socialister og marxister, selv om de fleste af dem er svorne ateister. Sandt at sige er marxismen blevet sin egen religion og den har søgt at udradere dem, der tror på Gud. De kommunistiske revolutioner og udrensninger i Rusland, Kina og andre steder har prøvet at udslette religiøs tro og med magt indføre ateisme, og har myrdet titusinder undervejs.
På en eller anden måde samles radikale islamister og radikale marxister nu om deres antisemitiske had og misundelse mod det jødiske folk. I stedet for at gøre det rette, vil de hellere eliminere Abel.
Som kristne har vi en moralsk forpligtelse til at konfrontere denne ugudelige alliance og forsvare den jødiske nation og folk mod deres destruktive dagsorden. Dette er en åndelig kamp og nu også en, som må føres imod svage og foragtelige mænd, der tjener i høje stillinger og er med til at styre verden.
Artiklen blev bragt i Et Ord fra Jerusalem, Nr. 2 · April 2024.
