De forfærdelige begivenheder den 7. oktober vil blive genstand for flere undersøgelser i Israel for at afgøre, hvad der gik galt den skæbnesvangre dag. Mange israelere forudser all...
Af Dr. Jürgen Bühler, ICEJ præsident
De forfærdelige begivenheder den 7. oktober vil blive genstand for flere undersøgelser i Israel for at afgøre, hvad der gik galt den skæbnesvangre dag. Mange israelere forudser allerede, at adskillige politiske og militære topledere vil blive udskiftet. Men en af de største nederlag er allerede kendt: vægternes fiasko. For at være mere præcis undlod militær- og efterretningsofficerer højere oppe i kæden at lytte til de advarsler, de havde modtaget fra personalet som varetog overvågning.
I ugerne og endda timerne lige før angrebene blev flere tegn på et forestående angreb bemærket af observatører, der konstant holder øje med utallige overvågningskameraer langs Gazas grænsehegn. Men deres advarsler blev afvist. Den fremherskende vurdering blandt højtstående officerer var, at Hamas aldrig ville vove at forsøge at bryde igennem den sikreste grænse på jorden. Prisen for denne mangelfulde konsensus var de brutalt umenneskelige handlinger begået af Hamasterrorister og endda civile i Gaza, som indtil videre har kostet Israel næsten 1.500 liv.
Det var, som profeten i fordums tid advarede: ”De fører mit folk vild og siger, at der er fred, skønt der ikke er fred” (Ezekiel 13:10). Eller da Paulus sagde: ”Når folk siger: »Fred og ingen fare!« da er undergangen pludselig over dem som veerne over en, der skal føde, og de skal ikke undslippe.” (1. Thess 5:3) Israel har altid tjent som et eksempel for Kirken, som Paulus sagde i 1. Kor 10:11. Faktisk tjener de seneste begivenheder i Israel som nøgterne og kraftfulde lektioner for Kirken og hver enkelt troende i dag.
Mange gange i Bibelen får vi at vide, at vi skal være opmærksomme. Vægteren spiller en central rolle i Guds ord. Jesus formanede disciplene til at “våge og bede” den nat, han blev forrådt (Matt 26:41). De hebraiske profeter så sig selv som vogtere for nationen (Eze 3:17). I vanskelige tider besluttede profeten Habakkuk endda at gå op i et vagttårn for at høre, hvad Herren ville sige til ham (Hab 2:1f).
Eerdmans Dictionary of the Bible beskriver en vægter som en, hvis pligt det er at holde vagt, ofte på et tårn eller en mur, hvad enten det er for kongen (1. Sam 14:16), over en by (Højs 3:3) eller over en mark (Esa 56:9-10). De udfører ofte deres opgave om natten (Salme 127:1). Paulus råder endda menigheden i Efesos til at være på vagt over for “glubske ulve”, der jager hjorden (ApG 20:28-32).
Begivenhederne i Israel er et kald til alle troende om at undersøge vores egen årvågenhed og bønnevaner. Det er farligt, at ”vægter”-embedet i mange velstående vestlige kirker er forsømt eller ikkeeksisterende.
I Israel i dag er vagtmænd (shomrim på hebraisk) en del af dagligdagen. De er ved indgangen til samfund, supermarkeder, indkøbscentre, kontorbygninger og andre steder. Jo vigtigere opgaven er, jo yngre og bedre uddannede er de. De vagter, der bevogter præsidentens hus og premierministerens kontor, er nogle af de bedst uddannede sikkerhedsstyrker i Israel, da disse steder er under konstant trussel. Uden disse vagter ville flere terrorangreb komme igennem.
Bibelen giver os fire områder, hvor der er brug for vægtere i Guds rige til at stå vagt over vores personlige eller fælles vagttårn.
