Der foregår i dag omfattende debat om den såkaldte New Perspective on Paul og dens syn på Israel. Apostlen Paulus er ikke altid let at forstå. Selv hans apostelfælle Peter skrev, a...
Af Prof. Gerald Mcdermott
Der foregår i dag omfattende debat om den såkaldte New Perspective on Paul og dens syn på Israel. Apostlen Paulus er ikke altid let at forstå. Selv hans apostelfælle Peter skrev, at Paulus til tider er “svær at forstå”, og at mange fordrejer hans ord “til deres egen undergang” (2 Pet 3,16). Tyve århundreder senere er måske det mest omdiskuterede aspekt af Paulus’ undervisning følgende spørgsmål: Hvordan forstod Paulus forholdet mellem jødedommen i det første århundrede og den nye Jesusbevægelse?
LUTHERS EFTERMÆLE I fem århundreder har protestanter i høj grad læst Paulus gennem Martin Luthers teologi, formet af hans konflikt med den senmiddelalderlige katolicisme. I denne strid blev “gerninger” sat op imod “nåde”, og Luther konkluderede, at jødedommen i det første århundrede måtte have lært frelse gennem gerninger. På det grundlag kom Paulus’ kritik af “lovgerninger” til at betyde et totalt opgør med jødedommen og begyndelsen på en helt ny religion — en kristendom løsrevet fra Israels folk, historie og land.
Denne læsning blev hurtigt den teologiske muld for supersessionisme, eller erstatningsteologi, som har to elementer: 1. Folket: Kirken afløser Israel som Guds udvalgte folk, og jøder, der ikke følger Jesus, er ikke længere de udvalgte. 2. Landet: Israels land mister sin pagtbetydning, er ikke længere helligt, og løfterne om landet åndeliggøres.
Disse tanker slog dybe rødder, og konsekvenserne blev alvorlige. Luthers sene skrift “Om jøderne og deres løgne” blev århundreder senere brugt som våben af nazisterne, som distribuerede det bredt for at få kristne — især lutheranere — til at acceptere anti-jødiske love. Mens Luther kæmpede imod vranglære i sin egen samtid, og fejlagtigt projicerede dem tilbage på den første kirke, gjorde hans læsning af Paulus kirken sårbar over for grelle fejl om Israel.
DEN NYE PAULUS-LÆSNING I 1970’erne og 80’erne udfordrede forskere — især E. P. Sanders, James D. G. Dunn og N. T. Wright — denne Luther-formede forståelse af jødedommen. De påviste, at jødedommen i det andet tempels tid ikke forkyndte frelse ved gerninger, men det Sanders kaldte covenantal nomism. Kort sagt: Israel træder ind i pagten af nåde (for drenge symboliseret ved omskærelsen), men at forblive i pagten kræver trofast lydighed mod dens bud. Adgangen er en nådegave — men at forblive i pagten kræver lydighed. (Man kan bemærke, at dette ikke er uligt Jesu ord i Joh 15,14: “I er mine venner, hvis I gør, hvad jeg befaler jer.”) Paulus er altså ikke en modstander af Torah. Tværtimod siger han: “Ophæver vi så loven ved troen? Nej, langt fra! Vi stadfæster loven.” (Rom 3,31) Denne korrektion af Luther er kærkommen. Men nogle versioner af “New Perspective on Paul” er gledet over i en anden forvrængning: De tolker Paulus gennem en moderne linse af race- og identitetspolitik. I denne fortælling forkastede Paulus ikke jødedommen, fordi den var “gerningsbaseret”, men fordi den var “etnisk” — opsummeret i sloganet: “grace, not race”.
Men Paulus tænkte ikke i moderne racerelaterede kategorier. Han skriver: “Fra nu af kender vi ingen efter kødet.” (2 Kor 5,16) Hans logik er pagtslogik, ikke racelogik. Jesus ophæver ikke Israel, men bekræfter løfterne til patriarkerne og fører hedninger ind i Israels historie (Rom 15,8-12).
