Vi har for nylig passeret et halvt år, siden Hamas, ved sin brutale masakre d.7.oktober, udløste en krig med Israel i Gaza. Det er en god ide at træde et skridt tilbage og vurdere,...
Af David Parsons, ICEJ vicepræsident & senior talsmand
Vi har for nylig passeret et halvt år, siden Hamas, ved sin brutale masakre d.7.oktober, udløste en krig med Israel i Gaza. Det er en god ide at træde et skridt tilbage og vurdere, hvor vi står i denne langvarige konflikt.
Til sin tid vil der foretages officielle undersøgelser af Israels manglende forberedelse på Hamas’ angreb på Simchat Torah. Men vi ved allerede nok til at besvare nogle centrale spørgsmål om denne krig: Hvorfor blev Israel så overrasket over Hamas’ invasion? Hvorfor har Hizbollah ikke fuldt ud tilsluttet sig krigen? Hvordan har Israel klaret sig hidtil i Gaza? Hvor er tingene på vej hen? Og hvis krigen sluttede i dag, hvem ville så vinde?
Hvordan kunne Israel blive så overrasket over Hamas’ invasion?
For det første var politiske og militære ledere i Israel faldet for en “gruppetænkning” om Hamas – nemlig den fremherskende opfattelse, at Hamas var afskrækket af israelsk militærmagt. IDF havde afvist deres rakettrussel med Iron Dome og terrortunneller ved hjælp af jordgennemtrængende radar. Der var også enighed om, at Hamas var optaget af at regere Gaza, som gennemgik et byggeboom, der højnede ledernes popularitet. Denne gruppetænkning vandt indpas, selv om Israel havde gjort tiltag efter Yom Kippurkrigens fiasko for altid at udfordre den accepterede holdning og tænkning i dets efterretningssamfund. Endelig blev vigtige advarselssignaler fuldstændig ignoreret, især de gentagne advarsler fra kvindelige IDF-observatører, der holdt øje med overvågningskameraer langs Gaza-grænsen, om, at noget var under opsejling.
Derudover var det israelske samfund udmattet efter et års intens debat om foreslåede retsreformer. Der var et pusterum fra denne politiske kamp henover Knessets efterårspause, og Simchat Torah var den sidste hviledag, før debatten ville blive ophedet igen. Så alle slappede af den skæbnesvangre sabbatsmorgen.
Dog kan Hamas hævde en vis succes med at bedrage Israel. For det første lykkedes det dem at holde invasionen hemmelig blandt en håndfuld ledere inde i Gaza. Hamas deltog heller ikke i den intense tredages raketkrig, som Palæstinensisk Islamisk Jihad lancerede i maj sidste år, og som lullede Israel ind i den tro, at det ikke ønskede krig. Desuden var der ingen af de sædvanlige optøjer og uro på Tempelbjerget under de jødiske højtider i oktober sidste år.
Hamas og Iran øgede også deres rekruttering af terrorceller på Vestbredden, hvilket fik IDF til at omfordele styrker fra Gaza-grænsen til Judæa og Samaria.
Således var den såkaldte “al-Aqsa-storm” mere succesfuld, end Hamas forventede. Resultatet var over 1.200 døde israelere og mere end 250 taget som gidsler ind i Gaza, mens hele Israel pludselig var bange for mere massive raketspærringer og invasion fra Libanon.
Alligevel kunne blodbadet have været meget værre, da Hamas’ store hemmelighedskræmmeri også skadede dem. Hamas og Hizbollah havde koordineret tæt med Iran for at danne en “forenet modstandsfront” mod Israel, og de planlagde et samtidigt angreb på flere fronter – selvom der ikke var fastsat nogen dato. Men Hamas sprang til, og angrebene den 7. oktober overraskede også Hizbollah.
Så hvorfor har Hizbollah ikke fuldt ud tilsluttet sig krigen?
Hizbollah blev overrumplet og iagttog udviklingen i det sydlige Israel de første dage for at se, hvordan Hamas klarede sig. Men de holdt sig tilbage af to grunde: For det første mobiliserede Israel hurtigt 350.000 reservister og forstærkede nordfronten. Og for det andet evakuerede Israel 120.000 civile langs den libanesiske grænse.
Dette betød, at Hizbollahs Radwan elitestyrker ville stå over for meget hårdere odds for at kopiere Hamas’ succes i syd. Hizbollah har således været tilfreds med at “bidrage” til Hamas’ krigsindsats ved blot at fastholde et stort antal IDF-tropper i nord via en artilleriduel lige langs grænsen. Dette viste sig at være en meget kritisk beslutning, der signalerede, at hverken Hizbollah eller Iran ønskede en større direkte krig med Israel lige nu, og det har efterladt Israel med initiativet til at smadre Hizbollah på et tidspunkt efter eget valg – nogle siger i maj/juni.
Med kampene, der for det meste er begrænset til Gaza, hvordan har Israel så klaret sig der hidtil?
