Vores tema for Løvhyttefesten i år er taget fra Salme 47:7 … “For Gud er hele jordens konge.”
Af David Parsons, vicepræsident & senior talsmand
Vores tema for Løvhyttefesten i år er taget fra Salme 47:7 … “For Gud er hele jordens konge.”
Dette taler om Gud som skaber, der hersker over alt, hvad Han har skabt – selv dem, der ikke anerkender Hans eksistens. Han hersker over alle ting, som blev skabt til hans glæde og majestæt. »Værdig er du, vor Herre og Gud, til at få pris og ære og magt; for du har skabt alle ting, af din vilje blev de til og blev skabt.« (Åbenb 4:11) Når vi tænker på jordiske konger, tænker vi ofte på magt – retten og autoriteten til at herske over et folk. Har de den absolutte autoritet, eller er det begrænset af en eller anden pagt med kongens undersåtter? Forhåbentlig er han en godmodig monark. Og dem med sejrrige hære, store paladser og enorm rigdom efterlader ofte en varig arv.
Men af alle kongerne i menneskehedens historie er ingen så unik som kong David. Under hans styre fik kongeriget Israel en herlighed og berømmelse, der runger den dag i dag. Selvfølgelig tillagde hans søn Salomo kun yderligere majestætisk storhed, da han byggede templet i Jerusalem og omdannede det til en by af universel betydning og anerkendelse.
Selv i dag ser konger ikke på fortidens egyptiske faraoer og romerske kejsere som deres modeller for efterligning. De spejler sig i kong David!
Det var vi vidne til ved den nylige kroning af kong Charles III i Storbritannien. Uanset hvad man synes om Charles ‘karakter og globalistiske dagsorden, var det forbløffende at se hans traditionelle kroningsceremoni i Westminster Abbey gennemsyret med mange kraftfulde passager fra Skriften og symbolik fra kong Davids linje. For eksempel:
>> Charles blev salvet med en særlig olie fra Oliebjerget duftende med krydderier fra Det Hellige Land, ligesom David blev salvet af Samuel (1.Sam 16:13) og Salomo af Zadok (1.Kong 1:39). >> Trompeter blev blæst i domkirken, ligesom da Salomo blev kronet som konge efter Davids instruks, som også gav os sætningen “Kongen længe leve” (1 Kong 1:34). >> Charles fik overrakt et »retfærdighedens scepter«, der mindede om Israels konger (se Sl 45:6). >> Endelig sad han på en gammel trone af træ, der hvilede på “Stone of Scone” (eller “skæbnestenen”), som skotsk legende hævder var klippen, hvor Jakob lagde hovedet og drømte om en stige til himlen (1.Mos 28: 10-12), og hvor davids kongeslægt senere sad, da de blev kronet.
Uanset om denne legende er sand eller ej, er den vigtigste symbolik her, at monarkerne i Storbritannien og de fleste andre europæiske troner alle historisk har set på Davids kongehus som det højeste og reneste eksempel på en konge indsat af Gud. Og de kristne temaer og symboler, der er til stede i disse europæiske kroninger gennem århundrederne, er rodfæstet i troen på, at Kristus er den retmæssige arving til Davids trone.
Men det faktum, at kong David ville være forløberen og prototypen på Messias, er noget af en gåde. Dette skyldes, at Gud gjorde det klart for det gamle Israel, at Han var deres konge, og derfor havde de ikke brug for en jordisk konge.
Min kollega dr. Jürgen Bühler påpegede i det sidste nummer af tidsskriftet Et Ord fra Jerusalem, at Gud kaldte dem til at være “et rige af præster og en hellig nation”, da han førte Israel ud af Egypten, (2.Mos 19:6). Og Gud selv blev deres “konge i Jeshurun” (5.Mos 33:5). For han alene var værdig til at herske og regere og vejlede dette folk. Men senere insisterede Israel på at have en jordisk konge som de andre nationer Ortodokse præster i Jerusalem forbereder salvelsesolien fra Oliebjerget til kroningen af kong Charles III (Getty Images) omkring sig, et krav som i høj grad mishagede Gud. Det skete under profeten Samuel, som klagede til Herren og modtog dette svar: ”Alt, hvad folket forlanger af dig, skal du føje dem i. Det er jo ikke dig, de forkaster; men de forkaster mig som deres konge.” (1.Sam 8:6-7) Trompetister annoncerer den nylige kroningsceremoni i Londons berømte Westminster Abbey (Facebook/Westminster Abbey) Så hvordan kunne Gud gå fra at forbyde Israel en jordisk konge til at tillade en? Og nok med det, hvordan blev denne jordiske konge pludselig ophøjet til stamfader til kong Messias; det vil sige Jesus, både Davids søn og Guds søn! Ufuldkomne konger, men en trofast Gud For at lukke op for denne gåde skal det først bemærkes, at folket krævede en konge, sandsynligvis af frygt for, at det, der skete under præsten Eli, ville ske igen, når Samuel var væk. Eli havde ikke opdraget sine sønner, som stjal fra folket i Shiloh, og Guds hårde dom var, at Pagtens Ark endte i filistrenes hænder. Nu havde en aldrende Samuel netop udnævnt sine to sønner til dommere, og de blev heller ikke irettesat for deres fordærv, ligesom Elis sønner, hvilket fik israelitterne til at frygte, hvad der kunne vente (1.Sam 8:1-3). Så folket havde faktisk en reel grund til at være bekymrede.