EN NY ‘TROJANSK HEST’ En bredt diskuteret bog af Jason Staples, ‘Paul and the Resurrection of Israel: Jews, Former Gentiles, and Israelites’ (Cambridge University Press), ændrer igen forståelsen af Israel i Det Nye Testamente. Titlen lyder lovende, men bogen er — teologisk set — en trojansk hest. Hvorfor? Fordi Staples hævder, at det eneste sande “Israel” nu består af Jesus-troende — jøder og hedninge sammen. Jøder, der ikke bekender Jesus, er ifølge ham ikke Israel, deres pagt har ingen fortsat gyldighed, og landløftet er ophævet. For at understøtte sin tese hævder han, at 1 Kor 12,2 taler om “tidligere hedninger”, som om hedninger ophører med at være hedninger, når de tror — en læsning der ikke støttes af den græske tekst.
Resultatet er en ny form for erstatningsteologi i forklædning. Navnene er ændret, men substansen er den samme — Israel erstattes af et Jesus-fællesskab, som udvisker det jødiske folks vedvarende identitet, og landet fjernes fra pagten.
HVAD PAULUS FAKTISK LÆRTE Mod sådanne omdefineringer taler Paulus klart i Rom 11,28–29 om jøder, der ikke troede på Jesus i hans samtid: “De er elskede for fædrenes skyld.” Ikke “var”, men er — nutid. Hvorfor? Fordi “Guds nådegaver og kald kan ikke kaldes tilbage.”
Ordet “kald” er her et teknisk udtryk for Guds udvælgelse af Israel som hans førstefødte søn og kongelige præsteskab (2 Mos 4,22; 19,5-6). Denne tjeneste annulleres ikke af jødisk vantro; Paulus siger, at den ikke kan tilbagekaldes. Hvis Guds trofasthed kunne ophæves af menneskers utroskab, ville nåde ikke længere være nåde — og hedningernes indpodning i Israels olietræ (Rom 11,17–24) ville være usikker. Paulus’ argument går den anden vej: Guds troskab mod Israel er grundlaget for hedningernes håb — ikke dets modstander.
Denne præstelige tjeneste er et vidnesbyrd, der skal vise verden den ene sande Gud, som har åbenbaret sig fuldt ud i Israels Messias. Hedningetroende deler denne tjeneste — ikke ved at erstatte Israel, men ved at blive indpodet i Israels historie om en pagtholdende Gud.
PAULUS OG LANDET Supersessionistiske teologer hævder ofte, at landløftet forsvinder i Det Nye Testamente. Men Paulus forudsætter dets fortsatte betydning. I ApG 13,19–20 gennemgår han Israels historie: Gud udvalgte patriarkerne, befriede Israel fra Egypten, bar dem i ørkenen, “og efter at have tilintetgjort syv folkeslag i Kana’an gav han dem landet som arv.” Paulus åndeliggør ikke arven. Han siger det ligefremt som pagthistorie og nutidig virkelighed.
I jødisk tænkning omkring Paulustiden — hos Filon, Josefus m.fl. — nævnes landet konsekvent som en af Guds største gaver. Så når Paulus skriver, at “Guds gaver er uigenkaldelige” (Rom 11,29), taler han ind i denne forståelse. Historisk skrev Paulus sandsynligvis Romerbrevet omkring år 57 e.Kr., ca. 25 år efter sin omvendelse. På dette modne tidspunkt er hans overbevisning om Israels udvælgelse og Guds gavers uophørlighed fuldt formuleret. Landløftet er ikke en rest fra en “forladt dispensation”, men et tegn på, at Gud holder sine løfter.
AT LÆSE PAULUS UDEN AT SLETTE ISRAEL Hvad så med loven? Paulus’ ordvalg er præcist. Han lærer ikke, at Torah er dårlig; han insisterer på, at den er hellig og god (Rom 7,12). Han kritiserer syndens misbrug af loven og dens magtesløshed til at befri fra syndens herredømme — noget kun Kristus gør (Rom 8,1-4).