Som tidligere delte IDF Gaza i tredjedele og beskæftigede sig først med Gaza by i nord, derefter det centrale Gaza og for nylig med Khan Younis i syd. IDF anslår, at de har dræbt eller såret to tredjedele af Hamas-krigerne i Gaza, herunder 13.000 Hamas-militsfolk, der blev dræbt under landoperationerne i Gaza, plus yderligere 1.000 inde i Israel den 7. oktober. Til sammenligning har IDF mistet lidt over 260 tropper i Gaza – langt færre end forventet. Det israelske militær har også ødelagt tonsvis af våbenarsenaler og hundredvis af tunneller – måske halvdelen af hvad, der er der.
Ikke desto mindre er Israels krigsindsats blevet alvorligt hæmmet af det internationale samfunds beslutning om, at alle civile i Gaza skal forblive på slagmarken, hvilket tillader Hamas at bruge dem som menneskelige skjolde. Dette har direkte bidraget til det stigende civile dødstal i Gaza og vanskelighederne med at få mad frem til befolkningen. Alligevel har verden beskyldt Israel for bevidst at udsulte indbyggerne i Gaza og begå folkedrab i stedet for at skyde UPDATE: ISRAEL UNDVIGER MASSIVT IRANSK MISSILANGREB! I 45 år har det islamiske regime i Iran ført en ubarmhjertig kampagne for at udslette Israel, hovedsageligt ved hjælp af proxy militser. Men for første gang indledte Iran et direkte angreb mod Israel fra sin egen jord tidligt den 14. april. I den største spærring nogensinde af sin art affyrede Teheran over 320 droner og missiler mod Israel. Men IDF (og dets allierede) skød 99% af dronerne og missilerne ned, de fleste før de kom ind i israelsk luftrum. Angrebet viste sig at være en legendarisk succes for Israel og en pinlig fiasko for Iran. Israel overvejer nu sit svar, selvom rampelyset endelig er rettet mod den virkelige skurk i denne konflikt – det iranske regime.
Så hvordan er situationen, og hvor er vi på vej hen?
I øjeblikket befinder vi os i en mærkelig pause, hvor Israel venter på en gidselaftale eller en beslutning om at gå ind i Rafah, Hamas’ sidste højborg, hvor mange gidsler kan være tilbageholdt. Der har været voksende spændinger mellem Israel og Biden-administrationen over den planlagte Rafah-operation, som Washington frygter vil bringe snesevis af palæstinensiske flygtninge, der er stimlet sammen der, i fare. Men Israel har ændret sin strategi på det seneste – oversvømmet Gaza med mad og trukket de fleste IDF-styrker tilbage – hovedsageligt for at forbedre betingelserne for at nå frem til en gidselaftale.
Under alle omstændigheder sender USA stadig våben til Israel, mens rapporter tyder på, at Indonesien og endda Saudi-Arabien er interesserede i at normalisere båndene til Jerusalem på trods af krigen. Så tingene kan skylden på Hamas eller endda sig selv. Dette var et skammeligt og hidtil uset træk i moderne krigsførelse, som har tvunget en civilbefolkning til at forblive i fare.
For det andet har hverken FN’s Sikkerhedsråd eller Generalforsamling hidtil fordømt Hamas for deres alvorlige grusomheder den 7. oktober. Også dette er skammeligt og utilgiveligt! Det har sendt et budskab til israelerne om, at deres liv ikke betyder noget, og at jødisk blod betragtes som billigt. Derfor bebrejder jeg ikke israelerne for at ignorere råd og kritik fra andre nationer vedrørende deres adfærd i denne krig. hurtigt vende for Israel. Ikke desto mindre vil den jødiske stat komme til at stå overfor en strøm af lovkrav, der opstår som følge af denne krig i de kommende år.
Endelig, hvis krigen sluttede i dag, hvem ville så være den virkelige vinder?
Selvfølgelig ville Hamas hævde sejren, simpelthen fordi de overlevede for at kæmpe en anden dag! Men med det høje dødstal i Gaza, meget af det i kaos, og de fleste indbyggere i Gaza, der er granatchokerede efter seks måneders krig, er det svært at se, hvordan Hamas troværdigt kan hævde sejren.
Imidlertid kunne Israel hævde en delvis sejr i Gaza. Nationen kom sig hurtigt efter tilbageslaget den 7. oktober. IDF har klaret sig bemærkelsesværdigt godt militært under komplekse forhold i bykrig ved at opnå et forhold på ca. 1 til 1 mellem kombattanter og civile dræbt (Det seneste globale gennemsnit i bykrigsmiljøer er 18 civile for hver dræbt kombattant). Forhåbentlig vil denne bedrift blive bredt anerkendt i stedet for blodbagvaskelser om folkedrab og etnisk udrensning.
Israel er også blevet forenet af denne konflikt, men er stadig udfordret. Og denne sejr vil aldrig være fuldstændig, før alle gidslerne er returneret. Efter denne krig må Israel fortsætte med at insistere på at afvikle UNRWA og sikre, at den palæstinensiske “ret til tilbagevenden” bliver lagt til hvile for evigt. Hvorfor ikke i stedet lade alle de nationer, der sympatiserer med befolkningen i Gaza, tage imod nogle som flygtninge?!
Artiklen blev bragt i Et Ord fra Jerusalem, Nr. 3 · Juni 2024.
