CEJ’s hjem for Holocaust-overlevende i Haifa har haft et travlt forår og en livlig begyndelse på sommeren med spændende udflugter og læring om Israel og de jødiske højtider. Her er...
Af Yudit Setz
CEJ’s hjem for Holocaust-overlevende i Haifa har haft et travlt forår og en livlig begyndelse på sommeren med spændende udflugter og læring om Israel og de jødiske højtider. Her er de seneste opdateringer.
For nylig blev beboerne inviteret til kystbyen Shavei Tzion til en dag med hygge og afslapning. Tidligt om morgenen gik de ombord på bussen sammen med deres Sosu-medarbejder, fulde af forventning. Ved ankomsten blev de varmt modtaget med kaffe og kage på gæstehuset Beit El.
Beit El drives af Zedakah, en tysk kristen organisation, der siden 1969 har sendt frivillige til Israel for at tjene ved gæstehuset. Her har tusindvis af Holocaust-overlevende gennem årene nydt gratis ferieophold på ti dage. De engagerede medarbejdere og frivillige deler samme kald som ICEJ –“Trøst, trøst mit folk” (Esajas 40,1), som også står skrevet på væggen i deres spisesal.
Efter kaffen gik beboerne en tur i de smukke haver eller ned til stranden blot få hundrede meter væk. Havluften, udsigten og stilheden gjorde dybt indtryk.
”Når jeg bare sidder hjemme, har jeg det ikke godt,” fortalte Sonia, der normalt er hjemme det meste af tiden. ”Men her får jeg det meget bedre. At se havet i stedet for bygninger giver mig en følelse af frihed.”
Inden frokost samledes alle for at se en film om Zedakahs historie – om hvordan tyske kristne i 1960’erne på trods af store udfordringer oplevede Guds kald til at tjene Holocaustoverlevende. I 1984 udvidede de arbejdet med et plejehjem i Maalot, hvor ældre overlevende kan få kærlig omsorg.
Filmen gjorde stort indtryk, da den mindede beboerne om Haifa Hjemmets formål.
”Historien om dette sted rørte mig dybt,” sagde David. ”Jeg føler mig stærkt tilknyttet til denne drøm, selvom jeg er jøde. Disse kristne har givet så meget til os, og selvom vi har forskellig tro, deler vi den samme fader – Abraham. Det vil jeg aldrig glemme.”
Efter filmen blev der serveret en lækker frokost med delikat mad og borddækning.
”Det er fantastisk, hvordan disse kristne forkæler os,” udbrød Etta.
Før vi tog hjem, takkede vi Beit El-teamet for den vidunderlige dag og inviterede dem til at besøge os i Haifa Hjemmet. Mania, en af vores beboere, forærede dem et af sine digitale kunstværker som tak.
Eftermiddagen gik med afslapning i haven, spil, blomsterkig og ture til stranden. Nogle nød blot selskabet eller sad i komfortable stole i solen.
Trætte, men glade, kørte vi hjem til Haifa. Snakken om den dejlige dag fortsatte længe bagefter.
Vores ICEJ-team er meget taknemmelige for samarbejdet med Zedakah. Vi deler samme hjerte og kald til at give kærlighed og omsorg til disse skønne borgere i deres livs efterår. Også sosu-medarbejderne var taknemmelige.
”Sikke en vidunderlig dag! Vi glemte næsten, at vi var på arbejde. Vi nød bare stranden og hinandens selskab,” sagde Reah. ”Vi har brug for dage som denne, når vi arbejder 24/7.”
Venskaber blomstrer i Haifa Hjemmet. En gruppe damer, kendt som ’Parlamentet’, mødes ofte over måltider og lange samtaler. Alle – bortset fra én – er over 90 år.
For at fejre deres sammenhold arrangerede vi en dagstur til Galilæa med guide, hvor de fulgte sporene af tempelriddere – tyske kristne immigranter fra 1800-tallet. Der var kaffepause i det grønne og en hyggelig frokost. Trætte, men glade, vendte de hjem med gode minder.
Dokumentaren Miss Holocaust Survivor, som sidste år vandt en filmpris i Berlin, havde israelsk premiere i Haifa i april. Instruktøren Radek Wegzryn deltog, og cirka 800 mennesker – heriblandt mange Holocaust-overlevende og deres familier – var til stede.



To af filmens hovedpersoner, Rita Kasimov Brown (90) og Tova Ringer (102), bor begge på Haifa Hjemmet. Filmen fortæller med både tårer og humor om deres oplevelser under Holocaust og deltagelsen i skønhedskonkurrencen. Det blev en uforglemmelig aften.
Filmen får international premiere den 27. januar 2026 – på den internationale Holocaustmindedag.
Da vores ukrainsk-jødiske beboere kom til Israel for tre år siden som flygtninge fra krigen, ønskede vi at give dem mere end blot tag over hovedet. Vi ville hjælpe dem med at slå rødder i deres nye hjemland, selv i en høj alder.
På grund af Israels egen krig siden 7. oktober 2023 måtte vi udsætte planlagte ture, men i de kommende måneder skal de opleve flere steder i landet. Indtil da tilbyder en professionel guide spændende foredrag med billeder og film om Israels historie, så også dem, der ikke kan rejse, kan lære mere.
Shavuot fejres som højtiden for Toraens gave. Op til festen kunne vi høre børnene fra naboskolen øve på deres Shavuot-optræden. Deres smukke sang om høsten og de fødevarerarter, Gud har givet Israel, fyldte luften.
I kunsttimerne mindede Nancy beboerne om Guds løfter og velsignelser, og de malede hver især én af de syv fødevarer. Stemningen var festlig, og dagen sluttede med traditionel cheesecake og kaffe.
Også i vores hebraisk-undervisning lærte beboerne om festen. Særligt de, der voksede op i Sovjetunionen, hvor jødisk kultur var undertrykt, satte pris på at lære om deres egne rødder og de bibelske højtider.
Artiklen blev bragt i Et Ord fra Jerusalem, Nr. 4 · August 2025.