Heller ikke reducerer Paulus Israels identitet til etniske markører. Han glæder sig over hedninger, der strømmer ind i Israels håb (Rom 15,8-12), og insisterer på, at der ikke findes en “andenrangsklasse” i Guds familie. Men som hedninger inkluderes, afskaffer Paulus ikke Israel. Når han skelner i Rom 9,6 mellem dem, der er “af Israel”, og dem, der er “Israel”, er det en inter-jødisk skelnen — mellem vantro og troende jøder — ikke en udvisning af ikkemessianske jøder fra folket. Den troende “rest” bekræfter, at kaldet består, men den ophæver ikke majoritetens elskethed: Jøderne er stadig “elskede for fædrenes skyld” (Rom 11,5.28).
Når hedninger praler overfor de naturlige grene, taler Paulus skarpt: “Det er ikke du, der bærer roden, men roden, der bærer dig.” (Rom 11,18) Supersessionisme er ikke blot en fejl — Paulus betegner det som åndeligt hovmod. Koncepter har konsekvenser. En Paulus løsrevet fra Israels fortsatte udvælgelse gjorde det lettere i det moderne Europa at retfærdiggøre foragt for jøder og ligegyldighed over for deres lidelse. Luthers sene skrifter blev brugt til at få kristne til at acceptere statslig antisemitisme. Ikke fordi lærde i dag er totalitære, men fordi en lignende fejllæsning igen kan berøve jøder deres Gudgivne identitet.
I dag møder jøder i mange lande fornyet fjendtlighed. Tragisk nok er nogle kristne — påvirket af teologier, der udhuler Israels folk og land — kommet til at stemme i. Kirken må modstå dette. Troskab mod Gud kræver troskab mod alle hans løfter — både til Kirken og til Israel.
AT SE DET, VI BLEV LÆRT IKKE AT SE Mange kristne er blevet undervist i, at Det Nye Testamente efterlader landløftet bag sig. Derfor har generationer læst Paulus uden at lægge mærke til hans ligefremme gengivelser af landets gave eller hans stærke udsagn om, at Guds “gaver og kald” står uigenkaldeligt ved magt.
Men når vi læser opmærksomt, fremstår et samlet billede: Paulus ærer Torah som hellig, mens han insisterer på Kristus som frelsens fylde. Han insisterer på jøde og hedninges enhed i Messias, uden at afskaffe Israels identitet. Han kalder hedninger ind i Israels håb, men afviser deres pral over de naturlige Debatten handler ikke kun om akademiske spørgsmål. Mange kristne er gledet ind i den nye bølge af antisemitisme, fordi de har overtaget supersessionistiske læsninger af Paulus. Men at slutte sig til den sande Paulus er at bekende — med glæde og ærefrygt — at Guds gaver og kald er uigenkaldelige, og at indrette vores teologi, vores vidnesbyrd og vores offentlige standpunkter derefter. grene. Han tager landets gave for givet som pagthistorie. Han binder det hele sammen i ét ord: pagt — Gud holder sine løfter til fædrene. I Jesus, Israels Messias, udstrækker Gud barmhjertighed til nationerne.
Her ved indgangen til det nye år, giver Den Internationale Kristne Ambassade Jerusalem et tilbageblik på nogle af de måder, hvorpå vi har stået sammen med Israel gennem de seneste tolv måneder – et af de mest udfordrende år i nationens historie. Takket være vores mange trofaste kristne støtter over hele verden kunne ICEJ i 2025 bringe håb og trøst til alle dele af det israelske samfund, hjælpe grænsesamfundene ved Gaza med at begynde genopbygningen, fortsætte med at bistå tusindvis af jødiske immigranter på deres vej hjem til fædrelandet, opmuntre utallige troende til at bede for Jerusalems fred og arrangere pro-israelske fremstød i byer og nationer globalt. Jeres vedholdende partnerskab gjorde alt dette muligt. Her er blot nogle af årets højdepunkter.
Mens verden ringede det nye år ind, hjalp ICEJ israelere med at modstå den daglige Hizbollah-beskydning langs den ustabile nordlige grænse ved at udruste og træne lokale beredskabsgrupper og andre førstereagenter på frontlinjen. Tidligt i januar 2025 leverede ICEJ’s AID-team 63 nødveste, 15 særlige krypterede walkie-talkies, dusinvis af lommelygter, to generatorer og endnu flere livsvigtige beskyttelsesrum, samtidig med at vi sponsorerede træningssessioner for civile beredskabsteams i hele Øvre Galilæa.
Senere i januar blev gaden foran ICEJ’s Haifa-hjem for Holocaustoverlevende fyldt af hundredvis af ældre overlevende og deres familier og venner, der samledes på en solrig vintereftermiddag for at markere 80-året for Auschwitz’ befrielse den 27. januar 1945. Israels minister Eli Cohen, Guatemalas ambassadør og ICEJ’s Senior Vice President David Parsons var blandt talerne, som fremførte stærke budskaber på Den Internationale Holocaust-mindedag.
Mens krigen stadig rasede på flere fronter, samlede ICEJ 77 præster og kirkeledere fra hele verden til vores Envision 2025-konference i Jerusalem i begyndelsen af februar. Konferencen blev en stærk solidaritetsmission, hvor deltagerne besøgte Knesset og Udenrigsministeriet, hørte oplysende og aktuelle budskaber fra lokale og internationale talere, fik dyb indsigt fra israelske sikkerhedsanalyseeksperter og fra gidslers pårørende, og besøgte grænsesamfund, der var dybt berørt siden massakrerne den 7. oktober 2023. Konferencen afsluttedes med besøg ved den nordlige grænse og en særlig samling i Kehilat HaCarmel, hvor jødiske, arabiske og hedningetroende sammen bad, tilbad og delte fællesskab som et stærkt vidnesbyrd om Kristi legemes enhed midt i en tid med krig.
I marts arrangerede ICEJ endnu en Hands-On Serving Tour for at støtte israelere i det krigshærgede land. Kristne frivillige fra hele verden besøgte flere grænsesamfund ved Gaza og udtrykte solidaritet på helt praktiske måder. De beskar blandt andet mango-lunde på en agro-teknisk skole i Sde Nitzan, sorterede 3.400 kilo klementiner på Lekets logistikcenter og hjalp med at høste 16.000 kilo appelsiner. “Vi kunne se den håndgribelige frugt af vores arbejde overalt, og med hver tjenestehandling voksede vores samhørighed med Israel,” forklarede en deltager.
ICEJ markerede påsken ved igen at uddele gaver og madkuponer til jødiske familier over hele landet. Disse gaver bragte glæde og lettelse til mange trængte familier og sikrede, at de kunne fejre denne vigtige højtid med værdighed.
I april markerede ICEJ også Yom HaShoah – Israels Holocaust-mindedag – ved at lægge en krans under de officielle statsceremonier i Yad Vashem, fejre 15 års drift af Haifahjemmet og afholde særlige visninger af den prisvindende dokumentarfilm “Miss Holocaust Survivor: A Beauty Contest that Celebrates Life.” Filmen viser de personlige historier fra to ældre deltagere i den unikke skønhedskonkurrence – 95-årige Rita Kasimow Brown og 102-årige Tova Ringer – begge beboere på vores Haifa-hjem.
I maj bød ICEJ over 50 globale repræsentanter velkommen til Jerusalem til vores årlige International Leadership Conference. Deltagerne besøgte stedet for Nova-festivalmassakren, et Iron Dome-batteri og en militærbase kun 50 meter fra Gaza-grænsen, som blev overrumplet af Hamas den 7. oktober. Gruppen besøgte desuden den hårdt ramte kibbutz Be’eri og deltog i grundstensnedlæggelsen af landsbyens nye ungdomscenter, som ICEJ finansierer.
Dette projekt er ét af mange større byggeinitiativer, ICEJ støtter i Gaza-grænsesamfundene: et ældrecenter med traumebehandling, et børnetraume-center og et musikterapi-center i Kfar Aza, et drivhusklasselokale i Sde Nitzan, samt en hesteterapi-ranch og terapihjørne med kæledyr i Kibbutz Urim.
Samtidig arrangerede ICEJ Tyskland en landsdækkende foredragsrække for Eva Erben, hvor hun i tyske skoler fortalte om sine oplevelser som Holocaustoverlevende og om kampen mod antisemitisme. I Israel blev Eva hædret af Tysklands ambassadør Steffen Seibert med Forbundskorsets fortjenstmedalje som én “hvis stemme er blevet et moralsk kompas for generationer.”
Under den 12 dage lange krig med Iran i juni regnede iranske ballistiske missiler ned over israelske byer. Et massivt sprænghoved ødelagde flere boligblokke i kystbyen Bat Yam, dræbte syv mennesker og gjorde hundredvis af familier hjemløse. To dage senere besøgte ICEJ’s Vice President Nicole Yoder området og bemærkede: “Dette ødelæggelsesniveau er noget helt nyt for os at se i Israel.” ICEJ hjalp straks hundredvis af familier, der havde mistet deres hjem, med tøj, mad, medicin, bleer og hygiejneartikler samt traumebehandling til de berørte børn.
Da Haifa blev mål for iranske missiler, traf ICEJ særlige forholdsregler for at sikre Haifa-hjemmet: Vi lagrede ekstra mad, forstærkede beskyttelsesrum, skaffede en nødgenerator og donerede en ambulance øremærket til at betjene beboerne og andre overlevende i regionen.
2025 markerede 1700-året for Koncilet i Nikæa (325 e.Kr.). ICEJ opfordrede troende verden over til 100 dages bøn og faste fra 18. maj til 24. august. Vi takkede for Nikæas gode frugter – en trosbekendelse, der stadig forener kristne – men bad også om heling for de historiske sår, det skabte ved at adskille kristendommen fra dens jødiske rødder. Hver uge bidrog anerkendte lærde med indsigt i Nikæa ved vores Global Prayer Gathering.
I juli arrangerede ICEJ UK historiske pro-Israel-møder i Edinburgh og Glasgow for at modvirke antisemitisme i Skotland. ICEJ’s afdelinger i over 90 lande har igen i 2025 været meget aktive med at støtte Israel gennem fremstød, marcher og bedemøder verden over.
I august sponsorerede ICEJ en flyvning med 50 britiske jøder, det største Alijah-hold fra Storbritannien i 15 år. ICEJ’s stab tog imod de nye olim med gavekort til dagligvarer og basale fornødenheder. I 2025 hjalp ICEJ over 3.000 jøder hjem til Israel, herunder fra Storbritannien, Frankrig, Etiopien, Ukraine, Baltikum og andre tidligere sovjetstater. Vi finansierede flybilletter for mere end 725 af disse immigranter.
I samme måned udsendte ICEJ en større erklæring om farerne ved den globale kampagne for at anerkende en palæstinensisk stat som løsning på Gaza-konflikten. Måneden efter udsendte vi en anden erklæring, der afslørede den vildledende karakter af de voksende anklager om “folkedrab” mod Israel og påpegede Hamas’ faktiske folkedrabsintentioner.
I midten af september sluttede Fijis premierminister Sitiveni Rabuka sig til Israels premierminister Benjamin Netanyahu for officielt at indvi Fijis nye ambassade i Jerusalem. ICEJ’s afdeling i Fiji havde arbejdet i årtier frem mod dette øjeblik, og ICEJ var stærkt repræsenteret under besøget. ICEJ-medarbejderne Fine Ditoka og Kelera Cirimaiwasa fik æren af at lægge traditionelle velkomstkranse på de to premierministre. ICEJ’s præsident Dr. Jürgen Bühler overrakte også vores Cyrus Award til PM Rabuka ved en diplomatisk middag. Fiji er nu det syvende land, der åbner ambassade i Jerusalem.
