SANDHEDEN TABER ALDRIG Der er tidspunkter, hvor ordene bliver så bombastiske at de mister deres magt. Et af de ord er“Folkedrab”, som slynges ud som slagord mod Israel, og “fred” r...
SANDHEDEN TABER ALDRIG Der er tidspunkter, hvor ordene bliver så bombastiske at de mister deres magt. Et af de ord er“Folkedrab”, som slynges ud som slagord mod Israel, og “fred” reduceres til politisk teater. FN varsamlet denne sensommer, og mange regeringer har med symbolske erklæringer om enpalæstinensisk stat søgt at gøre en forskel—men det har været uden klare grænser, lederskab elleransvar. Det redder desværre ingen, og det bringer ulykkeligvis ikke freden nærmere.
Midt i støjen består det klart: Israel fører en forsvarskamp mod en jihadistisk ideologi, der foragterliv, sandhed og frihed. Ja—krig er tragisk, og civile lider umådeligt. Men at udhule sproget til detpunkt, at vi ikke længere kan kende forskel på forsvar og udslettelse, er at forråde både de uskyldigeog fremtiden. Når sandhed underkues af følelser og politisk aktivisme, bliver de svage altid deførste tabere.
Som kristne er vi ikke kaldet til at råbe højest, men til at stå fast. “Kærligheden glæder sig ikke overuretten, men glæder sig ved sandheden.” Vi ved, at Kristus er Vejen, Sandheden og Livet. Detbetyder, at vi både skal trøste den lidende og tale klart om ondskabens natur. Det er det kristne kald.
Den gode nyhed er, at håbet stadig arbejder i det skjulte og synlige i Israel. Vi ser det i civile, derbeskyttes af nye beredskaber; i familier, der vender hjem til Israel; i praktisk hjælp, der når frem; iforbøn, der bærer. ICEJ er til stede—ikke som kommentator, men som medvandrer. Og når vi snartfejrer Løvhyttefesten, minder Gud os om, at menneskelig sikkerhed er midlertidig, men hanstroskab er fast.Spørgsmålet er ikke, om sandheden vil rejse sig. Det gør den. Spørgsmålet er, om vi vil stå medden—i bøn, i mod, i handling.
– Nick Hansen
Artiklen blev bragt i Et Ord fra Jerusalem, Nr. 5 · Oktober 2025.