For det andet vidste Gud allerede, at Israel ville kræve en konge, længe før de faktisk gjorde det (5.Mos 28:36), og Han havde præventivt fastsat visse regler og begrænsninger for disse konger i Moseloven. Vi finder dem i 5.mos 17:14-20, som instruerer israelitterne om at sørge for at vælge en konge efter Guds valg; en, der ikke ville berige sig selv ved at kræve deres guld og sølv og husdyr og tage deres døtre som hustruer; en, der ville frygte Herren og holde hans ord.
Så da Samuel stod over for folket, der krævede en konge, tillod Herren det, men bad profeten om strengt at advare folket om den slags hersker, de var ved at få. “ Føj dem kun, men advar dem først indtrængende om de rettigheder, den konge får, som skal regere over dem. “ (1.sam 8:9) Så Samuel præciserede det klart, at disse konger helt sikkert ville gøre deres sønner til deres tjenere og soldater, tage deres døtre som deres kokke og konkubiner og beskatte folkets afgrøder og husdyr hårdt. Og hvis de kom og klagede til Herren over det, ville han ikke høre dem (1.sam 8:10-18).
Da Samuel kronede Saul som Israels første konge, bad han Herren om at give folket et tegn på, at de virkelig havde begået en fejl, og Herren svarede ved at sende regn og torden i hvedehøstens tid, som normalt er en tør sæson. Men Samuel forsikrede også folket om, at Gud ville forblive ved deres side og sagde: “ Frygt ikke, selv om I har gjort dette onde. Nu må I ikke vige fra Herren, men I skal tjene ham af hele jeres hjerte… For sit store navns skyld vil Herren ikke forkaste sit folk, for han besluttede at gøre jer til sit folk.« (1.sam 12:20, 22) Sandheden er, at Gud har lovet, at han aldrig ville svigte sit folk. ”Jeg vil være med dig og bevare dig overalt, hvor du går. Og jeg vil føre dig tilbage til dette land; jeg vil ikke svigte dig, men gøre, hvad jeg har lovet dig.” (1.mos 28:15) og “jeg vil tage bolig iblandt israelitterne, og jeg vil ikke svigte mit folk Israel.” (1.Kong 6:13), ”For Herren forkaster ikke sit folk og svigter ikke sin ejendom.” (Salme 94:14) Derfor kan vi konkludere, at Gud ikke havde ændret mening om Israel, men snarere vidste, at de en dag ville kræve en jordisk konge. Det var bare et svært øjeblik at gå igennem for Herren og for profeten Samuel på grund af den følelse af afvisning, de begge følte. Vejen til kongeligt præstedømme Endelig er det fascinerende at bemærke et klart mønster i de skiftende ledelsesformer, som det gamle Israel gennemgik. I omtrent deres første 400 år blev de ledet af patriarker, fra Abraham til Moses. Derefter blev de i de næste 400 år styret af dommere, fra Josva til Samuel. Derefter fulgte 400 års styre under Israels og Juda’s konger, fra Saul og David til Josias, den sidste retskafne konge i Davids linje. Endelig blev Israel i løbet af de næste 400 år grundlæggende styret af et kongeligt præstedømme.
Vi ser Israels præsterolle træde i forgrunden, da de vendte tilbage fra det babyloniske eksil, og ypperstepræsten Josva blev salvet til at regere folket. Dette afgørende overgangsøjeblik for Israel fortælles i Zakarias’ Bog kapitel 3. Hvis jøderne, der vendte tilbage fra eksil, havde placeret en konge over sig selv, ville deres persiske overherrer have været oprørte. Så for at være på den sikre side udnævnte de ypperstepræsten Josva til deres overhoved.
Således blev Israel i bund og grund styret af et kongeligt præstedømme, så de, når tiden var inde, kunne ofre lammet for verdens synder. Bemærkelsesværdigt nok sendte Gud et profetisk ord gennem Zakarias, der støttede dette skridt. Hvorfor? Fordi “Jeg fjerner dette lands skyld på én dag.” (Zakarias 3:9).
I alt dette kan vi se Guds frelsesplan for hele verden udspille sig i Israels rejse ned gennem tiden under forskellige styreformer. Patriarkerne modtog Guds edsvorne pagtsløfter om at velsigne og forløse verden gennem deres efterkommere. Dommerne hjalp med at besidde det forjættede land, hvor forløsningen ville udspille sig. Kong David blev lovet en søn, der en dag ville herske over et evigt rige, og han blev selv forløberen for kong Messias og en misundelse af alle jordiske konger lige siden. Og den lovede Davids søn overgav sig selv som offer for verdens synder og gjorde sig derved fortjent til det, der allerede retmæssigt var hans, Davids evige trone, hvorfra Han vil herske over Israel og hele jorden for evigt. Denne snart kommende konge Med alt dette i tankerne er det opmuntrende at overveje alle de profetiske
Artiklen blev bragt i Et Ord fra Jerusalem, Nr. 4 · August 2023.
