Nikæa genbesøgt

Af Dr. Jürgen Bühler, Icej-

Denne sommer har ICEJ afholdt en særlig 100-dages markering med bøn og undervisning om bådeNikæa-koncilets positive betydning og dets fejltagelse i forholdet til jøderne. De fire transskriberedeuddrag nedenfor giver vigtige indsigter fra de ugentlige online-undervisninger og inviterer os tilbåde respekt og omvendelse over for Nikæa-arvens blandede eftermæle.

Længe efter Nikæa kaldes kirken ikke blot til at huske et vigtigt koncil, men til at genopdage entidløs pagt.

Hoseas 4,6 advarer: “Mit folk går til grunde, fordi det ikke har kundskab.” Dette tab af åndelig klarhed blev tydeligt ved Koncilet i Nikæa i år 325, hvor et subtilt men afgørende skifte afskar kirken fra dens jødiske rødder.

Den tidlige kirke blev født i Jerusalem, næret i synagoger og formet af pagterne med Abraham, Moses og David. Men i det fjerde århundrede var den politiske og teologiske tyngdepunkt flyttet mod vest. På Nikæa kom teologiske begreber, der var fremmede for Skriften – såsom homoousios – ind i kirkens kernesprog og omfortolkede troen gennem græsk-filosofiske linser.

Et af de tydeligste brud kom med fastlæggelsen af påskens dato. Indtil da havde mange kristne fejret påsken (Pesach) på den 14. Nisan, som apostlen Johannes havde lært, og som menighederne i Lilleasien praktiserede. Men kejser Konstantin pressede på for en kalender uden jødiske bånd: “Det syntes uværdigt,” skrev han, “at følge jødernes skik.”

Dette var mere end liturgi — det var en teologisk omlægning, som slørede Jesu jødiske identitet og den apostolske kirkes rødder.

Alligevel blev lyset aldrig helt slukket. Rester af troende – og i dag messianske jøder – bevarede ilden. Vores opgave er ikke at forkaste bekendelserne, men at genfinde deres fulde betydning, rodfæstet i Israels historie og fuldendt i Messias.

I dag ser vi Israels genoprettelse udfolde sig for vore øjne. Kirken må genbesøge det, Nikæa udelod – og plante sig på ny i Guds fortsatte pagt med sit folk. Hvis disse undervisninger har talt til dig, kan du scanne QR-koden for at få adgang til en playlistemed hele videoserien. Slut dig til det voksende antal troende, som søger at genfinde den jødiskegrund for vores kristne tro – ikke som nostalgi, men som tilpasning til Guds udfoldede frelsesplan.

Mange kristne har længe troet, at Guds løfte om landet til Israel blev åndeliggjort eller gjort irrelevant ved Kristi komme. Men Det Nye Testamente fortæller en anden historie.

Selvom landløftet ikke fylder lige så meget som i Det Gamle Testamente, er det stadig til stede – og underforstået. Hebr 11 bekræfter Abrahams forventning om en konkret arv. ApG 7 og 13 gengiver Guds gave af landet til Israel. Ingen af disse tekster omfortolker eller ophæver løftet.

I ApG 1,6 spørger disciplene, om Jesus nu vil genoprette riget for Israel. Han retter dem ikke – han siger blot, at tiden ikke er dem åbenbaret. Forventningen forbliver gyldig.

Paulus’ ord i Rom 11,29 – “For Guds nådegaver og kald kan ikke tages tilbage” – inkluderer landet, som var centralt i jødisk identitet.

Selv Åbenbaringsbogen bekræfter en fremtid for landet. Jerusalem kaldes “den hellige by” (Åb 11 og 21), og de tolv stammer bliver æret. Frelsens fortælling forbliver rodfæstet i både et folk og et land.

Landløftet blev aldrig afskaffet. Det blev bekræftet og oplyst gennem Messias. For at forstå evangeliet ret må kirken på ny omfavne hele Guds pagt med Israel – landet inkluderet.

Koncilet i Nikæa hyldes med rette for at bekræfte Jesu guddom og forene kirken. Men det indførte også en teologisk udeladelse med langtrækkende konsekvenser: Israels næsten totale fravær fra kirkens liturgi og identitet.

Den nikænske bekendelse springer hele Israels historie over – fra Abraham og Moses til profeterne og pagterne – og går direkte fra Skabelsen til Kristi inkarnation. Denne udeladelse var med til at normalisere en teologi, hvor kirken erstattede Israel som Guds pagtsfolk.

Dette tankesæt blev stadfæstet gennem konkrete beslutninger. På Nikæa brød kirken med den bibelske påskekalender og fastsatte påsken uafhængigt af jødisk tidsregning. Kejser Konstantin gjorde sin hensigt klar: “Lad os intet have til fælles med dette afskyelige folk.”

Disse beslutninger markerede fremkomsten af den formelle erstatningsteologi — en ramme, der skilte Jesus fra hans jødiske kontekst og skjulte Guds fortsatte løfter til Israel.

Som teologisk uddannet kan jeg bevidne, at Abrahams- og Davidspagterne sjældent blev nævnt i kristen undervisning. Men Det Nye Testamente taler anderledes. Maria priser Guds pagt med Abraham (Luk 1), Peter taler om “genoprettelsen af alt” (ApG 3,21), og Paulus minder os: “For Guds nådegaver og kald kan ikke tages tilbage” (Rom 11,29).

Artiklen blev bragt i Et Ord fra Jerusalem, Nr. 5 · Oktober 2025.