Der er en særlig fare, som sjældent omtales. Den kommer ikke med overskrifter eller dramatiske begivenheder. Den sniger sig stille ind over os som træthed. Efter snart tre år med k...
Der er en særlig fare, som sjældent omtales. Den kommer ikke med overskrifter eller dramatiske begivenheder. Den sniger sig stille ind over os som træthed. Efter snart tre år med krig i Israel kan selv de mest engagerede begynde at mærke en form for resignation. Krigen fortsætter. Overskrifterne gentager sig. Lidelsen synes uden ende. Og verden synes fastlåst i sin ensidige måde at forstå Israel på.
Det er netop her, vores tro bliver sat på prøve. Det er let at vise støtte, når sagen er populær, eller når nøden er ny. Den virkelige prøve kommer, når opmærksomheden forsvinder, mens behovet består.
I dette nummer af Et Ord fra Jerusalem møder du begge sider af denne virkelighed. Du læser om Jerusalem Summit, hvor kristne ledere fra hele verden samledes for at genopdage Bibelens grundlæggende undervisning om Israel, Kirken og det jødiske folk. Samtidig møder du mennesker, som hver eneste dag arbejder med at dele mad ud til familier, genopbygge Kibbutz Be’eri og hjælpe de mange israelere, som fortsat lever med krigens konsekvenser.
De to ting hænger uløseligt sammen. Hvis vores støtte til Israel alene bygger på aktuelle begivenheder eller følelser, vil den før eller siden svækkes. Men hvis den hviler på Guds ord og hans trofasthed mod sine løfter, bliver den langt mere vedvarende.
Det betyder ikke, at vi skal lukke øjnene for de svære spørgsmål, som konflikten rejser. Tværtimod. Kristne er kaldet til at sørge med dem, der sørger, række hånden ud til mennesker i nød og bede om retfærdighed og fred. Men vi må samtidig holde fast i den bibelske forståelse af Israels plads i Guds frelsesplan og af Kirkens ansvar over for det jødiske folk.
Jeg tror, vi lever i en tid, hvor udholdenhed og vedholdenhed er mere afgørende end begejstring. Derfor er dette ikke tidspunktet til at trække sig tilbage eller lade trætheden få det sidste ord. Tværtimod er det nu, vores støtte, vores forbøn og vores praktiske hjælp betyder allermest. For ofte er det netop i afgørelsens time, at trofasthed gør den største forskel.
Artiklen blev bragt i Et Ord fra Jerusalem, Nr. 4 · August 2026.
