Hizbollah i Libanon. Det chokerende blodbad den 7. oktober sidste år markerede den værste pogrom mod det jødiske folk siden Holocaust. Børn blev skudt foran deres forældre og foræl...
Af Ulrik Flinta
Hizbollah i Libanon. Det chokerende blodbad den 7. oktober sidste år markerede den værste pogrom mod det jødiske folk siden Holocaust. Børn blev skudt foran deres forældre og forældre foran deres børn. Hele familier blev brændt levende. Kvinder blev gruppevoldtaget. Svækkede ældre Holocaust-overlevende blev brutalt henrettet. Babyer blev maltrakteret og halshugget.
Det endelige dødstal var forfærdeligt, og alligevel kunne det have været endnu værre, da Hamas’ store hemmelighedskræmmeri over deres operation også overraskede deres allierede Hizbollah, som ikke var klar til total krig. Men den næste dag sluttede Hizbollah sig til kampen med nådesløse raketbeskydninger over den libanesiske grænse, og andre iranske stedfortrædermilitser fulgte snart efter. Dette efterlod Israel over for en syvfrontskrig – med truslen om missil-, drone- og terrorangreb fra Gaza, Vestbredden, Libanon, Syrien, Irak, Yemen og Iran selv.
Som svar på den 7. oktober gennemførte IDF straks sin største mobilisering nogensinde på 350.000 reservister og evakuerede titusinder af israelske civile fra grænserne til Gaza og Libanon. Disse hurtige handlinger afskrækkede Hizbollah fra at invadere Galilæa med sine Radwan-elitestyrker og gjorde det muligt for IDF at koncentrere sig om at neutralisere Hamas i Gaza og finde gidslerne. Men tempoet i kampen blev sænket på grund af kompleksiteten med krigsførelse fra Gazas tunneller, gidslernes tilstedeværelse og det internationale samfunds hidtil usete krav om, og at over to millioner civile i Gaza skulle forblive på slagmarken – hvilket gør det muligt for Hamas at fortsætte med at bruge dem som menneskelige skjolde.
Mens kampene i Gaza fortsatte, stod Israel også over for udbredt fordømmelse fra verdens ledere, anklager om folkedrab og krigsforbrydelser i Haag og en global flodbølge af antisemitisme i et uset forfærdeligt omfang. Lige så bekymrende har Biden-administrationens vaklende tilgang været, som leverede store forsendelser af amerikanske våben, men med leverancer ofte forsinkede, mens Det Hvide Hus’ gentagne kritik af israelske tiltag og opfordringer til våbenhvile syntes at hjælpe med at bevare Hamas som en magtfaktor i Gaza.
Men måske var det mest bekymrende aspekt af denne konflikt for israelerne, at landets berømte sikkerhedstjenester ikke havde opdaget Således fik den 7. oktober israelerne til at miste tilliden til deres ledere. Premierminister Benjamin Netanyahu blev holdt ansvarlig for at tillade Qatar at hælde penge ind i Gaza og for hans modvilje mod at påtage sig nogen skyld for det brutale Hamas-angreb. Men nervøsiteten og tvivlen blandt israelerne vendte i april.
På dette tidspunkt havde IDF med succes fået ram på to iranske generaler i Damaskus, hvilket fik Teheran til at gengælde ved at affyre over 350 ballistiske missiler og krydsermissiler og bevæbnede droner i sit første direkte angreb nogensinde på Israel. Alligevel lykkedes det Israel og dets allierede at nedskyde 99% af missilerne og dronerne. Siden da har Israel fundet fodfæste og genvundet sin selvtillid.
Faktisk har Israel i løbet af de sidste seks måneder formået at udrette bemærkelsesværdige bedrifter, der har fået dets fjender til at vakle. Den kostbare efterretningsfiasko den 7. oktober har givet plads til en række efterretningssucceser, der er på linje med Israels forebyggende angreb på det egyptiske luftvåben i juni 1967 og redningsmissionen i Entebbe i juli 1976.