1) De personlige vægtere
Alle er kaldet til at være vagter.! Et hovedtræk ved det israelske samfund er, at stort set alle har pligt som vagtmand. En relativt høj procentdel af israelske borgere bærer et våben, og mange gange er disse bevæbnede civile først på stedet ved et terrorangreb for at redde liv. Bibelen opfordrer os alle til altid at være årvågne. ”Vær årvågne og på vagt! Jeres modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve og leder efter nogen at sluge; stå ham imod, faste i troen, I ved jo, at de samme lidelser rammer jeres brødre her i verden.” (1. Pet 5:8-9) Den troende er konstant omgivet af en fjende, hvis mål er at stjæle, slagte og ødelægge (Johs 10:10). Satan ønsker at ødelægge din familie, dit kald og din vandring med Herren. Det burde få os til at tænke på, at så mange fremtrædende ledere i Kirken, selvom de blev brugt kraftigt af Gud, kom under angreb, og deres tjeneste brast.
Men det er ikke kun Djævelen, der kan forårsage stor skade på Guds folk; Ofte er det den troendes svaghed. I sin angst i Getsemane advarer Jesus sine disciple: ”Våg, og bed om ikke at falde i fristelse. Ånden er rede, men kødet er skrøbeligt.” (Matt 26:41) Jesus lærer endvidere, at to ting er nødvendige for at overvinde vores kødelige ønsker: bøn og vedvarende åndelig årvågenhed. I dag er vores kødelige begær mere under angreb end nogensinde, da pornografi og andre perverterede, sensuelle tilbud kun er et museklik væk.
En hovedårsag til den manglende årvågenhed blandt mange troende er den store misforståelse, at vi ved at tilslutte os Guds Rige tror, at vi har tilsluttet os en dejlig klub med vidunderlige mennesker som medlemmer. Riget bør være et sted for retfærdighed, fred og glæde. Men vi har også sluttet os til en hær, som er i krig mod Satan, og denne krig vil kun intensiveres, efterhånden som Herrens dag nærmer sig. Det er derfor, Paulus tiltaler sin discipel Timotheus som en soldat, der skal leve i overensstemmelse med den strenge militære disciplin (2. Tim 2:3-4). Vi lever utvivlsomt i en tid med øget åndelig konflikt, og vi gør klogt i at være opmærksomme på vores egne svagheder og ethvert angreb udefra.
Nu er det vigtigste spørgsmål, hvad man skal gøre med de efterretninger, der er indsamlet som vagtmænd? Det er en ting at se fare, men endnu vigtigere er, hvad man skal gøre som svar. Mens jeg skriver denne lære, skete der lige en sikkerhedshændelse i vores landsby. Der opstod en mistænkelig situation i vores gade, som min kære kone Vesna bemærkede. Hun kontaktede straks sikkerhedschefen for vores bydel, sagen blev taget alvorligt og påvirkede sikkerhedsprocedurerne i vores landsby positivt. Det illustrerer, at vi som troende skal tage disse sager til lederen for vores sikkerhed, kaptajnen for vores frelse, til Jesus og lader ham tage sig af det. Derfor bad Jesus sine disciple om at våge og bede.
2) Fællesskabets vægtere
Min kones personlige årvågenhed gavnede også hele samfundet. På samme måde er vi kaldet til at være vægtere for dem omkring os, vores familie, vores brødre og søstre i Herren og endda vores nationer. Der er et område, hvor Guds ord formaner os til at være særligt opmærksomme. Både Jesus og apostlene advarede om, at bedrag ville komme i de sidste tider. Nemme læresætninger kan kilde vores ører, men de har meget lidt substans. Især som ledere eller ældste i kirken er vi kaldet til at være årvågne.
Igen advarede Paulus menigheden i Efesos: ”Tag vare på jer selv og på hele hjorden… Jeg ved, at når jeg er borte, vil der komme glubske ulve til jer, og de vil ikke skåne hjorden. Ja, blandt jer selv vil der stå mænd frem og tale falsk… Derfor skal I være på vagt…..” (ApG 20:28-31).
