Leder – Nr. 3 · Juni 2026

Det dobbelte billede Vi lever i en tid, hvor begivenhederne ikke blot kalder på forståelse, men på stillingtagen. Det, der i disse måneder udspiller sig i og omkring Israel, tegner et dobbelt billede: på den ene side krig, frygt og sårbarhed – på den anden side hjemkomst, håb og genopbygning.

Sirenerne over israelske byer har igen sendt familier i beskyttelsesrum. For mange af vores Holocaust-overlevere på Haifa Home vækker lyden minder, der aldrig helt forsvandt. Det er en påmindelse om, hvor tæt historien ligger på nutiden. Samtidig ser vi jøder fra hele verden vende hjem i stigende antal. Midt i voksende antisemitisme vælger tusindvis at knytte deres fremtid til Israel. Det er ikke blot en bevægelse, men et vidnesbyrd.

Dette spændingsfelt er ikke nyt i Israels historie, men det træder i disse år frem med fornyet klarhed. For parallelt med udviklingen i Israel ser vi en anden bevægelse i vores egne samfund. Antisemitismen er ikke længere noget, vi udelukkende taler om i datid. Den er til stede – i sproget, i holdningerne og i den tavshed, der ofte omgiver den.

Netop tavsheden er ikke neutral. Den skaber et rum, hvor grænser forskydes, og hvor det, der før blev mødt med modstand, gradvist bliver accepteret. Historien har vist, at sådanne forskydninger sjældent sker brat, men vokser frem over tid, når det usagte får lov at stå.

For kristne er dette ikke et spørgsmål, der kan betragtes på afstand. Vores tro er forbundet med det jødiske folk, med Skrifterne og med den frelseshistorie, vi selv er en del af. Derfor er passivitet ikke en holdbar position, når jøder igen mødes med had. Samtidig viser virkeligheden, at engagement ofte tager form i det konkrete: i besøget hos den ensomme, i omsorgen for den sårbare, i det fællesskab, der opstår, når mennesker vælger at være til stede for hinanden. Det er her, kærligheden bliver synlig. Men netop derfor må den også have en stemme.

Den kristne erklæring mod antisemitisme er et udtryk for netop dette. Den er ikke blot en formel tekst, men et fælles vidnesbyrd om, at tavsheden ikke skal have det sidste ord. At skrive under er en enkel handling, men den markerer en vilje til at stå ved noget i en tid, hvor meget er i bevægelse.

Vi står i et spændingsfelt, hvor neutralitet ikke længere er en bæredygtig mulighed. Ikke fordi alle spørgsmål er enkle, men fordi fraværet af stillingtagen i sig selv bliver en form for stillingtagen. Derfor er spørgsmålet ikke kun, hvad der sker omkring os, men hvordan vi vælger at respondere. Måske er det netop i dette dobbelte billede, at det bliver tydeligt, at selv små handlinger kan bære en større betydning.

Artiklen blev bragt i Et Ord fra Jerusalem, Nr. 3 · Juni 2026.