Netop den sikre transport betyder, at familierne modtager friske og næringsrige fødevarer, som kan dække deres behov i den kommende uge.
Af Jannie Tolhoek
Netop den sikre transport betyder, at familierne modtager friske og næringsrige fødevarer, som kan dække deres behov i den kommende uge.
KL. 14.00 – UDDELING Ved uddelingsstederne danner familierne stille kø. Mange har små trækvogne med, andre store indkøbsposer eller endda kufferter, fordi de ved, at madkurvene er tunge og fyldt til randen.
Her bliver statistikkerne til mennesker. For mange familier, som er blevet fordrevet af krigen, er de friske fødevarer fra ICEJ’s kølevogne den eneste kilde til protein i løbet af ugen. For ældre, som bor alene, er leverancerne ikke kun en hjælp til at få mad på bordet, men også et tegn på, at de ikke er blevet glemt.
“ICEJ’s støtte har været helt afgørende for det, vi har kunnet udrette,” siger Peleg. “Køretøjerne har givet os logistiske muligheder, vi aldrig har haft før, og gjort det muligt at hjælpe flere mennesker end nogensinde. De er et stærkt udtryk for kristen omsorg.”
KL. 17.00 – EN INDSATS MED VARIG BETYDNING Ved dagens afslutning vender lastbilerne tomme tilbage til logistikcentret efter endnu en dag på vejene. Projektet dækker ikke blot de akutte behov, som krigen har skabt. Det er også med til at bryde den sociale arv af fattigdom, som mange israelske familier kæmper med.
Krigen er endnu ikke slut, og kampen mod fattigdom fortsætter. Men takket være trofaste støtter verden over ruller håbet videre – kilometer for kilometer – hver gang ICEJ’s kølevogne bringer mad frem til dem, der har allermest brug for det.
Kirken og Jerusalem På det nyligt afholdte Jerusalem Summit blev Den Nikænske Bekendelse fra år 325 drøftet af teologer fra hele verden. Den Nikænske Bekendelse fastslog Jesu guddommelighed som kirkens lære i Romerriget og i kristenheden for al fremtid.
Kejser Konstantin havde indkaldt til mødet i 325. Både kejseren og nogle af Biskopperne var imidlertid negativt indstillet over for jøder og jødedom. Kirkens tætte bånd med Romerriget og negative indstilling til jøderne fik vidtrækkende konsekvenser i de følgende århundreder.
Romerriget som havde ødelagt Den Hellige Stad, Jerusalem, gjorde nu, sammen med kirken, Rom til en hellig stad, med en kristen kalender, kristne højtider og helligdomme i egen ret. Kirken havde erstattet jøderne som det udvalgte folk, og Jøden Jesus blev for fremtiden forklædt som en kristen katolsk frelser, uigenkendelig for jøder.
Det som startede som en jødisk bevægelse omkring den unge jødiske rabbiner Jesus fra Nazareth, med jødiske disciple, var nu en fuldt ud kristen og antijødisk bevægelse. Abrahams afkom og kirkens afkom gik hver sin vej.
Nikæa-bekendelsens tavshed omkring jøden Jesus blev senere til forbud og indskrænkninger af jødisk liv og til forfølgelser og fordrivelser og folkemord på jøder i det kristne Europa.
Bag det lå synet på Jøderne som et forkastet folk der aldrig ville vende tilbage til deres land og blive en hel nation igen. Sådan så også Luther på det. Oprettelsen af staten Israel d. 14. maj 1948 blev derfor lidt af en teologisk hovedpine, der dog ikke har fjernet den teologiske antisemitisme. Jesus omtales nu som palæstinenser, jøderne som besættelsesmagt, Jesu far ses som væsensforskellig fra Abrahams Gud osv.
Men facts på jorden er, at Jerusalem igen er en jødisk by, hvor Herren tilbedes, og Gud forandrer Mellemøsten med Israel som centrum for begivenhederne. Vi ser en genoprettelsesbevægelse i vor tid, der søger tilbage til rødderne i Zion, tilbage til en forsoning med Jøderne og til en bekendelse af Jøden Jesus, af Abrahams sæd, Davids rodskud, et lys for hedninger og en herlighed for sit folk Israel.
Til Jerusalem Summit blev det udtrykt i en nedskrevet bekræftelse af den Nikænske trosbekendelses syn på Jesus som Gud og menneske, men med et korrektiv af bibelvers der sætter den ind i den oprindelige bibelske sammenhæng med Jesus som det jødiske folks Messias.
Den kristne kirke er på vej tilbage til forbindelsen med Jerusalem Ulrik Flinta De seneste måneder har markeret en smertefuld milepæl i Kibbutz Be’eris lange vej mod genopbygning. De vestlige boligområder er nu blevet ryddet, og næsten alle husene er revet ned. Kun ét enkelt hus står tilbage som et varigt vidnesbyrd om de grusomheder, der udspillede sig under Hamas’ terrorangreb fra Gaza den 7. oktober 2023.
Det var ikke blot bygninger, der forsvandt. Det var hjem fyldt med minder om familieliv, barndom, venskaber, højtider og hverdagens små øjeblikke. Nedrivningen markerer derfor et dybt følelsesladet farvel til det Be’eri, som engang var.
Men midt i sorgen spirer også håbet. De tomme grunde giver plads til en ny begyndelse. Samfundet er fast besluttet på både at bevare mindet om fortiden, ære ofrene og samtidig skabe en ny fremtid. I dag handler arbejdet ikke længere kun om at overleve, men om at skabe et bæredygtigt grundlag for fremtiden. Genopbygningen omfatter langt mere end mursten og beton. Den rummer også følelsesmæssig heling, økonomisk genopretning, uddannelse og genopbygningen af et levende lokalsamfund.
Ligesom resten af Israel har beboerne i Be’eri, både dem, der er vendt hjem, og dem, der fortsat bor midlertidigt i Hatzerim eller andre steder i landet, gentagne gange måttet søge beskyttelse på grund af missil- og droneangreb fra Iran og Hizbollah. For mange af de overlevende vækker sirenerne de traumatiske minder fra den 7. oktober til live igen.
Alligevel fortsætter beboerne med at hente styrke i det, som altid har kendetegnet kibbutzen: et stærkt fællesskab, ansvar for hinanden og en dyb vilje til at tage hånd om naboen.
Artiklen blev bragt i Et Ord fra Jerusalem, Nr. 4 · August 2026.