Paulus skrev også til sin discipel Timotheus: “Giv agt på dig selv og på den undervisning, du giver, hold fast ved det; for når du gør det, bliver du til frelse både for dig selv og for dem, der hører på dig.” (1. Tim 4:16) Denne advarsel indikerer, at ikke kun andre kan tage fejl, men Paulus sagde, ” Giv agt på dig selv”. Derek Prince sagde engang, at kristne, der tror, at de ikke kan bedrages, allerede er bedraget. Vi har alle brug for at passe på os selv og dagligt fordybe os i Guds ord og bøn.
Templet i Jerusalem havde en særlig gruppe på 4.000 levitter, der tjente som dørvogtere (1 Krønikebog 23:5). Deres funktioner varierede, både når de bevogtede pagtens ark, når de var på farten, med økonomi eller ved indgangen til templet. Deres arbejde var en væsentlig del af Guds hus.
I dag har vi mere end nogensinde brug for evnen til at skelne. Det, vi har brug for, er ikke en fysisk stærk dørmand til at holde de forkerte mennesker væk fra vores kirker, men folk med åndelig dømmekraft til at forhindre de forkerte verdslige påvirkninger i at påvirke Kirken. Hovedformålet med dørvogterne var ikke at skabe en hyggelig atmosfære for tilbedelse med de rigtige mennesker, men at sikre, at Guds herlige nærvær ville være velkommen i hans eget hus. I stedet for søgervenlige kirker har vi brug for, at de er Gudvenlige. For hvis hans herlighed er der, vil kirken helt sikkert være en magnet for de fortabte.
3) Den profetiske vægter
De hebraiske profeter blev kaldet til at være vægtere for Israel (Eze 3:14). Deres opgave var at våge over Israels åndelige tilstand. Men de tjente også som vægtere på nationalt plan, advarede Israel i tider om overhængende fare og gav himmelske strategier til kongen. De var Guds talerør for nationen, der identificerede, hvad der skulle ændres, advarede om trusler og tydeliggjorde Guds hensigter i den nærmeste og fjerne fremtid.
En vigtig opgave for dette arbejde er at anerkende de tider og årstider, vi lever i. Bibelen hylder Issakars stamme som mennesker ”… som var kyndige i at tyde tiderne, så de vidste, hvad Israel havde at gøre” (1. Krøn 12:32). Kristi legeme i dag har brug for troende som disse mænd i Issakar. Det kræver mere end blot at observere de kulturelle skift i musik eller budskaber for at gøre vores 90-minutters søndagsgudstjeneste lettere. Der sker snarere seismiske skift i det himmelske rige. Vægtere er nødt til at forstå, som Daniel gjorde, at vores verden styres mindre af de ledere, vi stemmer ind i regering, og mere af “… myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet.” (Efs 6:12) Denne form for efterretning opnås gennem bøn og forbøn og gennem Åndens gaver.
Der finder store åndelige omvæltninger sted i den islamiske verden i vore dage. I de seneste årtier er antallet af muslimer, der finder Jesus som deres befrier, vokset eksponentielt, men vi ser også en eksplosion af radikal islam, der manifesterer sig ikke kun i Mellemøsten, men over hele verden. Ligesom på Esajas’ tid (21:11ff), da folk spurgte til Duma (nutidens arabiske halvø), er der brug for vægtere til at vurdere tiden og give indsigt og strategier for sejr for Kirken. Vores samfund står over for andre hidtil usete udfordringer såsom kunstig intelligens og kønspolitik. Alligevel er Israels genoprettelse den største forandring i det åndelige landskab, som har enorme konsekvenser for Kirken, især fordi den i sidste ende vil bringe Herrens genkomst. Dette synes imidlertid stort set at blive ignoreret af de fleste kirker i dag.
Habakkuk levede i en tid med enorme rystelser, men alligevel tog han en strategisk beslutning: “Jeg vil stå på min post, jeg vil stille mig på vagt og spejde for at se, hvad han vil sige til mig, hvad jeg får som svar på min klage.” (Hab 2:1) Dette er mere end nogensinde et kald til Kristi legeme om at bemande vores vagttårne og se, hvad Herrens ord er for vor tid, så vi kan handle som Issakars sønner og bede strategisk.
Det sted, hvor årvågenhed er mest nødvendig, vedrører Jesu genkomst. Mere end i nogen anden sammenhæng formanes vi til at være på vagt over for hans komme. Årsagen er meget enkel. Jesus sagde, at vi ikke vil vide præcis, hvornår han kommer (Matt 24:36, 39, 42, 44, 50). Det vil overraske os, og den bedste måde at være forberedt på er bare at være opmærksom. Åndelig døsighed og levende kristendom på autopilot er farlig. Det, der er tilgængeligt for at hjælpe os med at køre vores biler med lethed, virker ikke i Guds rige.
Derfor skriver Paulus til menigheden i Thessalonika: “For I ved selv ganske nøje, at Herrens dag kommer som en tyv om natten. Når folk siger: »Fred og ingen fare!« da er undergangen pludselig over dem … Så skal vi da ikke sove som de andre, men være vågne og ædru.” (1. Thess 5:2-6) At være opmærksom betyder, at vi på ny inviterer Helligånden hver dag til at tale til os, til at have en livsstil med bøn og studere Guds ord. Ekstraordinære tider kræver en ekstraordinære indsats.
4) Våg og bed
I Bibelen forbindes vægtere ofte med bøn. ICEJ’s bønnebevægelse er inspireret af Esajas 62:6-7: “Jerusalem, på dine mure stiller jeg vægtere; aldrig skal de tie, hverken dag eller nat. I, der påkalder Herren, und jer ikke ro, og und ikke ham ro, før han genrejser Jerusalem, og før han gør den til lovprisning på jorden.”
Vægterne i Esajas 62 tjener to funktioner. De foretager deres runder dag og nat for konstant at minde samfundet om dets behov for årvågenhed. De ved, at det ville være forkert at antage et øjebliks sikkerhed for byen og Guds folk. For at sikre denne sikkerhed og håb “minder de også Herren” om hans løfter til Israel. De beder uophørligt for den fulde genoprettelse af Jerusalem, indtil dens endelige skæbne er nået. Og Esajas forudser en kommende tid, hvor disse to opgaver er fuldført. På en måde ser disse vægtere efter overhængende og fremtidige trusler, men de ser også mod himlene, Guds løfter, der stadig venter på opfyldelse, og beder indtil de ser det ske.
Således går det altid hånd i hånd at våge og bede. Den gode nyhed er, at når vi bruger bønnens kraftfulde våben, sigter vi efter sejr. Det er de bedende vægtere, der gør den store forskel. Meget kan ændres og opnås gennem bøn og især gennem fælles bøn.
Grunden til, at Gud kalder vægteren, er ikke, at han kan se verdens forfald og undergang og dermed skal levere dårlige nyheder. Tværtimod! Han kaldes til vagttårnet med et udtrykkeligt formål. “… indtil jeg gør Jerusalem til en pris på jorden.” (Esajas 62:7) En opfordring til handling Afslutningsvis vil jeg kraftigt opfordre dig til at blive vægter i dit eget personlige liv og din familie såvel som for det samfund, hvor Herren har placeret dig. Bed Herren om at give dig den nødvendige guddommelige efterretning til at stå imod fjendens onde planer og udføre store bedrifter i disse dage med megen omvæltning.
Jeg inviterer dig også til at deltage i vores globale Esajas 62 bønnekampagne. Derved vil du slutte dig til en mægtig skare af vægtere, der står sammen med Israel i denne kritiske tid. Vi beder ikke kun for Israel i den nuværende konflikt, men minder også Herren om den herlige fremtid, han har lovet sit folk. Så gør 2024 til dit år som vægter. Må Herren velsigne dig meget, når du indtager din stilling på Jerusalems mure!
Artiklen blev bragt i Et Ord fra Jerusalem, Nr. 1 · Februar 2024.