Dette inkluderer at eliminere Hamas’ politbureauchef Ismail Haniyeh under et besøg i Teheran og indhente den berygtede Hamas-terrorist Muhammad Deif inde i Gaza. IDF har også fjernet Hizbollahs øverste militære chef Fuad Shukur, sammen med dens næstkommanderende Ibrahim Aqil, plus militsens raketchef, dronechef, efterretningschef, finanschef, leder for Radwan-styrken, sydfrontskommandanten og endelig den øverste leder selv, Sheikh Hassan Nasrallah, i hans bunker i det og forpurret Hamas’ invasionsplaner. En officiel undersøgelseskommission er endnu ikke blevet indkaldt, men det står allerede klart, at der var tydelige advarselstegn, som på tragisk vis blev ignoreret. Dette skyldtes i høj grad den fremherskende konsensus blandt højtstående israelske politiske og militære ledere om, at Hamas var afskrækket fra at angribe af IDF’s overlegne magt og havde travlt med byggeboomet i Gaza. sydlige Beirut. I andre bemærkelsesværdige operationer ødelagde det israelske luftvåben for nylig tusindvis af raketter få minutter før de skulle affyres ind i Israel. IDFelitetropper landede også inde i Syrien og sprængte en underjordisk missilfabrik i luften. Kort efter gennemførte Mossad en målrettet hemmelig operation, der involverede modificerede personsøgere og walkie-talkies, der samtidig eksploderede i hænderne på tusindvis af Hizbollah-agenter over hele Libanon. Blot få dage senere ramte Israel over 2.000 Hizbollahvåbendepoter og militære steder indenfor 48 timer. Og i sin seneste sensationelle bedrift evnede Israels luftforsvar at forhindre en massiv bølge af 200 iranske ballistiske missiler – den største ballistiske angreb af denne art, der nogensinde er affyret mod et andet land. Samlet set har disse operationer under Netanyahus ledelse givet Hizbollah svimlende slag mod dens øverste kommandostruktur og 70 % af dets raketarsenal udslettet. Irans mest dødbringende, effektive fremadrettede trussel mod Israel er ved at kollapse, og håbet er fornyet om, at Libanon Hosianna – frels dog!
En del hebraiske ord er, via græsk, blevet til udtryk, som de fleste kirkegængere kender fra sange, salmer og bibeltekster. Et af dem er “hosanna,” som er blevet til ét ord på dansk (og græsk), men som oprindeligt består af to hebraiske ord.
Det første ord er ( ישעjod, shin, ajin), som betyder frelse, hjælpe, redde, komme til hjælp, være sejrende og befri. Det andet ord er det korte ord ( נאnun, alef), som er et biord, der betyder “dog,” “nu,” “endelig.”
Vi kan altså oversætte de to ord med “frels dog.” Ved indtoget i Jerusalem råber skaren: “Hosianna, Davids søn!” hvilket viser, at de råber en dag faktisk kan vriste sig fri af Hizbollahs greb. I mellemtiden er Hamas blevet alvorligt svækket i Gaza, og dens belejrede leder Yahya Sinwar er også blevet fjernet. Iran er i Israels direkte skudlinje, og den skygge af frygt, som dets “modstandsakse” kaster over hele regionen, forsvinder støt.
Et år efter den mørke dag den 7. oktober er Israel ved at gøre op med radikale islamiske terrormilitser, der har mange nationers uskyldige blod på deres hænder. De udkæmper en retfærdig krig med moralske midler og med blændende præcision. Selv den sunni-arabiske verden jubler over Nasrallahs død og forundres over Israels højteknologiske ”trolddom”, som de kalder det. Endeligt er der også fornyet håb om, at regionen kan vende tilbage til forsoningens vej via Abraham-aftalerne. Dog er der flere kampe forude, og israelerne har brug for mere tid til virkelig at komme over chokket fra massakrerne den 7. oktober. Faktisk vil de sår, der blev påført Israel den mørke lørdag, forblive åbne, så længe der stadig er gidsler i Gaza. på, at Messias, kongen af Davids slægt, skal frelse Israel.
Det er interessant, at Jesu navn også er en form af .ישעDet hebraiske navn for Jesus er ַ ישּוַע (jod, shin, wav, ajin), som er en forkortet udgave af Herrens navn ( יהוהjod, hey, wav, hey) og ordet for frelse .ישע Jesus betyder altså “Herren frelser.” Derfor giver det også mening, hvad englen siger til Josef i Matthæus 1,21: “Hun skal føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra deres synder.”
Artiklen blev bragt i Et Ord fra Jerusalem, Nr. 6 · December 2024.
