Fra glæden ved løvhyttefesten, der blev fejret med kristne fra mange nationer, blev vi konfronteret med et chok. Pludselig var der sirener, man løb ind i beskyttelsesrum og indså r...
Af Corrie Van Maanen
Fra glæden ved løvhyttefesten, der blev fejret med kristne fra mange nationer, blev vi konfronteret med et chok. Pludselig var der sirener, man løb ind i beskyttelsesrum og indså rædslerne af, hvad der var sket den 7. oktober. Vi gik pludselig fra glæde til tårer.
Vores afdeling for pleje og omsorg begyndte straks at kontakte folk, vi tager os af. Hvad kunne vi gøre for dem? Hvad var deres behov? Hver person havde sin reaktion på situationen. Nogle var i totalt chok, andre grebet af frygt, depression eller vrede. Enlige mødre blev meget beskyttende for deres børn. Holocaust-overlevende frygtede at fødevaremangel lå forude, mens de rystende billeder af jøder, slagtet af terrorister, genoplivede minderne om deres egne tidligere rædsler.
En ældre dame, der bor alene, er stadig ved at komme sig efter en operation. Jeg lovede hende ugentlige besøg, som er blevet højdepunktet i hendes uge. Hun laver suppe, så vi kan sidde og spise sammen. Under måltidet græder hun over situationen. Hun gennemgik mange strabadser tilbage i Rusland og denne krig skræmmer på en måde, jeg næsten ikke kan forstå.
Da jeg besøgte Tatjana i hendes soveværelse, spurgte hun ængsteligt: “Kan du købe beroligende medicin til mig?” Fordi jeg kender hende godt, havde jeg allerede bragt noget med. For mange år siden gav hjemmeplejen omsorg til hendes far såvel som til hende under længerevarende sygdom. Vi plejede også hendes mand indtil hans død for et par år siden. Denne dame mistede mange familiemedlemmer i grusomhederne i Anden Verdenskrig. Jeg sad ved siden af hende og lyttede opmærksomt til hendes skælvende ord. Jeg spurgte hende, hvad hun lavede i løbet af dagen.
“Jeg lytter til nyhederne fra Israel på russisk hele dagen,” svarede hun. “Jeg er bange for at gå ud af huset.” Så viste jeg hende min ‘medicin’ – en lille Salmebog på russisk. Sammen begyndte vi at læse. Langsomt faldt hun til ro. Efter et par salmer så hun op og sagde: “Du har ret. Jeg burde ikke lytte så meget til nyhederne. Disse ord giver mig den fred, jeg har brug for.« Jeg besøgte også en ældre dame, der bor i syd, uden familie og kun et lille netværk. Hendes helbred er ikke godt, og dagligdagen var allerede en udfordring for hende. Da jeg ankom, var hun meget bedrøvet over krigen. Da jeg hjalp med at løse nogle af hendes mindre problemer, faldt hun til ro. Efter et stykke tid kunne vi snakke om hendes bekymringer. Jeg spekulerede på, om hun havde nok medicin og mad og vand i huset. Var der nogen i nærheden at kontakte? Jeg spurgte hende, om hun stadig bad, og at Israels Gud er med hende?
Hendes øjne lyste op. »Ja, jeg beder dag og nat.« Vi drak vores te og talte om mange emner. Da jeg rejste mig for at gå, sagde hun: »I dag er en sten faldet fra mit hjerte.« I Jerusalem besøger jeg regelmæssigt et jødisk par, der overlevede Anden Verdenskrig i en ghetto. Sidste år undslap de den forfærdelige kamp om Mariupol i Ukraine og flygtede fra deres hjem, da raketter ramte deres lejlighedskompleks. I 80 årsalderne måtte de klatre ned ad en stige fra anden sal. Efter en lang, farlig tre ugers rejse kom de via Ungarn til Israel med deres to døtre og efterlod en svigersøn og barnebarn. De var kede af tabet af alle deres dyrebare ejendele.
Da jeg for nylig besøgte dem, holdt hun tre fingre op og sagde: “Dette er den tredje krig, vi er i, og denne gang har vi ingen steder at gå hen.” Alligevel fandt de styrke og håb i Israels Gud.
Under løvhyttefesten blev vores afdeling for sundhedspleje beriget med kufferter fyldt med gaver fra nationerne til trængende israelere. En gruppe fra Finland medbragte sække fyldt med nyt sengetøj, håndklæder og mange håndstrikkede sokker. Jeg vidste ikke, hvor værdifulde disse ville være, før jeg bragte det med til en kibbutz lige uden for Jerusalem, der huser 150 traumatiserede israelere evakueret fra Gaza-grænseområdet. Det blev meget værdsat og opfyldte et stort behov.
På en hjertevarmende måde er hele Israel kommet sammen for at hjælpe hinanden under denne krig. Vores sundhedspleje hjælper også til. Vi sidder sammen med folk, lytter til deres bekymringer og opmuntrer dem til at stole på Herren. Vi køber dagligvarer, toiletartikler og hygiejneprodukter og har fællesskab over en kop suppe eller te.
Nogle gange føler vi, at vores arme er for korte til at hjælpe alle, men vi gør en forskel, hvor vi kan, fordi Guds kærlighed er en uendelig kilde.
Artiklen blev bragt i Et Ord fra Jerusalem, Nr. 6 · December 2023.