ICEJ fortsatte samtidig sin støtte til Israels minoritetssamfund, herunder projekter for at genopbygge tillid mellem arabere og jøder og programmer for at hjælpe arbejdsløse arabere. I september sponsorerede ICEJ fx en udflugt til Jerusalems Bibelske Zoo for domari-børn fra den gamle by. Seksårige Hazem sagde begejstret: “Det her er den bedste dag i mit liv! Jeg har set mine yndlingsdyr i virkeligheden.”
ICEJ’s Løvhyttefest i oktober blev årets største solidaritetsmission, da mere end 1.700 kristne fra udlandet kom til Israel for at stå sammen med det jødiske folk og tilbede Herren i Jerusalem. Blandt højdepunkterne var en varm velkomst fra Israels præsident Isaac Herzog og en stor forbønssamling i Knessets Rosenhave samtidig med, at regeringen mødtes for at stemme om at acceptere Trumpvåbenhvileforslaget for Gaza. Fire dage senere befandt de fleste deltagere sig fortsat i landet, da de sidste 20 levende gidsler vendte hjem på Simchat Torah – præcis to år efter deres bortførelse.
Også i oktober deltog ICEJ-stab i åbningen af den agro-tekniske skoles nye drivhusklasselokale i Sde Nitzan, finansieret af ICEJ. Vi støtter desuden opførelsen af et læringscenter og tre klasselokaler på skolen, der nu har 50 elever fra hele Israel, som uddanner sig til at genopbygge landbrugssamfundene i det vestlige Negev.
For tredje år i træk sponsorerede ICEJ en Esajas 19-konference på Cypern, som samlede arabiske, jødiske og hedningetroende fra Israel, Egypten, Libanon og endda Iran. Årets fokus var at rejse en ny generation af arabiske og jødiske troende engageret i forsoning i Mellemøsten.
Samtidig deltog ICEJ i indvielsen af to store beskyttelsesrum, doneret til et nyt resilienscenter i Sadot Negev nær Gaza, hvor samfundene fremover vil modtage traumebehandling og psykologisk støtte. ICEJ har nu placeret over 240 nye beskyttelsesrum og renoveret 174 eksisterende gennem 15 år for at give sikkerhed til Israels udsatte grænsesamfund. Derudover har ICEJ i år haft særlig fokus på traumebehandling for børn, ældre, handicappede samt sundheds- og sikkerhedspersonale.
I december forpligtede ICEJ sig til at finansiere kommende Alijahflyvninger for medlemmer af Bnei Menashe-samfundet i Indien, efter at den israelske regering godkendte planer om at bringe de sidste 5.000 medlemmer af denne oldgamle israelitiske stamme hjem i de kommende år. De første fly forventes at lande tidligt i 2026. Jødisk immigration til Israel forventes at stige markant i det nye år, og ICEJ vil være der for at hjælpe så mange som muligt hjem til deres forfædres land.
81-årige Jaqueline Glicksman vendte for nylig tilbage til ruinerne af sit hjem i kibbutz Ein HaShlosha – måneder efter at Hamasterrorister stormede den israelske landsby den 7. oktober 2023. Hendes hus var reduceret til aske, men hun var fast besluttet på at vende tilbage. ICEJ trådte til for at hjælpe Jaqueline og andre ældre overlevende ved at finansiere to golfvogn-lignende caddies, så de kunne genvinde mobilitet og uafhængighed.
