Shalom til Simon
Nr. 5 · Oktober 2026

Shalom til Simon

Når jeg sidst i september afslutter syv års ansættelse hos Open Doors Danmark, og starter som projekt- og udviklingsansvarlig i ICEJ er det ikke kun begyndelsen på noget nyt, men o...

Når jeg sidst i september afslutter syv års ansættelse hos Open Doors Danmark, og starter som projekt- og udviklingsansvarlig i ICEJ er det ikke kun begyndelsen på noget nyt, men også en slags fortsættelse. Nyt bliver det naturligvis at arbejde for ICEJ, men det er en fortsættelse i den forstand, at Israel og det jødiske folk i mange år har været et centralt tema i mit liv – og en uadskillelig del af min vandring som discipel af Jødernes Konge.

Som 20-årig deltog jeg i et kursus om Kristendommens jødiske rødder, og siden dengang har jeg været solgt… At grave ned til rødderne og opleve fornemmelsen af at have ramt en dyb, dyb vandåre, at møde Jesus som Yeshua, at se, at min Gud kalder sig for Abrahams, Isaks og Israels Gud, at hans trofasthed mod sine pagter til Israel er mere klippefast end jordens grundvold, og at opleve, hvordan vi kristne ved Guds nåde er blevet skrevet ind i denne ældgamle, men evigt relevante frelsesfortælling, som ender med at Jesus sætter sine fødder i Den store Konges by, Jerusalem. Alt det har været en game changer for mig.

Jeg var nødt til at grave dybere. Det bragte mig til København, hvor jeg tog en cand.mag. i Hebraisk og Mellemøststudier fra Københavns Universitet. Undervejs tilbragte jeg et år på University of Haifa, og senere havde jeg et halvt års praktikophold i den politiske afdeling på den danske ambassade i Tel Aviv. Siden har det givet mig mulighed for at undervise i moderne hebraisk på aftenskole, hvilket jeg har gjort de sidste 10 år.

De seneste tre år har været turbulente og rystende for Israel og for jøder i hele verden. Terror, krig, antisemitisme og et ideologisk anslag mod zionismen. I alt dette har jeg – sikkert som mange andre kristne – stået med spørgsmålene: Hvad kan jeg gøre? Hvordan kan jeg bruge min røst?

Gennem det seneste års tid har jeg fornemmet Guds vejledning og tale om, at det var tid til at give det mere plads og vægt, som i mange år har været et grundkald i mit liv. Og da muligheden hos ICEJ opstod, føltes det som det helt rigtige næste skridt. Jeg glæder mig til at videreudvikle ICEJS’s arbejde, være med til at binde kirken sammen med Israel og det jødiske folk, bekæmpe antisemitisme, tale om Israels rolle i Guds store fortælling, og pege på Jesus som hovedaktør i alt dette.

Som i alt andet arbejde ligger der en opgave i aktivt at give arven videre til næste generation. Det sker ikke af sig selv. For mange unge er Israels rolle i Guds store fortælling langt fra en selvfølge. Der er brug for at engagere endnu flere unge, så de baserer deres opfattelse af Israel mere på Bibelen end på nyhedsoverskrifter og halve sandheder på sociale medier. Hvis Israel skal blive relevant for en ny generation, ligger der en hovedopgave i at bringe det ud af hjørnet som blot endnu et ”kristent interessefelt” og vise, at det er selve kernen af evangeliet om Riget. Himmeriget på jorden kaldes Israel. Og i centrum står Jesus. Det glæder jeg mig til at være med til at formidle gennem ICEJ og give videre til en ny generation.

Artiklen blev bragt i Et Ord fra Jerusalem, Nr. 5 · Oktober 2026.


Del: