Temaet for dette års løvhyttefest er taget fra Zakarias 4:6, som er en af de mest fremtrædende profetier i Det Gamle Testamente om, hvad Gud planlægger at udrette i de sidste tider...
Af Dr. Jürgen Bühler, Icej-præsident
Temaet for dette års løvhyttefest er taget fra Zakarias 4:6, som er en af de mest fremtrædende profetier i Det Gamle Testamente om, hvad Gud planlægger at udrette i de sidste tider. Den er rig på symbolik og henvisninger til budskaber i Det Nye Testamente.
Sammenhængen for passagen er det jødiske folks tilbagevenden fra eksil i Babylon. Blandt de hjemvendte var Zerubbabel, en efterkommer af kong David og forfader til Jesus, der tjente som Israels politiske leder; Ypperstepræsten Josva; og profeterne Zakarias og Haggaj, som hjalp Zerubbabel og Josva med at genopbygge templet (Ezra 5:1-2).
Kapitlet begynder med en engel, der taler med Zakarias og vækker ham, som om han sov. For mig lyder det som om, at Gud vækker det jødiske folk i denne tid fra en lang periode med søvn, mens de er spredt blandt nationerne. Han bringer dem igen tilbage til Israels land for at blive vækket til deres sidste dages hensigt.
Menorahen Det er også værd at bemærke, at symbolikken afbildet i Zakarias 4 af en menorah og to oliventræer eller grene forbliver et nøglesymbol for Israel i dag. Uanset om det er i Knesset, præsidentens residens, premierministerens kontor eller andre regeringsbygninger, er staten Israels officielle emblem det samme billedsprog fra Zakarias 4.
Den centrale menorah eller gyldne lysestage med syv arme er et velkendt stykke af det inventar, der findes i Moses’ tabernakel og i templet i Jerusalem. Der er dog en lille forskel i at Zakarias over Menorah så en skål fyldt med gylden olie, der konstant forsynede de syv grene gennem syv rør. På en måde var det en opgraderet Menorah til tempeltjeneste, lavet af det pureste guld – hvilket afspejler Guds perfekte karakter.
Denne symbolik af Menorah findes også i Åbenbaringen 1:12, hvor Johannes vender sig om og ser Jesus stå blandt syv gyldne lysestager, og modtager et kraftfuldt budskab fra ham. I vers 20 lærer vi, at de syv lysestager, som Johannes så, er de syv kirker. Det betyder, at Kirken er kaldet som et profetisk lys, der skal skinne lys i de mørke tider omkring den.
De syv kirker skal være lysgivere til verden. I det næste kapitel bliver en meget succesfuld, voksende, dynamisk kirke i Efesos rost af Gud, men Han advarer også, at hvis du ikke vender tilbage til din første kærlighed, vil Han komme og tage deres lysestage (Åbenbaringen 2:5). På trods af alle deres kirkelige programmer har de mistet deres lidenskab for Kristus fra tidligere dage. Og selvom de stadig eksisterer som kirke, vil de miste deres kernekald og evne til at skinne profetisk lys til verden omkring dem.
Dette er et alvorligt budskab til hver enkelt af os i dag, og det samme kald blev givet til Israels folk. Det mest centrale bud til Israel i 5. Mosebog 6:4 er: “Hør, Israel, Herren vor Gud, Herren er én! Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele din styrke.” Hvis de omhyggeligt følger denne befaling, vil Israel også tjene som et lys for nationerne. Hvilken forbløffende parallel mellem Israel og Kirken!
De to oliventræer Den anden store symbolik i Zakarias 4 er de to oliventræer, eller hvad han senere kalder de to olivengrene (4:12). I Det Nye Testamente ser vi også to oliventræer i Romerbrevet kapitel 11 – det ene er Israels naturlige oliventræ, og det andet er den hedenske kirkes vilde oliventræ. Denne dobbelte symbolik med de to oliventræer eller grene optræder kun i nogle få passager i Bibelen.
Den første findes i Nehemias 8:15, da Nehemias ledte Israels folk i at fejre løvhyttefesten igen for første gang i mange generationer. Han instruerede dem i at bygge sukkaer eller løvhytter, når de fejrede denne store, profetiske fest. Han befalede dem også at gå op på bjergskråningerne og bringe grene tilbage “af oliven og den vilde oliven og myrten og palmen og andre bladtræer for at lave en hytte” (Nehemias 8:15).
Nehemias henviser til Guds bud om denne højtid i 3. Mosebog 23 med en lille afvigelse. Han nævner her ikke kun det naturlige eller dyrkede oliventræ i 3. Mosebog 23, men også en anden type olivengrene. Den ene kaldes zayit på hebraisk, hvilket betyder “oliven”, som det bruges i dag, og det andet hebraiske ord er etz shemen, eller “olietræet”. Den engelske ESV-bibel oversætter disse som oliventræer og vilde oliventræer, hvilket de velkendte eksperter i jødisk kultur Keil og Delitzsch også gør.
Den samme symbolik dukker op igen i Romerbrevet 11, hvor Paulus sammenligner de kultiverede olivengrene, der repræsenterer det jødiske folk, med de vilde olivengrene i den ikke-jødiske kirke. Ved Guds nåde er de vilde hedenske grene blevet podet i strid med naturen i det troende Israels dyrkede oliventræ (Romerne 11:24).
Et andet eksempel på denne parallelitet findes i Johannes’ Åbenbaring 11, hvor Johannes meget passende ser et syn af templet og bliver bedt om at “måle” eller beskrive visionen, som han bemærker omfatter to profetiske figurer: “Jeg vil sætte mine to vidner til at profetere i tolv hundrede og tres dage, klædt i sæk. Vidnerne er de to oliventræer og de to lysestager, som står foran jordens Herre.” (Åbenbaringen 11:3-4) Her har vi den samme symbolik med to oliventræer som i Zakarias 4, men han ser også to lysestager i stedet for én. Jeg tror, at disse profetier hænger sammen, og de taler om fælles kaldelser i denne tid, men også at Gud vil udvælge individuelle tjenere som de to vidner i Johannes’ Åbenbaring 11, der har en meget unik og specifik profetisk kaldelse i disse sidste dage.
På Zakarias’ tid var det Zerubbabel og Josva, som Gud brugte på en bestemt måde, og de fik selskab af hele folket for at genopbygge templet. Det ser ud til, at Gud vil bruge disse to vidner på en meget lignende måde, forenet med Israel og Kirken, for at opnå Guds endetidshensigter.
Olien Olien, der fylder skålen over Menorah og derefter flyder gennem de syv rør ind i de syv grene af Menorah, er uden tvivl et symbol på Helligånden gennem hele Bibelen. Olien, og især salveolien i templet, repræsenterer Guds folks styrke og gave for at udføre det kald, som Gud har givet deres liv. Og billedsproget af skålen over Menorahen med dens rør indikerer, at der er en uendelig tilgængelighed af Helligånden for at virkeliggøre Guds hensigter.
Utroligt nok beskriver Zakarias 4:12, hvordan den gyldne olie gennem de to gyldne rør løber ud i Menoraen. Det er interessant at se, at den gyldne olie, der omtales her, i den oprindelige hebraiske tekst ikke er olie, men bare guld i sig selv. Som vi sagde tidligere, repræsenterer guld Guds karakter. Så det betyder, at i kirken og Guds værk blandt Israels folk, vil Helligånden på en kraftfuld måde frembringe Guds karakter gennem sit folk. Det vil være et stort vidnesbyrd og profetisk lys for nationerne.
Vores festtema i år fokuserer vores opmærksomhed på den kraftfulde måde, hvorpå Helligåndens salvelsen er det mest essentielle element for enhver troende i Kirken og for nationen Israel for at nå vores profetiske mål.
Det er ikke ved menneskelige præstationer, eller ved menneskelige strategier eller ved menneskelig visdom, at Gud udfører sit værk, men ved Helligåndens kraft.
Det er præcis, hvad Paulus skrev til menigheden i Korinth, hvor han siger, at hans forkyndelse ikke var med lokkende ord eller menneskers visdom, men som en demonstration af Guds Ånd og kraft (1. Kor 2:4). Jeg tror, at visionen i Zakarias 4 indikerer, at dette vil være et hovedtræk ved Guds endetidsfolk, et folk fyldt og bemyndiget af Guds Ånd.
Konklusion Der er tre hovedlektioner, som vi kan drage af passagen i Zakarias kapitel 4: 1 En hellig kirke! Der er ingen tvivl om, at Gud renser den sande kirke. Dette er et tema, der findes igen og igen i Bibelen. I Efeserbrevet 5:26 er det ikke kun et kald til endetidskirken, men det er et universelt kald til Guds folk gennem tiderne. I 3. Mosebog 11:44 kalder Gud folket til at være helligt, som han er hellig. Gud forventede fra begyndelsen, at hans folk ville afspejle selve hans natur og karakter. Det er det samme budskab, som Jesus gav sine disciple i bjergprædikenen, om at være fuldkommen, ligesom vor Fader i himlen er fuldkommen (Matthæus 5:48). Vi bør stræbe efter at blive hellige og fuldkomne som vor Fader i himlen. Dette er et kald, som endetidskirken ikke kan ignorere. Og igen, det kan kun opnås ved Helligåndens kraft, der udgydes i disse dage mere end i nogen anden generation. 2 Et ånds-udrustet folk! Denne tid er præget af mange verdslige forhindringer, som Kirken står over for, hvad enten det er det moralske forfald i vestlige samfund eller den direkte modstand, der kommer fra marxistiske regimer rundt om i verden. Her giver Guds ord os stor opmuntring:
“Ikke ved magt, og ikke ved styrke, men ved min ånd, siger Hærskarers Herre! Hvad er vel du, store bjerg? Du skal blive til slette foran Zerubbabel. Så skal han hente slutstenen, mens der lyder jubelråb over den. ” (Zakarias 4:6-7) Ingen hindring i disse sidste dage vil være for stor for Guds folk. Ethvert bjerg, der står i vejen for, at vi kan opnå Guds planer gennem Helligåndens kraft og bøn må blive en slette, fordi Guds nåde vil garantere dens fuldendelse. Derfor bør vi altid bede Herren om at fylde os på ny med Ånden, som den tidlige kirke gjorde, for at udføre de store opgaver, der ligger forude.
3 De ædle og vilde olivengrene mødes! Et af de vigtigste kendetegn ved endetidskirken er, at Gud genindsætter de naturlige eller dyrkede grene tilbage i oliventræet. Dette skridt medfører en stor forandring for den hedenske kirke, som forudset i Romerbrevet 11:24. Enhver gartner vil fortælle dig, at det er imod naturen at pode en vild olivengren ind i et dyrket oliventræ. Alligevel har Gud gjort det i århundreder, fordi han ønsker, at alle mennesker skal blive frelst. Paulus spørger så, hvor meget lettere det jødiske folks naturlige grene vil blive podet tilbage i deres eget træ, som er funderet i messiansk tro. Vi må erkende, at Gud gør noget nyt i Kirken, når vi genopdager de hebraiske rødder i vores bibelske tro, og anerkender det unikke kald, Gud har givet det jødiske folk.
Der er en sidste facet af denne meget kraftfulde passage. I Zakarias 4:9 står der, at Zerubbabels hænder lagde grundvolden til Herrens hus, og hans hænder vil også fuldføre det. Der er ingen tvivl om, at det var en troende jødisk rest, der lagde grunden til Kirken for omkring 2.000 år siden. De lagde dette fundament ved at give os Det Nye Testamente, Kirkens fødsel og mest af alt den jødiske Messias. Hvordan kirkebevægelser har ændret sig gennem århundreder, glemt deres rødder, og hvor de kom fra. Men de samme hænder på de mennesker, der lagde grundvolden til dette tempel, vil også frembringe slutstenen – det fuldendte værk! Det betyder, at det jødiske folk i de sidste dage vil spille en central rolle i færdiggørelsen af Guds tempel – de forløstes universelle familie, Kirken.
Hedningernes tider er ved at være forbi (Luk 21:24). Hedningernes fylde kommer ind (Romerne 11:25). Og Guds hensigter med de hedenske nationer og Israels folk er begyndt at udfolde sig. Vi må bede Gud om at undervise os, for at oplyse os om de nye ting, han gør. Dette vil være en tid med stor styrke, hvor Gud vil rense Kirken som aldrig før, for at være klar til, at vores brudgom vender tilbage og råber: “Amen, kom, Herre Jesus!” (Åbenbaringen 22:20)
Artiklen blev bragt i Et Ord fra Jerusalem, Nr. 5 · Oktober 2024.