På den mørke dag for to år siden blev Ein HaShlosha udsat for et hidtil uset angreb fra det nærliggende Gaza. Omkring 75 terrorister trængte ind i kibbutzen og de omkringliggende marker, men blev heldigvis opdaget af et IDFhelikopterteam, som neutraliserede en del af truslen og forhindrede yderligere infiltrationer. Alligevel blev fire beboere dræbt og 16 hjem brændt ned. Nogle huse var gennembrudt af skudhuller, andre beskadiget af raketnedslag. Plyndrere sluttede sig til angrebet. Samfundet blev efterladt traumatiseret.
Da et stort antal evakuerede familier først flyttede på hotel og siden i midlertidige boliger, var ICEJ med til at bringe opmuntring og støtte. ICEJ’s AID-team leverede eksempelvis 130 gavepakker til familier fra Ein HaShlosha tidligere i år. Disse gaver var en del af en generøs donation fra kristne i Singapore – mere end 1.500 hjemmepakker til evakuerede familier fra Nir Oz, Re’im, Be’eri, Kfar Aza og Nahal Oz.
“Formålet var at lade hvert lokalsamfund mærke nærværet og støtten fra kristne over hele verden,” sagde Nicole Yoder, ICEJ’s Vice President for AID & Aliyah. “Vi ønsker, at de skal vide, at de ikke står alene.”
En flugt imod alle odds Jaquelines oplevelse den dag var rystende. Alene i huset gik hun først i sikringsrummet, da sirenerne lød. Da hun senere trådte ud for at lave kaffe, hørte hun råb af “Allahu Akbar” og skudsalver udenfor. “De delte ikke slik ud,” bemærkede hun ironisk.
Hun hørte døren åbne og så en bevæbnet terrorist træde ind. Han tog den tablet og telefon, hun havde brugt til at kontakte sin familie. Med maskinpistol over brystet og et pandebånd med arabiske ord så han hende direkte i øjnene og lagde en finger på læberne som tegn til tavshed. Lammet af chok adlød hun. Han trak sig ud af rummet igen og efterlod hende i uvished om, hvad der nu ville ske.
Kort efter hørte hun noget blive spredt udenfor. Med en intuitiv fornemmelse af, at faren var forværret, samlede den 81-årige al sin styrke, kravlede op på en høj kommode, nåede vindueskarmen og sprang ud – i sine hjemmesko og pyjamas.
Da hun løb flere hundrede meter gennem kibbutzen, passerede hun sine venners udbrændte huse, livløse kroppe og et ødelagt køretøj med den lokale sikkerhedschef dræbt ved siden af. Midt i røg, flammer og spredte ejendele bankede hun på flere døre og søgte ly, indtil naboer til sidst tog hende ind.
“Det gør ondt. De brændte mit liv ned.” Da Jaqueline vendte tilbage måneder senere, beskrev hun, hvad hun havde gennemlevet.
“Det gør ondt, at de brændte mit hus ned, mit liv. Intet er tilbage,” sagde hun. Hun udtrykte også en vedvarende frygt:
“Jeg ved aldrig, om det sker igen, og det er skræmmende.” Alligevel er hun fast besluttet: “Dette er mit hjem. Jeg har intet andet,” forklarede hun.
Hendes søn Yossi fortalte også, stærkt berørt: “Guds ånd dækkede min mor og beskyttede hende. Jeg har ingen anden forklaring på, at hun er i live i dag… Hun har været igennem helvede, og jeg beder om, at hun resten af sit liv må være ved godt mod og helbred.”
Historien om Ein HaShlosha viser både den øjeblikkelige og langvarige virkning af 7. oktober – og behovet for hjælp i genopbyggingen. ICEJ er dybt involveret i genoprettelse og traumearbejde, og i dette tilfælde hjælper vi overlevende som Jaqueline med at genvinde deres uafhængighed.
I dag kan hun ikke blot fortælle sin dramatiske historie om at springe ud ad et vindue som 81årig for at undslippe terrorister – hun har også en ICEJ-finansieret caddy, som gør det muligt for hende at bevæge sig rundt i sit genskabte lokalsamfund.
Artiklen blev bragt i Et Ord fra Jerusalem, Nr. 1 · Februar 2026.
